Intro
Vejledning
01
Planlægning
2
Trin
Inden du kan gå i gang med at sætte paneler op, er der lige lidt planlægningsarbejde, der skal være på plads. Du skal bl.a. beslutte dig for, hvor højt dine paneler skal gå op på væggen. Prøv at holde en linje, som fx flugter bunden af et vindue, en fylding i en dør eller som her højden på køkkenbordet. Det giver det mest harmoniske resultat.
Før du starter med at montere panelerne, er det en god idé at måle stykket op, så du kan se, om det går op med hele paneler. Det vil det sjældent gøre, og så må du skære panelerne til. Hvis du skærer det første og sidste panel til, så de har ens størrelse, får du det pæneste resultat.
Bestem først, hvor høje dine paneler skal være, fx ud fra højden på dit køkkenbord. Det bliver pænest, hvis du lader færdighøjden på panelerne passe til andre bygningsdele i dit hus.
02
Tilpasning
5
Trin
Her bygges de høje paneler op helt fra bunden med nye fodpaneler, der sættes op først, så panelerne kan “stå” oven på dem. Du kan sagtens bruge de eksisterende fodpaneler, hvis du er tilfreds med dem. Vi har valgt nye fodpaneler, der er helt glatte, så det samlede indtryk bliver så enkelt som muligt.
Der måles op, hvor mange paneler der skal bruges til væggen, og hvor de skal afkortes, for at det kommer til at passe med den højde, vi gerne vil have. Så saves panelerne ud. Det er en fordel at skære pladerne i toppen, hvor snittet bliver dækket af en topliste, og bevare den malede kant i bunden af pladerne. Det kommer til at se pænest ud.
Monter fodpaneler som det første, hvis du vælger at sætte nye fodpaneler op som her. Hvis du er tilfreds med dine fodpaneler, kan du sagtens lade dem være og sætte vægpanelerne op oven på dem. De limes og sømmes fast med et par dykkere.
Mål op, så du kan skære vægpanelerne til. Højden på panelpladerne finder du ved at måle fra oversiden af fodpanelet til din færdig-markering og trække toplistens højde fra.
Mål bredden af panelpladerne, så første og sidste “bræt” kan tilpasses. Mål en plade og vægfladen, og regn antallet af hele plader ud. Den nødvendige afskæring deles lige mellem første og sidste “bræt”.
Streg op på panelpladerne, hvor der skal saves. Sørg for, at noten vender fremad i monteringsretningen. Du skal også sørge for at skære pladerne til i toppen, så du ikke skærer den malede kant af forneden.
03
Montering
11
Trin
De høje paneler monteres på væggen med lim. Vi bruger en moderne vandbaseret monteringslim, der er meget effektiv. Er væggen plan, kan du nøjes med at trykke panelerne fast i limen. Er væggen skæv eller har buler, kan det være nødvendigt at holde pladerne på plads, indtil limen er tør i løbet af et par timer.
Du kan holde panelerne fast med en enkelt dykker helt oppe i toppen, så den bliver dækket af toplisten, og med en midlertidig klods på fodpanelet. Det blev vi nødt til at gøre her. Du kan evt. også bruge tape eller på anden måde fiksere pladerne og listen, der også limes fast.
Sæt en vandret hjælpestreg på væggen, hvor pladerne slutter. Så kan du se, hvor højt op på væggen du skal lime.
Kom monteringslim på væggen med ca. 10 cm’s mellemrum. Påfør limen på skrå, så du får lim under samlingerne. Kom lim på til en plade ad gangen, så den ikke når at tørre i overfladen.
Tryk den første plade fast i limen. Start ca. 1 mm fra dørens indfatning, så der bliver plads til en akrylfuge. Sørg for, at pladen står helt nede på panelet, og pres den godt ind mod væggen.
Sæt den næste plade op. Sørg for at lade feren fange noten, inden du vipper pladen ind på plads. Pres så pladen ind mod den forrige og ned mod fodpanelet, samtidig med at du trykker den fast mod væggen.
Sæt evt. en dykker i toppen af pladen og en midlertidig klods på fodpanelet, som kan holde pladerne på plads, til limen er tør. Det behøver du kun at gøre, hvis væggen er så bulet eller skæv, at limen slipper sit tag i første omgang.
Skær toplisten til, og lim den fast oven på pladerne, når de alle er sat op. Giv listen et par streger lim på bagsiden, og tryk den forsigtigt på plads, så falsen ligger ned over pladerne. Pas på, du ikke får smurt lim på væggen over listen.
Toplisten samles med et skråt snit. Hvis toplisten er lang, skal den samles af flere stykker, og så er det en fordel at skære samlingen med et snit på 30-45 grader. Det skrå snit giver en større limflade, og samlingen bliver pænere og mere præcis.
Luk små sprækker med akrylfugemasse. Det bliver flot, hvis du giver panelvæggen den sidste finish ved at lukke af med akrylfugemasse der, hvor de høje paneler støder op mod fx dørindfatninger.
Hjørnerne kan også lukkes med en akrylfuge eller en liste, så du får en pæn overgang mellem væg og paneler. Her glattes fugen med en spartel, så kanten mellem enden af panelet og hjørnet af væggen bliver udjævnet.
Luk også af med en akrylfuge foroven mellem toplisten og væggen, hvor panelerne stopper, så der er helt tæt.
Materialer
- Vægpaneler, hvide (her fra ALVA)
- Brystliste, hvid
- Fodpanel, hvidmalet, 16 x 65 mm
- Monteringslim (her DANA Montage Ekstra)
- Akrylfugemasse
- Dykkere, 1,2 x 35 mm
Specialværktøj
- Dyksav/rundsav
- Dykkerpistol
Tidsforbrug
1-2 dage (til ca. 15 m væg)
Pris
300 kr. pr. meter
Sværhedsgrad
Vægpanelerne er lette at sætte op. Med en rundsav er de hurtige at skære til, og du er godt på vej.
Tips & Tricks
Masser af kombinationsmuligheder
Høje paneler består typisk af fodpaneler forneden, en midterdel, der består af plader, der ser ud som profilbrædder, samt en topliste foroven. Det betyder, at der er rigtig mange muligheder for at kombinere, fordi du kan bygge panelet op, helt som du har lyst - med høje eller lave fodpaneler, kraftig eller spinkel topliste osv. Hvis du vælger lister i fx almuestil, giver det et mere romantisk udtryk, mens mere simple lister gør de færdige paneler mere enkle.
Højden på panelerne er også nem at regulere, alt efter hvordan det passer hjemme hos dig.