Fjern savsmuldstapetet og få glatte vægge

Det kan være en udfordring at få det gamle savsmuldstapet af væggene. Ofte sidder det umanerligt godt fast, men vi skal nok hjælpe dig med at få det af. Hemmeligheden ligger i at angribe det med mere end ét våben.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
4 dage
Pris
2.000 kroner

Overblik

Materiale-liste: Komplet oversigt over de materialer du skal købe i byggemarkedet.

Fremgangsmåde: Detaljerede fotos med forklarende tekster.

Resultatet: Sådan ser det ud, når du er færdig.

Det gamle savsmuldstapet har ikke været populært længe, men heldigvis kan det sagtens lade sig gøre at fjerne det og få helt glatte vægge.

Her viser vi, hvordan du let kan fjerne savsmuldstapetet ved at bruge en tapetstripper, en omgang tapetopløser og en havesprøjte.

For at få helt glatte vægge spartler vi væggene med sandspartelmasse og pensler med forankringsgrunder, så vi til sidst kan beklæde væggene med filt.

Materialeliste

Specialværktøj

  • Tapetstripper
  • Havesprøjte

Tidsforbrug

3-4 dage (plus tørretider) for et mindre rum.

Pris

Cirka 2000 kr. for et mindre rum.

Sværhedsgrad

Det er ganske nemt at fjerne tapetet. Husk at få det hele med, ellers får du problemer med filten.

Overblik over fremgangsmåden

Del 1: Flå tapetet af og gør væggen klar

Del 2: Sådan gør du væggen glat

Fremgangsmåde

01
Flå tapetet af og gør væggen klar 8 Trin

Det kan virke uoverskueligt at skrabe et tapet ned fra væggen, men med et par fif sparer du mange kræfter undervejs:

Start med at fjerne mest muligt med en tapetstripper. Den har skarpe, udskiftelige blade og er eminent til at fjerne alt det tapet, der ikke sidder urokkeligt fast. Lad det tørre tapet ligge på gulvet.

Du får næppe det hele væk i første hug, og derfor må du ty til tip nummer to: tapetopløser blandet op med vand og hældt i en havesprøjte. Har du gisplade-vægge, må du nøjes med skraberen.

Skræl savsmuldstapetet af med et skarpt blad i tapetstripperen. Det er ingen hindring, hvis der sidder flere lag tapet. Find en “flad” vinkel med væggen, så tapetstripperen ikke skærer ind i pudsen.

Skær igennem tapetet langs med fodpaneler, indfatninger m.v., inden du skraber tapetet af. Ellers får du nogle irriterende tapetrester, som det tager lang tid at fjerne.

Når al tapetet er skrællet af, skal du IKKE fjerne det fra gulvet. Fej tapetstrimlerne ind mod væggen. Så er de klar til at tage imod de våde tapetrester i den næste proces, og du slipper for at dække af.

Kom vand og tapetopløser i en havesprøjte. Pump med håndtaget, så der kommer tryk på beholderen. Sprøjt nu opløsningen på en væg ad gangen. Hold sprøjten cirka 20 cm fra væggen.

Tapetresterne kan nemt skrabes af efter et kvarter til en halv time, når opløsningen er trængt ind i tapetresterne. De er nu helt bløde og løsner sig nemt. Gentag om nødvendigt hele processen.

Rul gulvpap ud. De våde tapetrester, der landede på de tørre tapetrester fra den første skrabning, er fejet sammen og smidt ud, så nu kan der udbedres skader på væggene.

Lap huller i væggen. Når du skraber tapetet af med tapet stripperen, kan det ikke undgås, at der skrabes huller i pudsen. Bland spartelmassen op med vand. Pres den godt ind i hullet. Glat efter med en spartel.

Slib alle rester af savsmuldstapetet væk. Sidder der de mindste rester tilbage, er der risiko for, at de vil sætte sig på spartlen og trække striber i spartelmassen.

02
Sådan gør du væggen glat 5 Trin

Nu kan vi beklæde væggen med filt. Det giver en helt glat væg, der ligner en pudset væg, og filten forstærker væggen og beskytter mod revner.

Du trækker først sandspartelmassen på væggen, lader den tørre og sliber den derefter helt glat med slibepapir.

Så er det tid til filt, men allerførst skal du pensle forankringsgrunder på den pudsede væg. Ellers suger den al væden ud af din vævklæber, og så falder filten ned, eller der opstår buler der, hvor den ikke klæber ordentligt til væggen.

Træk sandspartelmassen på væggene med en bred stålspartel. Når der skal glasfilt udenpå, skal du kun trække et ganske tyndt lag sandspartelmasse på.væggen. Glasvævet er med til at bevare styrken.

Når sandspartelmassen er tør, skal den slibes glat. Bruger du en slibesål på skaft, kan du meget nemt lave store bevægelser, så arbejdet går hurtigere.

Pensl væggen med forankringsgrunder, også kaldet hæftegrunder eller micro-disperser. Den sikrer, at vævklæberen får godt fat, og giver dig desuden længere tid til at montere glasfilten i klæberen.

Rul vævklæber på væggen med en langluvet malerrulle. Det er vigtigt, at du ikke sparer på klæberen, for så der er risiko for, at filten løsner sig. Smør klæber på væggen til en bane filt ad gangen.

Nu kan du sætte filt op: Læg rullen på gulvet. Træk en bane op, så den går ca. 5 cm ind over loftet. Lad banen overlappe forrige bane med 5 cm. Tryk filten mod væggen. Glat efter med en spartel.

Video

Gør Det Selvs ekspert-videoer viser, hvordan du klarer de svære detaljer, og hvordan du bruger værktøj og maskiner. Du får også tips fra erfarne håndværkere.

Her er de videoer, der er relevante for dette projekt.

Fuldspartling

Opgaven kræver flere spartler og en portion tålmådighed.

Video

Sådan bruger du girafsliberen

I denne video lærer du, hvordan du betjener den den store, effektive slibemaskine til vægge og lofter. Maskinens lange hals gør, at du har stor rækkevidde og derfor kan klare alt arbejdet, mens du står nede på gulvet. Det sparer masser af tid og kræfter, når du skal slibe pudsede vægge og spartlede lofter.

Video

Opsætning af glasfilt

Med en smart teknik bliver samlingerne usynlige

Video

Glasfilt - indvendige hjørner

Med en tynd stribe akrylfuge bliver samlingen usynlig

Video

Glasfilt - udvendige hjørner

Samlingen slibes, så hjørnet står helt skarpt

Video

PDF

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.