Træterrasse bygget i moduler

Er du træt af den gamle fliseterrasse? Du kan bygge en ny træterrasse oven på den gamle, hvis fliserne ligger solidt. Her bygger vi trægulvet i moduler, der svarer til dør og vinduers bredde. Det giver et harmonisk udtryk.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
4 dage
Pris
6.600 kroner

Der er gods i moduler, der er lavet i ipétræ – de vejer godt. Men det kan lade sig gøre at lægge dem på plads ene mand.

Intro

En lækker terrasse i forlængelse af huset fungerer som et ekstra rum, når vejret tillader det. Det forhøjer husets værdi – og beboernes livskvalitet.

Den gamle fliseterrasse her har ligget der de seneste 20 år. Beboerne er trætte af at se på den, så nu vil de have en ny terrasse i træ. Det nemmeste og mest solide er faktisk at lade de gamle fliser ligge og bygge oven på dem.

Fliserne har sat sig og har det rigtige fald væk fra huset, så de vil være et godt solidt underlag at gøre strøerne til træterrassen fast til. Og vi slipper for at fjerne de gamle sten.

Byg en solid træterrasse konstruktion

Ingen synlige skruer

Terrassen er bygget i ipétræ i fem moduler, der har samme bredde som havedøren og vindues fagene. Modulerne skal gå lidt ud over den gamle terrasse, så vi sætter stolper i jorden for enden af fliserne, som modulerne kan hvile på. Det løfter gulvet og giver indtryk af en “svævende” terrasse, som strækker sig ud over de små sten – underlaget i resten af den lille japanske have.

Samtidig har modulerne den fordel, at det er let at skifte slidte og ødelagte dele, hvis det skulle blive nødvendigt. Modulerne er samlet fra bagsiden, så der ikke er synlige skruer og skruehuller på det nye trægulv. Vi har fået snedkeren til at dele de langsgående brædder for at få et præcist snit.

Prisen er minimal i forhold til den ærgrelse, vi ville have, hvis vi kom til at skære skævt.

LÆS OGSÅ: Træterrasse på fliser

Vejledning

01
Stolper og strøer 8 Trin

Først måler vi terrassen op, så vi kan bestemme størrelsen på de fem gulvmoduler. De skal passe til døren og vinduesfagene i facaden ud mod haven. Når du måler op, skal du være opmærksom på, at væggene kan være ude af vinkel, så vær omhyggelig med opmålingen. Hvis du trækker 2 cm fra det mindste mål, har du lidt at give af, når du skal lægge modulerne på plads. Når du skal placere strøerne, er det en god idé at bygge en stor vinkel, så du kan måle helt præcist, hvor du skal grave ud til stolperne, som strøerne skal gøres fast til. Vær tålmodig, når du klodser strøerne op, så gulvet får solid understøtning over det hele.

1

Mål op, og grav ud til stolperne (E). De skal være ud for vinduesfagenes samlinger, så vi placerer den store vinkel her - det korte ben parallelt med huset. Så er det bare at fatte spaden. Brug vinklen igen, når stolpen skal placeres i hullet.

Med en stor vinkel er det nemmere at måle op til stolperne.

2

Grav hullerne til stolperne. De skal være 90 cm dybe (frostfri dybde). Så er risikoen for sætninger minimal, og stolperne får en god støtte.

3

Lærkestolperne (E) kortes af til den rette længde med en kap/geringssav. Du kan dog sagtens bruge en fukssvans.

TIPS: Du kan bruge to stykker A4-papir, når du skal mærke op, hvor du skal save.

4

Bland beton til at komme i hullet omkring stolperne (E). Brug evt. også lidt beton til at holde kilerne under strøerne på plads med.

5

Vi laver et fald, så vandet bedre kan løbe af brædderne. Du kan lave faldet ved at lægge en brik under vaterpasset, der står på strøen, så du har faldet, når det er i vater. Her laver vi et fald på 0,5 cm.

6

Fyld beton ned om stolpen (E), når den står lige - ca. halvt op ad stolpen, så støtten er ekstra stærk. Stamp betonen fast med en stump liste, så massen bliver stærk. Hæld derefter grus i resten af hullet. Det skal også stampes.

7

Lav understøtning til strøerne (F). Brug plastkiler til at klodse dem op med, så de støtter lige godt under hele modulet. Skru kilerne fast til de gamle fliser, eller støb dem fast i beton, så de ikke skrider og strøen mister sin støttevirkning.

8

Lav strøer (G) til de langsgående brædder (D). Disse strøer (G) skal også understøttes med kiler, som skrues fast til fliserne. Modulerne støttes nu både under midten og i siderne, hvor de hviler på strøer på stolper, så gulvet ikke fjedrer.

02
Sav ud og saml 7 Trin

Terrassebrædderne til de fem moduler skal skæres til. Modulerne skal alle være vinkelrette og have samme længde, men bredden er forskellig, fordi de skal passe til vinduesfagene, der ikke er ens. Derfor bygger vi en skabelon af en krydsfinerplade med kantlister i to af siderne, så de danner en vinkel. Det er nemmere at holde styr på alle delene med to faste sider - og samtidig er der mulighed for at variere bredden.

Brug afstandsstykker mellem de tværgående brædder, så afstanden bliver den samme på alle modulerne, og så vandet bedre kan komme væk. Vi samler modulerne på bagsiden, så der ikke er synlige skruer på det færdige gulv.

1

Afkort de tværgående terrassebrædder (A) med en kap/geringssav og et stop (en hyldeknægt). Længden på de tværgående brædder (A) er modulets bredde minus de to langsgående terrassebrædder (B).

