Lej en minigraver og få superkræfter

Skån ryggen, knæene og resten af kroppen, og gør det sure slid til en leg. Minigraveren klarer de hårdeste opgaver i haven på en brøkdel af tiden, og ja, du får selvfølgelig lov til at styre en minigraver!

Minigraveren er et genialt og alsidigt værktøj, der kan bruges til et hav af praktiske opgaver hjemme i haven. Den kan med fordel bruges til at grave ud til terrasser, indkørsler og fundamenter, men den kan faktisk meget mere, eksempelvis lægge fliser, fjerne stubbe og grave stolper ned.

Kort sagt kan minigraveren udføre alle de benhårde opgaver og projekter, du ellers havde afsat hele sommeren til, på en enkelt eftermiddag.

LÆS OGSÅ: Minigraver - spar kræfter på den sjove måde!

Masser af tilbehør

Alle privatpersoner kan leje en minigraver, også du. Bare ring til et af de mange udlejningssteder, du kan slå op på Google, og sig, hvad du skal bruge den til. De fleste udlejere tilbyder masser af forskelligt tilbehør, du kan leje med, ligesom du også kan få maskinen leveret og afhentet.

Der findes mange typer minigravere fra de helt små, der vejer omkring et ton, og op til de større udgaver, som vejer mange tons, og som kan lave din have om til en swimmingpool i tre skovlfulde.

De mindste minigravere koster et sted mellem 800 og 1.200 kroner at leje om dagen, og hvis du vælger at leje i flere sammenhængende dage, får du lidt rabat.

Der følger som regel altid to standardskovle med i forskellige bredder. Andet tilbehør, fx hammer til opbrydning, pælebor og grubbetand til at fjerne rødder med, koster ekstra, typisk fra 100 kroner pr. dag.

LÆS OGSÅ: Hvilket pælebor skal jeg vælge?

Grav ud og flyt jordbunker

Uanset om jorden er stenhård eller den klægeste ler, graver minigraveren sig let og ubesværet igennem. Minigraveren er skabt til “at gå i jorden”, som de professionelle kalder det, og det gør den i sagens natur velegnet til alt slags gravearbejde fra anlægning af den nye indkørsel, opgravning af den gamle olietank og til at grave trampolinen ned i græsplænen.

Der følger som regel altid to standardskovle med, når du lejer en minigraver, men du kan med fordel også leje en bred såkaldt planerskovl til fordeling af jord og grus.

Riv ned og bryd op

Det gælder om at holde tungen helt lige i munden, hvis du kører minigraveren ind i huset. Du skal også være sikker på, at dit gulv kan bære vægten på et ton.

Bryd det gamle fundament op, eller riv væggene ned med en kraftig betonhammer monteret på minigraveren. Ud over at du slipper for at ødelægge ryggen, sidder du godt beskyttet på halvanden til to meters afstand, når brokkerne først begynder at flyve. Og tro det eller ej, de mindste minigravere kan faktisk trække bælterne så langt ind, at de kan køre igennem en almindelig dør og helt ud på badeværelset. De mindste maskiner er kun 70 cm bredde.

Grav stolper ned

Til det benhårde gravearbejde, hvor det nye og 50 meter lange plankeværk skal have gravet 25 dybe huller, er minigraveren også verdensmester. Og hvor du ellers kunne have knoklet i flere weekender med at grave, får du jobbet overstået inden frokost. Der findes pælebor til alle størrelser minigravere, men det er langtfra alle udlejere, som tilbyder dem i deres sortimenter, så du må være indstillet på at forhøre dig hos nogle forskellige.

Det er den øverste, her gule, anordning, som driver jordboret. Borene kan skiftes og fås i forskellige størrelser.

Læg fliser

Skal du anlægge kvadratmetervis af store og tunge fliser, så lej en minigraver med en hydraulisk vakuumløfter. Løfteren suger sig fast på oversiden af fliserne, og derfra kan de så flyttes med minigraveren. Løfteren kan i sig selv også bevæges en smule frem og tilbage, og derfor kan fliserne styres helt præcist på plads af dig selv eller en hjælper. Ud over at suge fliser op kan den også løfte stålplader og betonblokke.

En vakuumløfter er et relativt stort stykke udstyr, som kræver en minigraver, der er nummeret større end de mindste. Denne model fra Alvac Construction kræver en minigraver med en vægt på minimum 1,5 tons. Og så er det smart at have en hjælper med.

Fjern træstubbe

Slut med at falde over træstubbene, som stikker op overalt på græsplænen. Lej en minigraver med en såkaldt grubbetand, og træk dem op i et snuptag. Grubbetanden minder mest af alt om en klo - designet til først at løsne jorden, dernæst at knække rødderne for til sidst at trække stubbene fri af jorden. På de større minigravere kan grubbetanden også være forsynet med en gribeanordning, der kan holde fast på og løfte stubbene.

Grubbetanden er det perfekte værktøj, når genstridige træstubbe og rødder skal trækkes op. Her ses et eksemplar, som er beregnet til brug med de mindste og letteste minigravere.

Sådan betjener du MINIGRAVEREN

Uanset om du har kørekort til lastbil, bil, motorcykel eller truck, vil du med garanti føle dig på udebane, første gang du sætter dig ind i en minigraver. Der er intet rat, den styres frem og tilbage med to pinde, og armen kan bevæges over fire akser. Med andre ord bliver du nødt til at øve dig. Heldigvis er det sjovt at køre minigraver, og efter en halv til en hel time har du styr på de grundlæggende bevægelser.

ADVARSEL

Lejer du en minigraver uden styrehus, er det vigtigt, at du husker at slå sikkerhedsbøjlen op. Det er også vigtigt, at du ALTID tager sikkerhedsselen på, når du arbejder.

Sådan betjener du MINIGRAVEREN

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Værktøj