Dæk gamle fliser og glasvæv med multipuds

Multipuds hænger fast på selv de glatteste materialer og efterlader overfladen hård og robust. Så er du træt af de gamle fliser, så er multipuds en nem løsning.

Multipuds - glatte vægge med multipuds

Multipuds virker på næsten alle flader, fx fliser, væv, murværk og puds. Og selv på helt glatte, malede overflader kan man få det til at hæfte..

Multipuds er en nem genvej til en ny, glat væg. Pudsen hænger fast på selv de glatteste fliser, og når den er hærdet, skal den blot mættes med primer og to lag maling for at give en overflade, der er lige så rengøringsvenlig som en flisevæg. På glasvæv, hessian og strukturpuds er multipuds også den oplagte løsning. Den klæber på stort set alt og gør overfladen hård og robust.

Sådan bruger du multipuds på fliser

1. Tjek først underlaget. Alle fliser skal sidde godt fast, og der må ikke stikke noget ud (fx plugs). Alle huller spartles over, inden fliserne gøres grundigt rent med grundrens for sæbe, snavs og kalk.

2. Pudsen trækkes på i et tyndt, men dækkende lag. Brug diagonale bevægelser, så alle fuger bliver fyldt op. Den rørte puds skal bruges inden for to timer, så bland i passende små portioner.

3. Eventuelle ujævnheder glattes ud, når pudsen har sat sig lidt. Regn med cirka en halv times tid. Brug en blød, tør pensel eller en hvidtekost, og pas på ikke at trykke for hårdt.

4. Næste – og sidste – lag trækkes på dagen efter. Når første lag er helt dækkende, er det nemt at påføre andet lag. Brug et stålbræt til påføringen.

5. Cirka et kvarter efter påføring er pudsen stivnet let, og eventuelle ujævnheder kan glattes forsigtigt ud med en hårdt opvredet svamp. Husk at “rengøre” svampen ofte i vand.

Blandingsforhold

Multipuds røres op med vand i forholdet 5 kg puds til 1 liter vand.

Sæt et piskeris i boremaskinen, og bland det i en spand i mindst 5 minutter, til pudsen har en konsistens som blød flødeskum.

Hæld gerne vand i spanden først; så støver det ikke så meget.

Sådan bruger du multipuds på en ujævn væg

1. Løst væv skæres væk med en hobbykniv, og det bare område stryges med lidt primer, så pudsen kan hæfte. Søm, skruer og plugs fjernes, og alle huller spartles over.

2. Væggen vaskes grundigt med grundrens fortyndet med vand efter anvisningerne. Vask efter med rent vand, og lad væggen tørre.

3. Kom multipuds på et stålbræt, og træk det på væggen nedefra med en jævn bevægelse – og med et godt tryk ind mod væggen. Lav én bane ad gangen; så bliver det mest jævnt.

4. Dagen efter slibes eventuelle fremspring af med slibepapir korn 60. Overfladen mættes med primer, der bevirker, at andet lag puds ikke tørrer for hurtigt.

5. Andet lag puds skal være lidt tykkere i konsistensen end første lag. Det trækkes på med et stålbræt – en bane ad gangen, så man kan nå at glatte med en hårdt opvredet svamp, inden det tørrer.

6. Inden maling stryges væggen med primer, der sikrer god vedhæftning. Mal evt. med vægfylder. Det er billigere end maling og fylder godt ud. Afslut med to lag maling.

Glat overflade med det rigtige værktøj

    Andre læser lige nu ...