Rundt om borehammeren
Klik på tallene på billedet herunder og læs mere.

BOREPATRON/ SDS-HOLDER bruges til bor og mejsler. Det skal være let at montere værktøjet.
FUNKTIONSVÆLGER bruges, når man skal skifte mellem almindelig borefunktion og hammerfunktion. På nogle maskiner kan rotationen slås fra, så den kan bruges med mejsel til nedbrydning af murværk og beton.
FREM-TILBAGE-KNAPPEN skal være nem at betjene, mens man holder på maskinen.
TÆND-SLUK-KNAPPEN skal være let at betjene, og hastigheden skal være let at regulere.
HOVEDGREBET skal være stort nok til en hånd med en arbejdshandske på.
BATTERI OG LADEINDIKATOR. Ved akkumodeller skal batteriet være nemt at af- og påmontere, og der skal være tydelige lamper eller skalaer, der viser, hvor meget strøm der er tilbage på borehammeren.
SIDESTØTTEGREB. Når der skal lægges kræfter i, er det nødvendigt med et støttegreb til at styre borehammeren. Tjek, at det sidder ordentligt fast, og at det er godt at holde på.
3 typiske opgaver med borehammer
Lav huller i beton, mursten og sten med en borehammer
Indstillet på borefunktion er en borehammer oplagt til huller i hårdt materiale.
Nedbrydning af fliser og beton med en borehammer
Med mejsel og indstillet på hammerfunktion er maskinen effektiv til nedbrydning
Borehammer i 3 varianter
Borehammer med lille borepatron
Til almindelige opgaver i beton, mur og sten er en borehammer med SDS-plusfæste rigeligt. Denne borehammer fås både med ledning og på batteri.
Borehammer med udskiftelig borepatron
En borehammer findes også i en variant med udskiftelig borepatron, så du hurtigt kan skifte fra hammerfunktion til almindelig boremaskine.
Borehammer med praktiske funktioner
Borehammer med bærerem.
Flere producenter har indfældet en ring til en bærerem i toppen af maskinen. En bærerem er praktisk, hvis du arbejder i højden eller på steder, hvor du ikke lige kan lægge borehammeren fra dig.
Borehammer med støttegreb.
Et støttegreb, der kan sættes på siden, når der skal lægges kræfter i, er en stor fordel. Og med indbygget dybdestop er det nemmere at arbejde præcist.
Borehammer med funktionsvælger
Skift mellem fx hammerfunktion og mejselfunktion skal være tydelig at aflæse, nem at komme til og nem at betjene – selv når man har arbejdshandsker på.
Borehammerens tilbehør
7 mejsler til borehammer
SPIDSMEJSEL
Den spidse form gør, at al maskinens slagenergi er koncentreret mest muligt på ét enkelt punkt. Den gør den til et effektivt værktøj, der knuser det materiale, den møder. Den type findes både med rund og kantet spids.
FLADMEJSEL
Ligesom spidsmejslen er denne type primært beregnet til nedbrydningsarbejde. Men det flade hoved gør det nemmere at retningsbestemme arbejdet, hvilket er praktisk, fx når et dørhul skal udvides.
HULNINGSMEJSEL
Denne type mejsel kaldes også for en rillemejsel. Den er formet som en ske og beregnet til udhulning af riller til el- og VVS-installationer i fx mursten, beton og gasbeton.
BREDMEJSEL
Denne type har flere anvendelsesmuligheder. Det brede hoved er fx velegnet til afretning af overflader og fjernelse af afskalninger. Den kan også bruges, hvis der skal fjernes fliser på væg eller gulv.
FLISEMEJSEL
Flisemejslen er optimal, når der skal fjernes fliser på væg og gulv. Det samme gælder på puds og lignende. Det vinklede hoved gør det nemmere at få mejslen til at ligge plant med væggen.
SPADEMEJSEL
Denne type mejsel er skarp i skæret. Den er skræddersyet til at grave i hårdt underlag som fx ler, skifer, kridt og stenet jord, hvor en almindelig spade har det svært.
TÆPPEMEJSEL
Som navnet antyder, er denne type mejsel designet til at fjerne limede tæpper. Men også vinyl (fliser eller baner) klarer den uden problemer. Bladet er tyndt og fleksibelt og slutter derfor tæt til underlaget under arbejdet.
VIDEO: Sådan bruger du borehammeren
I videoen her lærer du alt om den bomstærke borehammer. Med maskinen rigtigt indstillet og forsynet med det rigtige tilbehør kan du nemt pløje dig gennem murværk og beton eller udføre krævende nedbrydningsarbejde, fx hvis fliser og klinker skal fjernes.
VIDEO: Sådan bruger du en stor borehammer
Borehammeren er en stærk makker til en række tunge renoveringsopgaver. Forsynet med det rigtige tilbehør kan du fx bruge den til at lave riller i muren og fjerne fliser fra badeværelsesgulvet. Lær maskinen bedre at kende i videoen her.