Test af vægscannere

Før du borer hul i væggen til højttalere, billeder eller reoler, skal du være helt sikker på, du ikke kommer til at bore i et skjult vandrør eller en ledning. Derfor skal du bruge en vægscanner, som kan finde ud af, hvad der gemmer sig inde i væggen. Både rør af kobber eller jern og elektriske kabler kan være uheldige at bore i. Samtidig skal scanneren også kunne finde trælægter i din gipsvæg.

Det er smart, når du skal sætte hylder eller køkkenskabe op, så du ved, hvor du skal skrue. Til vores overraskelse havde flere af scannerne problemer med at finde strømførende kabler. Også selvom producenterne påstod, de kunne. Vi opdagede, at det faktisk ikke er nok med én scanner, da nogle er bedst til el, og andre er bedst til træ.

Vi har testet otte vægscannere til almindelig hobbypris for at se, om de faktisk kan bruges til noget. Der findes en masse dyre scannere på markedet, som de professionelle bruger, men de koster så meget, at de færreste af os andre vil ofre det.