Intro
Vejledning
01
1. Forbered underlaget
2
Trin
Før vi kan komme til at lime noget som helst fast til den porøse og støvede overflade, som i dette eksempel er en rå indervæg af gamle porebetonblokke, skal den have en omgang primer.
Du kan bruge alle typer akrylprimere. Det vigtige er, at overfladen mættes, og støvet bindes, så montagelimen senere kan få fat og hæfte på væggen.
Start med at skrabe eller slibe overfladen for at fjerne små toppe af sten og mørtel. Brug et groft slibebræt eller f.eks. en god, stiv spartel.
02
2. Mål op, og planlæg placeringen
2
Trin
Imens primeren tørrer, kan du bruge tiden effektivt og måle væggen og planlægge placeringen af pladerne.
Vi bruger gipsplader i en bredde på 90 cm, da disse passer bedst til vores relativt korte væg. Planlæg at starte med en plade midt på væggen, og arbejd dig udad mod begge sider. Vent med at måle og skære de yderste plader.
Mål, hvor højt der er fra gulv til loft, og notér målet. Standardlængden på gipsplader er 240 cm, hvilket bør være langt nok til de fleste boliger.
03
3. Den første plade skæres til
4
Trin
Forberedelserne er overstået, primeren er tør, og nu gælder det om at få den første hele plade skåret til i højden og gjort klar til at lime op midt på væggen. Vent med at skære de øvrige gipsplader.
Gipsarbejdet sviner en smule og kræver god plads, når pladerne skal ligge vandret på et par bukke. Derfor er vi rykket udendørs.
Start altid med at tilpasse pladerne i højden. Tag det totale højdemål, og træk 1-2 cm fra. Det nye mål sættes af på pladen.
Skær gennem det øverste lag karton i ét snit på tværs med en skarp hobbykniv. Brug en gipslineal eller et vaterpas som anlæg.
Træk snittet ud over kanten på bukken, og knæk pladen. Skær nu det nederste lag karton igennem med hobbykniven fra bagsiden. Hold godt fast i gipsstykket, så det ikke falder ned og river pappet skævt af.
04
4. Lim pladerne op på væggen
6
Trin
Start med at lime den første gipsplade fast cirka midt på væggen.
Grunden til, at vi starter midt på væggen, er, at det senere bliver lettere at få de omkringliggende gipsplader målt ud og skåret til helt præcist.
For at opnå det pæneste resultat skærer, limer og monterer vi kun en enkelt plade ad gangen.
Placér limklatterne, hvor gipsskruerne ellers skulle være, med 15 cm’s mellemrum langs kanterne og 20-30 cm inde på pladen. Klatterne skal være 2-3 cm i diameter og cirka det samme i højden.
Den første plade sættes på plads midt på og trykkes fast ind mod væggen og op mod loftet. Ret kanten ind, så den flugter med den lodrette streg, du satte tidligere.
“Massér” gipspladen, så limklatterne på bagsiden bliver trykket mest muligt ud og får fat i væggen. Sørg for, at pladen bliver trykket lige meget ind over hele fladen.
Sæt et par klodser eller kiler under pladen, så den ikke glider ned, imens den tørrer. Nu skal du skære, lime og montere resten af de hele plader.
Mål op til den første yderste plade, når alle de hele plader er monteret. Da de færreste vægge er helt lige og i vinkel, skal du måle tre steder: top, midt og bund.
05
5. Giv den sidste behandling
2
Trin
Når limen har sat sig efter et døgns tid, kan kiler, klodser og skruer fjernes. Nu mangler du kun at spartle og fuge samlinger og overgange.
Når pladerne er gjort fast med lim, kan de arbejde en smule. Derfor er det vigtigt, at du armerer samlingerne. Her vælger vi at bruge papirstrimler i stedet for de selvklæbende strimler af net (armeringstape).
Papirstrimlerne er lidt sværere at arbejde med, men de forstærker samlingen bedre og forhindrer pladerne i at forskyde sig på langs.
Kom et tyndt lag spartelmasse i en samling mellem to plader. Tryk et stykke papirstrimmel fast i spartelmassen med en spartel. Dæk strimlen med et nyt lag spartelmasse, og træk af med et let tryk.
Materialer
- Akrylprimer
- Gipskartonplader, 90 x 240 cm
- Monteringslim i patroner
- Armeringsstrimmel
- Medium spartelmasse
- Akrylfugemasse
Specialværktøj
- Langt vaterpas
- Plastikkiler
Tidsforbrug
1 weekend.
Pris
350 kr. (ca. 4,5 m²).
Sværhedsgrad
Gipsplader er nemme at arbejde med, så her er vi ude i et nemt projekt, som alle kan udføre.