Smuk og holdbar terrasse i hårdttræ

En træterrasse i hårdttræ er ikke bare en fryd for øjet. Den har også en ekstra lang holdbarhed, fordi træet er naturligt olieholdigt. Det underliggende træskelet kan sagtens bygges i billigere trykimprægneret træ, som også har en lang holdbarhed, hvis du beskytter det mod vand.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
4 dage
Pris
10.200 kroner

Intro

I denne gør det selv-vejledning kan du se, hvordan du bygger den flotte træterrasse. Vi viser bl.a., hvordan du understøtter terrassen med en kombination af:

  • bjælkesko fastgjort på muren til terrassens strøer
  • stolpesko støbt i beton, som understøtter en bundrem
  • fliser, som udgør et stabilt og solidt underlag
  • bundremmen, som er en kraftig stolpe, der bruges til fastgørelse af strøerne på den yderste del af terrassen.

Vi viser selvfølgelig også, hvordan du lægger selve terrassebræddere på det underliggede træskelet.

God fornøjelse!

Vejledning

01
Bjælkesko 5 Trin

Når du skal i gang med at bygge en træterrasse, er det en god idé allerførst at markere den med et par pinde i jorden, så du er sikker på, at den får den rigtige størrelse. Du skal også beslutte dig for, hvilken højde terrassen skal have. Her er det smart at tage udgangspunkt i døren ud til terrassen.

De underliggende strøer til terrassen her skal monteres i bjælkesko, der fastgøres til muren på indersiden. I den anden ende skal de monteres til en bundrem. Afstanden mellem strøerne er her 54 cm, da det giver mindst spild af de dyre terrassebrædder i ipé.

1

Et terrassebræt holdes op til døren, som leder ud til terrassen. Det giver god mening, at det er denne dør, der bestemmer højden på terrassen. Her skal terrassehøjden svare til gulvhøjden på den anden side af døren.

2

Streg terrassens højde op på muren, når du har lagt dig fast. Brug et vaterpas, og streg op i hele terrassens længde på husets mur. Markér bagefter, hvor bjælkeskoene til strøerne skal placeres.

3

Lav en bjælkeskoskabelon, og tegn op efter den, hvor bjælkeskoene skal være. Læg et stykke terrassebræt ovenpå, der flugter med din opstregning til terrassens højde, så det bliver så nøjagtigt som muligt.

4

Bor huller i muren til montering af bjælkeskoene. De skal monteres med 7,5-mmbeton-/montageskruer, så vi borer for med 6,5-mm-murbor i en borehammer. Fordelen ved disse skruer er, at de ikke kræver plugs.

5

Fastgør bjælkeskoene til muren med betonskruer. Det gøres lettest med en slagskruemaskine, men en kraftig skruemaskine kan også bruges.

02
Bundrem 6 Trin

Under den forreste del af terrassen består understøtningen af en kraftig bundrem, som strøerne kan fastgøres til. Bundremmen skal ligge på to stolpesko, der støbes fast i beton og derudover klodses op på fliser. Der skal graves huller til stolpeskoene og lægges fliser ud til at klodse op på.

Bundremmen klodses op på små plastikklodser, der skrues fast, så de bliver på deres plads. Når bundremmen justeres på plads, gøres det med tre strøer jævnt fordelt ovenpå med et vaterpas øverst, så du kan se, hvornår den er vandret.

1

Grav huller til stolpesko, der skal bære den tværgående bundrem. Gå efter den frostfrie dybde på 90 cm. Læg også fliser, som bundremmen kan klodses op på.

2

Læg den tværgående rem på fliserne, og placér tre strøer ovenpå - en i hver side og en i midten. Klods nu bundremmen op, så den ligger præcis vandret. Du finder nemt den rette højde, hvis du stiller et vaterpas oven på strøen, mens du justerer og klodser op.

3

Plastklodserne skrues fast til bundremmen, så du er sikker på, at de bliver på deres plads. Skruen køres skråt ind fra den nederste del af bundremmen.

4

Fastgør de tre strøer midlertidigt med vinkelbeslag og 4 x 30-mm-beslagskruer til bundremmen, når den ligger helt lige. Når stolpeskoene er monteret til bundremmen, skrues strøerne af og skæres til på længden.

5

Montér stolpesko på bundremmen lige over de to gravede huller. Her bruges franske skruer, som skrues i med en topnøgle.

6

Støb stolpeskoene fast. Her bruges tørbeton, som blot skal blandes op med vand. Glat overfladen, når betonen er fyldt i hullet, og lad det hærde natten over.

