Om produktet:
Batterispænding: 18 volt
Kulfri motor: Ja
Slaglængde: 26 mm
Slagtal: 800-3.800/min.
Vægt med 4-Ah-bat.: 2,6 kg
Mål med 4-Ah-bat.: 8 x 29 x 18 cm
Ved første øjekast ser Boschs nye stiksav GST 18V-155 SC en smule klodset ud med det ret tykke og brede greb. Det viser sig dog langtfra at være tilfældet, og det bliver tydeligt, så snart du griber om maskinen.
Stiksaven ligger enormt godt i hånden, og indretningen med tænd-/slukknappen ved tommelfingeren (hvis du betjener saven med højre hånd) samt betjeningspanelet i bundet af grebet virker naturligt og velvalgt.
Saven er enormt stærk og naturligvis med kulfri motor. Hastigheden kan justeres fra 800 til 3.800 slag i minuttet, og pendulet, som styrer klingens bevægelse frem og tilbage, i fire trin. Der, hvor stiksaven adskiller sig fra de fleste konkurrenter, er ved, at sålen ikke kan vinkles.
Fordelen ved det er, at saven og ikke mindst klingen kører en del mere stabilt. På sålen sidder nemlig to små kæber, der holder klingen stabilt helt tæt mod emnet, der saves i. Det ville ikke kunne lade sig gøre, hvis sålen kunne vinkles.
Nogle vil måske se den manglende vinkling som en ulempe. Men hvis du skal være helt ærlig, hvornår har du så senest vinklet sålen på din stiksav? Denne tester har nemlig aldrig haft behovet.
Stiksaven sælges solo uden batteri og oplader. Et sæt med det testede ProCore-batteri på 4 Ah og en oplader kan købes for omkring 700 kroner.