Rundt om dykkerpistolen

1
Styrke: Nogle dykkerpistoler giver mulighed for at tilpasse styrken til underlaget. Eg kræver fx mere power end fyr.
2
Hydraulisk stempel: Selvom maskinen drives af et batteri, så er det stadig hydraulik, der presser det stempel, som sender dykkeren afsted.
3
Aftrækker: Et tryk på knappen sender dykkerne afsted.
4
Sikkerhed: Aftrækkeren virker kun, hvis den lille sikkerhedsknap på grebet holdes inde. Det sikrer, at du ikke skyder en dykker afsted ved et uheld.
5
Et eller flere skud: Vælger du flerskud og holder aftrækkeren inde, sender pistolen en dykker afsted, hver gang anslaget presses mod underlaget.
6
Magasin: De fleste pistoler har plads til omkring 100 dykkere.
7
Blokeringsfrigørelse: Når stemplet skyder dykkeren afsted, kan det af og til gå galt. Dykkeren kan bukke og sætte sig på tværs. Når det sker, kan fronten åbnes, så dykkeren nemt kan fjernes med hånden.
8
Dybdejustering: På bagsiden sidder en lille drejeknap, der gør det muligt at styre, hvor langt dykkeren skydes i. Dykkes hovedet en smule, kan hullet nemt spartles. Skydes dykkeren i niveau med overfladen, får du et flot resultat uden spartling. Stikker hovedet en smule op, er dykkeren nem at fjerne igen med tang. Det er fx smart, hvis du skal montere en midlertidig hjælpeliste.
9
Anslag: De fleste dykkerpistoler til tynde 1,2 mm dykkere har et spidst anslag, der kan sætte mærker i bløde emner. Anslaget på pistoler til 1,6 mm dykkere er fladt og efterlader derfor ikke mærker.
Sådan bruger du dykkerpistolen
Hvis bare der er strøm på batteriet og dykkere i magasinet, er dykkerpistolen nem at anvende. De fleste har en sikkerhedsanordning, så aftrækkeren ikke virker, hvis magasinet er tomt. Nogle pistoler skal have mindst fem dykkere i magasinet for at virke. Så hvis du ikke kan affyre, er det måske derfor.
Lad magasinet, og sæt batteriet i maskinen. Her åbnes magasinet med en knap bagerst, mens dykkerne lægges ind fra siden.
Justér styrken, så den passer til opgaven. Hårdere træsorter kræver mere styrke end de bløde. Det er ikke alle dykkerpistoler, der har denne funktion.
Her er dykkerpistolen smart
Dykkerpistolen er først og fremmest nem og hurtig at anvende. Derudover er dykkernes hoveder betydeligt mindre end hovedet på en skrue, hvilket gør det nemt at skjule dykkerpistolens spor med lidt spartelmasse og en klat maling.