03
Strøer 7 Trin

Strøerne lægges op i bjælkeskoene på muren og rettes til på den tværgående bundrem i den anden ende, hvor de fastgøres med vinkelbeslag.

Midt under strøerne lægges fliser, der bruges til understøtning af strøer ne, så terrassedækket bliver så stabilt som muligt. Understøtningen laves af stumper af strøer, der placeres lodret på fliserne som små stolper, strøerne kan fastgøres til. Stolperne skæres til med et skråt snit foroven, og strøer og stolpebunde beklædes med murpap for at beskytte træskelettet mod vand.

1

De resterende strøer placeres i bjælkeskoene og oven på den tværgående bundrem, som der er lagt murpap ovenpå. De yderste strøer samt den midterste fastgøres til den tværgående rem, og de øvrige lægges op med en afstand på 54 cm.

2

Montér en tværgående strø for enden af alle strøerne. Når den er på plads, er det lettere at trække de andre strøer helt op til den. Fastgør så de resterende strøer til remmen med vinkelbeslag og beslagskruer.

3

Skru strøerne fast til bjælkeskoene på muren nu, hvor de har den rigtige placering i den anden ende. Her bruges 4 x 30-mmbeslagskruer.

4

Strøerne understøttes med fliser. Der lægges en under midten af hver strø. De skal bruges som understøtning til stumper af strøer, der placeres lodret som små stolper, strøerne kan fastgøres til.

5

Sæt murpap fast i bunden af de små “stolper”, der er afskårede stumper af strøer. Murpappet hæftes fast med klammer, så træet ikke kan trække vand op fra flisen.

6

Skær de lodrette stumper af med et skråt snit foroven, når alle strøer er gjort fast til en “stolpe” i præcis vandret position. Det er hurtigt og nemt at lave de skrå snit, så vandet kan løbe væk, med en bajonetsav.

7

Alle strøer beklædes med murpap. Det er lettest at skyde murpappet på med en hæfteklammepistol, men pappet kan også fastgøres med almindelige papsøm. Pappet beskytter træet mod vand.

04
Terrassebrædder 9 Trin

Når det underliggende træskelet er færdigt, kan du komme i gang med selve terrassedækket.

Vælger du terrassebrædder af hårdttræ som fx ipé, skal du være opmærk-træ som på, at brædderne ikke er helt så medgørlige som fx trykimprægneret træ. For at målene ikke skal skride, vælger vi derfor at fastgøre hvert fjerde bræt først med præcis samme afstand. Herefter monteres de tre brædder imellem med det midterste af de tre først. Det kan godt blive nødvendigt at bruge et koben for at få brædderne rettet ind.

1

Montér lodrette dækbrædder på terrassens front og de to sider. Dækbrædderne placeres 1 cm under strøernes overkant. Spænd evt. en plastklods fast, der holder den rigtige afstand, mens du skruer.

2

Mærk op til terrassebrædderne. Her måles op til placering af hvert fjerde bræt. Husk, at der skal være den samme afstand mellem brædderne. Her er det 8 mm.

3

Hvert fjerde terrassebræt fastgøres efter makeringerne. De skrues fast med 6 x 60-mm-skruer i forborede huller. Der skal også monteres et bræt ved terrassens yderkant. Det skal stikke lidt ud over kanten.

4

Mål op til det midterste bræt mellem to af de brædder, der allerede er monteret. Det skal ligge præcis i midten, så der er lige stor afstand på begge sider til nabobrædderne. Skru det så fast.

5

Læg et nabobræt på plads mellem de to fastmonterede brædder. Det er nødvendigt at presse det på plads med et koben. Brættet lægges på øjemål med lige stor afstand i begge sider og holdes på plads med kiler.

6

Brædderne fikseres med plastkiler, når de ligger med den rette afstand. Skru dem fast med 6 x 60-mm-skruer, der placeres på lige linjer.

7

Montér det yderste bræt. Det kommer til at stikke præcis 1 cm ud over det lodrette dækbræt - helt som planlagt.

8

Streg op, hvor brædderne skal skæres til i siderne, hvor de stikker ud i forskellige længder. Det er gjort med fuldt overlæg, da det er nemmest at skære til til sidst i ét hug.

9

Sav terrassen til i siderne med en dyksav med føringsskinne, som spændes fast langs din markering. Her stikker brædderne 3 cm ud over de lodrette dækbrædder i siderne.

