Kompostkværn

Kompostkværnen kan være en nyttig maskine, men inden du køber en, skal du være sikker på, hvad den skal bruges til. Vi vejleder til det rigtige køb af kompostkværn.

    Kompostkværn – en god hjælp i haven

    Når du klipper buske og træer til i haven, samler du overraskende hurtigt en stor bunke grene og kviste. Det kan blive til en tur på genbrugspladsen, men du kan også vælge selv at kværne haveaffaldet med din egen kompostkværn, og oven i købet få en gevinst ud af det.

    Flis til bedene eller kompost

    Når kompostkværnen hakker grene i stykker, spytter den flis ud. Lidt afhængigt af hvilken model kompostkværn, du har, kan flisen blive til dekorativt bunddække under buske og hække. Så behøver du ikke engang at skaffe dig af med “affaldet”.

    Der findes to modeller af kompostkværne

    Hvis du vil bruge de kværnede grene til bunddække, skal du være opmærksom på, hvilken type findeling din kommende kompostkværn skal være udstyret med. Der findes to systemer: knive og valser.

    Kompostkværn-modellerne med knive findeler grenene. Det er praktisk, hvis affaldet skal komposteres. Til gengæld larmer knivene ret meget. Faktisk så meget, at du i de fleste tilfælde bør bruge høreværn, når du starter kompostkværnen.

    Kompostkværn-modellerne med valse arbejder langsommere og kværner grenene. Det giver en grovere flis, som er velegnet som bunddække. Valserne larmer typisk mindre end knivene (men høreværn er stadig en god idé).

    2 typiske opgaver med kompostkværn

    • HJEMMELAVET FLIS.
      Kompostkværne med valser giver en grov flis, der er oplagt at bruge til bunddækning af havens bede.

    • KOMPRIMERING AF HAVEAFFALD.
      Kværnet haveaffald fylder kun en brøkdel af ukværnet. Det betyder færre ture til genbrugspladsen.

    Det skal du se efter, når du køber kompostkværn

    Hvis du vil investere i en kompostkværn, er der flere ting, du skal sikre dig. Som minimum skal motorens effekt være 2000 watt. Ellers er der ikke kræfter nok til andet end småkviste. En god kompostkværn har hjul, så den er nem at flytte rundt på, og den er simpel at skille ad, så den kan renses.

    Kompostkværnen skal også have tilbageløb, så den kan slippe grene, der af den ene eller anden grund sidder fast i maskinen. Uden tilbageløb er det en håbløs opgave at få fastsiddende grene fri fra en kompostkværn.

    INDFØRING.
    En bred åbning gør det nemt at få grene, kviste og andet haveaffald ned til kværnen.

    HALS.
    En lang hals på maskinen er en fordel. Det giver en god arbejdshøjde og sikrer samtidig, at fingrene ikke kommer for tæt på selve kværnen.

    BETJENING.
    Et simpelt betjeningspanel med store knapper, der er nemme at komme til, er en fordel

    TILSLUTNING.
    Skal være nem at komme til. Det er en fordel, hvis stikket er forsynet med en klap, der kan holde kablet på plads, så det ikke trækkes ud ved et uheld.

    OPSAMLING.
    Jo større beholder, jo sjældnere skal den tømmes. Flere modeller kan kun starte, hvis beholderen er på plads. Det er en fordel.

    HJUL.
    Store hjul gør det nemmere at flytte maskinen. Gummihjul står bedre fast end hjul af hård plast.

    Redaktionen anbefaler: kompostkværne test

    Kig også efter disse smarte funktioner på kompostkværnen

    Gummihjul. Langt de fleste kompostkværne er forsynet med robuste hjul af hård plast. Hjul med gummibelægning gør dog, at kværnen står bedre fast. Findes fx på Makita UD2500.

    Nem adgang til valser/ knive er en stor fordel – både når kværnen skal rengøres, og når noget har sat sig fast. På Bosch AXT 25 TC tages toppen fx nemt af – og en klap dækker desuden ned til kværnen.

    Ingen driftsstop. På flere modeller er stikket, der bruges til at tilslutte strøm, forsynet med en klap, der sikrer mod, at kablet bliver trukket ud ved et uheld.

    Sikret beholder. Mange modeller (her Alko EC LH 2800) har en sikring, der sørger for, at maskinen ikke kan tænde, før beholderen er sikkert på plads under valserne.