2

Sav de langsgående brædder (B) og (D) på langs. Vi fik en snedker til at save de synlige brædder (B) ud, så vi var sikre på et flot resultat, og skal derfor kun save de understøttende brædder (D) ud selv.

3

Sæt mærker på de langsgående brædder (B). Det er nødvendigt, så de to langsgående brædder, der er savet ud af det samme bræt, kommer til at ligge ved siden af hinanden. Modulet skal nu samles i en skabelon med to faste kanter.

Husk, at modulet skal samles fra bagsiden og skal vendes, når du vælger rækkefølge på de langsgående brædder.

4

Læg det langsgående bræt (B) og de tværgående brædder (A) på plads i skabelonen. Læg til sidst det understøttende bræt (C), så det dækker det langsgående bræt (B) og enderne af brædderne (A), og spænd fast med tvinger.

Brug afstandsstykker på 4 mm, når modulet skal samles. Med lidt luft mellem brædderne kan vandet bedre løbe af.

5

Skru det understøttende bræt (C) fast til brædderne A og B. Sæt skruerne i fra bagsiden, så der ikke er synlige skruer i det færdige gulv.

TIPS: Det er en god idé at bore for. Træet er hårdt, og skruerne kan nemt knække.

6

Kort de understøttende brædder (C og D) af, når modulet er samlet. Hvis du skærer dem til, inden du har samlet modulet, kan du få problemer, hvis der sker forskydninger.

7

Læg modulerne på plads. Pas på fingrene! Modulerne er tunge. Vær omhyggelig med at fordele luften mellem modulerne. Sørg også for at placere modulerne vinkelret på huset.

Materialer

Terrassebrædder i ipé (hårdttræ):
• Tværgående (A), 27 x 120 x V mm
• Langsgående (B), 27 x 60 x W mm (halveret terrassebræt, 27 x 120 x W mm)
• Understøttende (C), 27 x 120 x W mm
• Understøttende (D), 27 x 60 x W mm (halveret terrassebræt, 27 x 120 x W mm)

Desuden:
• 2 lærkestolper (E) a 330 cm, diameter 120 mm, saves ud til i alt 6 stolper
• 6 strøer (F), trykimprægnerede brædder, 27 x 120 x W mm (her ÷15 cm)
• 5 strøer (G), 27 x 60 x W mm (her ÷15 cm)
• 1 krydsfi nerplade, 1,6 x 120 x 230 cm
• 2 kantlister, 135 og 230 cm lange
• Afstandsstykker, 4 mm
• 1 pose færdigbeton
• Kiler i forskellige størrelser
• 4 x 35 mm og 6 x 100 mm Climate-skruer

V = modulets bredde (her afstanden mellem vinduerne) minus bredden på de langsgående brædder (B)
W = terrassens bredde

Tidsforbrug

1-2 dage til stolper og strøer.

1-2 dage til modulerne

Pris

Cirka 6600 kroner

Sværhedsgrad

Vær omhyggelig med opmålingen, og når du skal lægge strøerne. Det er ærgerligt, hvis gulvet kommer til at “klapre”.

Tegning

Modulets opbygning

Et modul består af to langsgående brædder (B) med tværgående brædder (A) imellem. Under hvert af de langsgående brædder ligger et bredere bræt, som de øverste brædder skrues fast til fra bagsiden. I midten under de tværgående brædder skal sidde et smallere bræt på langs, der støtter gulvet yderligere. Bredden på modulerne er her mellem 92 og 134 cm. Maks. størrelse er 140 x 250 cm - så er modulerne nemme at håndtere og understøtte.

Langsgående brædder

Understøttende brædder til bagsidens midte

De langsgående brædder (B) i de to moduler er det samme bræt, der er skåret over på langs, så du får en pæn samling.

Tværgående brædder

Understøttende brædder til bagsiden

Modulets opbygning

Video

TEKNIK: Klods terrassestrøer op

Med justerbare kiler bliver det helt præcist

VÆRKTØJ: Sådan bruger du kap-geringssaven

I denne video kan du se, hvordan du indstiller og bruger saven, så du får fuld udnyttelse af den. Kapsaven er genial, når du skal save mange ens, korte snit på tværs af brædder og reglar. Du kan både save lige, vinklede og tiltede snit i bl.a. træ, metal, fibercement og laminat - gennemgående eller i præcis den dybde, du ønsker.

TIPS: Stopklods til kapsaven

VÆRKTØJ: Sådan bruger du dyksaven

I denne video lærer du tømrerens favoritsav at kende. Dyksaven føres altid langs med en føringsskinne, der sørger for et præcist snit - uanset om det skal være lige eller vinklet, Om det skal være gennemgående eller ej. Eller om det starter ved kanten eller midt på et emne. Det gør saven oplagt til alt fra riller i et bræt til renskæring langs kanten, når terrassebrædderne er lagt.

Tips & Tricks

Vedligeholdelse af teaktræ og ipé

Ipé har den fordel, at det er lidt billigere end teaktræ, men stort set har de samme egenskaber, så de vedligeholdes på samme måde. Hvis din terrasse skal bevare den gyldne glød, skal du give den olie. Der findes færdige produkter, men en billigere og lige så god løsning er rå linolie blandet med en tredjedel terpentin. Terpentinen er ikke nødvendig, men får træet til at tørre hurtigere. Smør det på med en klud. Inden du giver olie, skal træet gøres rent med teakrens og være helt tørt. Begge træsorter kan også tåle at stå ubehandlede, fordi de har et naturligt højt olieindhold. Så vil de patinere til en sølvgrå farve.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Træterrasse