Materialer

  • Terrassebrædder (ipé), 21 x 140 x 2750 mm
  • Stolper (trykimp.), 97 x 97 mm
  • Reglar (trykimp.), 47 x 100 mm
  • Fliser til understøtning (brugte)
  • Bjælkesko
  • Stolpebærer, 60 x 98 x 300 mm
  • Betonskruer, 7,5 x 92 mm
  • Vinkelbeslag, 2 x 35 x 50 x 50 mm
  • Beslagskruer, 4 x 30 mm
  • Terrasseskruer, 6 x 60 mm (rustfri/syrefaste)
  • Plastklodser
  • Støbemix, 25 kg
  • Murpap
  • Ukrudtsdug

Specialværktøj

  • Dyksav m. føringsskinne

Tidsforbrug

Ca. 3-4 dage for 11 kvm.

Pris

Ca. 10.200 kr. for 11 kvm.

Sværhedsgrad

Det kræver mere at bygge i hårdttræ, da brædderne er sværere at rette ind, og der skal bores for.

Tegning

Terrassens understøtning

Det er helt afgørende, at din terrasse er understøttet ordentligt, så terrassedækket ikke gynger, når du går på det, eller synker ned, hvor havemøblerne står. Understøtningen kan laves på forskellige måder. Her har vi anvendt en kombination af de mest almindelige måder:

BJÆLKESKO er fastgjort på muren til terrassens strøer.

STOLPESKO støbt i beton understøtter en bundrem, der bruges til fastgørelse af strøerne i den anden ende.

FLISER udgør et stabilt og solidt underlag, der bruges til opklodsning af bundremmen som supplement til stolpeskoene samt under hver af strøerne.

BUNDREMMEN er en kraftig stolpe, der bruges til fastgørelse af strøerne på den yderste del af terrassen.

Terrassens understøtning

3D-model

3D-model

Terrasse i hårdttræ

Opbygningen af denne terrasse er ekstremt simpel.

Åbn 3D-model

3D-model

Klodset op på fliser

Nede under strøerne ligger den forreste rem klodset op på fliser og kiler.

Åbn 3D-model

3D-model

Uden rem

Inde mod bygningen er der ikke plads til en rem. Derfor er hver enkelt strø skruet sammen med en stump stolpe, der står på fliser.

Åbn 3D-model

Video

VÆRKTØJ: Sådan bruger du dyksaven

I denne video lærer du tømrerens favoritsav at kende. Dyksaven føres altid langs med en føringsskinne, der sørger for et præcist snit - uanset om det skal være lige eller vinklet, Om det skal være gennemgående eller ej. Eller om det starter ved kanten eller midt på et emne. Det gør saven oplagt til alt fra riller i et bræt til renskæring langs kanten, når terrassebrædderne er lagt.

TEKNIK: Proppede skruer på terrasse

Med et propborsæt får du et perfekt resultat

TEKNIK: Endesnit på terrassebrædder

Med dyksav og skinne bliver kanten helt lige

TIPS: Sav nemt i hårdt træ

VÆRKTØJ: Sådan bruger du skruemaskinen

I videoen her lærer du alt om det mest populære stykke gør det selv-værktøj. Ud over at skrue skruer i og bore huller i en lang række forskellige materialer, findes der masser af tilbehør, der gør dig i stand til at bore store huller, skrue møtrikker og franske skruer i, undersænke skruer, slibe, polere og meget mere.

Tips & Tricks

Tips til hårdttræ

FORBORING MED METALBOR
Når du bygger en terrasse i hårdttræ, er det nødvendigt at bore for, da brædderne flækker, hvis det overhovedet kan lykkes dig at få mast en skrue i! Ipé er så hårdt, at du med fordel kan bruge et såkaldt HSS-bor, der egentlig er beregnet til metal, da et almindeligt træbor vil blive slidt alt for hurtigt.

SKRUER, DER IKKE KRÆVER FORSÆNKNING
Til denne terrasse er brugt NKT High End Rustfri KV.A4 (syrefri) 6 x 60-mm-skruer. Det er en bred og robust skrue med den fordel, at det ikke er nødvendigt at forsænke selve skruehovedet. Når der først er boret for med et 5,5-mm-bor, går det meget lille skruehoved nemlig nemt ned i træet og bliver næsten usynligt.

SAVKLINGE MED MANGE TÆNDER
Når du skal save i meget hårdt træ, er det altid en fordel at bruge en savklinge med mange tænder. Snittet bliver pænere, da træet flosser mindre, og motoren belastes mindre. I dette projekt er alt træet skåret med en kap-/geringssav på batteri, udstyret med en klinge med 48 tænder.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Træterrasse