Kompakt og effektiv højtryksrenser

Der er sparet nogle steder for at holde prisen nede. Alt i alt er der dog tale om en ganske overbevisende højtryksrenser til en meget fornuftig og konkurrencedygtig pris.

Kompakt og effektiv højtryksrenser

Grebet har en god højde, når du skal køre rundt med højtryksrenseren.

Om produktet:

Effekt: 1.400 watt
Vandforbrug: 438 liter/time
Pumpetryk: 125 bar
Vægt: 6,4 kg
Trykslange: 5 meter
Dimensioner: 71,7 x 29 x 30 cm

Nilfisks Core 125-5 kommer i en enormt lille papkasse, der ikke fylder meget i indkøbsvognen eller i bilen på vej hjem fra byggemarkedet. Konsekvensen er, at højtryksrenseren er noget af et samlesæt, hvor både hjul, greb og holdere skal monteres på maskinen inden brug.

Det klares heldigvis ganske nemt, og det tog ikke mange minutter at gøre højtryksrenseren kampklar. Det første, der slog os, var, hvor godt hjulene kører, og hvor nem højtryksrenseren er at køre rundt med. Holderne til lanse, slange og dyser er lækkert udført, og alting sidder godt fast.

Vores eneste anke omkring designet er, at ledningsholderen er primitiv og ikke holder godt nok fast på ledningen, samt at grebet ikke kan klappes ned, så maskinen ville fylde mindre, når den ikke er i brug.

Det ville også være rart med et slangeoprul. Men der skal selvfølgelig spares nogle steder, når prisen skal holdes nede. Selvom højden på selve maskinen bare er 44 cm, hvis man ikke medregner grebet, er højtryksrenseren enormt effektiv.

Pumpetrykket er på 125 bar, og Nilfisken løste med tilfredsstillende resultat alle de opgaver, den blev stillet overfor. Vi rensede fliser og vaskede bil med reduceret tryk for at beskytte overfladerne. Og vi pressede den til det yderste, da vi med fuld power fjernede fedtfarve fra en MDF-plade.

DETALJER

KOBLINGER

Nilfisks Click&Clean-koblinger gør det nemt og hurtigt at skifte mellem de forskellige dyser og andet tilbehør.

LYNGUIDE

En lille genialitet er den påtrykte vejledning, der guider dig til at vælge det rette udstyr til opgaven. Mange bruger kun sjældent højtryksrenseren, og det kan være svært at huske fra gang til gang.