5 almindelige skovle
Graveskovl
Den kan det meste, men der er plads til forbedring. Hvis du bare skal grave et hul til en trampolin eller rive en væg ned, så er det graveskovlen, der skal på minigraveren.
Den kan præcis det, navnet lover, og det er den god til. Skovlen er lavet med et stærkt skær, der typisk kan udstyres med tænder, så det kan skære i alle slags underlag.
Graveskovlen udlejes som regel automatisk med en minigraver.
Pris: 12 kroner pr. dag.
Risteskovl
Denne skovl skal du bruge, når du sorterer materialer. Har du fx revet en tilbygning ned, som skal sorteres før genbrug, så er risteskovlen din bedste ven.
Skovlen er designet som en si, hvor alt, der er mindre end en murbrok, falder ud, mens større genstande bliver liggende i skovlen.
Det betyder, at du lynhurtigt kan sortere en stor bunke byggeaffald og få det op i en container uden en masse tungt jord og småaffald, som du også efterfølgende skal betale for at få sorteret og bortskaffet.
Pris: 150 kroner pr. dag.
Profilskovl
Her er værktøjet, du skal bruge til at grave render af alle slags.
Profilskovle er smallere i bunden end i toppen, så du kan grave en rende med skrå sider, som fx gør det lettere at placere kloakrør og andre kabler stabilt, før du fylder jord på.
De skrå sider gør også, at renden fx kan bruges til et vandløb, uden at siderne straks eroderer, når der kommer vand i.
Pris: 80 kroner pr. dag.
Lerskovl
Du skal bruge en lerskovl, når du skal grave i klæge og våde materialer. Lerskovlen er egentlig bare en almindelig graveskovl, men den er bygget med en lettere konisk profil.
Det betyder, at den er mindre bagi end foran, og derfor er det sværere for fx ler at sætte sig fast i skovlen. Der findes også lerskovle, som løser udfordringen på andre måder, men pointen er den samme, og det er bagsiden også.
Den totale volumen er nemlig mindre i forhold til en almindelig graveskovl.
Pris: 20 kroner pr. dag.
Planerskovl
Minigraverens svar på en bred spartel. Du skal bruge en planerskovl, når du fx skal skrabe et tyndt lag jord af eller rette en overflade til, så den bliver plan.
Planerskovlens styrke er dens bredde, som gør det lettere at skabe en plan overflade. Bredden begrænser dog skovlens graveegenskaber.
Planerskovle kan som regel også lejes med et hydraulisk led, der kan tilte bladet mod venstre eller højre, så du også let kan lave en skrå flade med den.
Pris: 40 kroner pr. dag.