Derfor skal dit vaterpas være digitalt

Et digitalt vaterpas er meget mere end et vaterpas i traditionel forstand. Det vinder på præcision, smarte ekstra funktioner og evnen til at hjælpe dig, selv når du må holde vaterpasset sådan, at du ikke kan se displayet.

Et digitalt vaterpas vinder på præcision, smarte ekstra funktioner og evnen til at hjælpe dig, selv når du ikke kan se displayet.

Her får du 4 gode grunde til, at dit næste vaterpas skal være digitalt (og én grund til at beholde det gamle):

1: Præcision

Er du HELT sikker på, at den lille boble (libellen) er midt imellem de to streger på dit vaterpas? Det kan faktisk være svært at se, og nogle gange rammer du nok en grad eller to forkert.

Med et digitalt vaterpas er det anderledes: Hvis vinklen er 90° viser displayet 90°. Vipper du det en grad, viser det 89° eller 91°. Helt præcist.

2: Flere måleenheder

Lige eller skævt? Det er stort set det, dit almindelige vaterpas kan fortælle dig: Ligger boblen inden for stregerne, er det lige, ellers er det skævt.

Med et digitalt vaterpas: Får du ikke alene den nøjagtige hældning oplyst i grader. Du kan også, på mange modeller, vælge i stedet at få tallet opgivet som hældning i millimeter pr. meter. Det er smart, når du skal lave fald i brusenichen eller på terrassen. Eller når du sætter tagrender op.
Du kan også vælge hældning i procent.

3: Arbejde i blinde

Har du nogensinde målt med vaterpasset på steder, hvor du have svært ved at få øjenkontakt med boblen, fx oven på et spær eller inde i et mørkt hjørne? Hvis du ikke kan se boblen, kan du ikke bruge vaterpasset til ret meget.

Med et digitalt vaterpas kan du, på mange modeller, indstille det, det hyler, når det rammer fx 0° eller 90°. Og på mange modeller kan du med et tryk på en knap fryse displayets tal, så de ikke ændrer sig, når du tager det ned fra spærret for at aflæse målet.

4: Skæve mål

Det almindelige vaterpas er dybest set kun lavet til at vise, og noget er vandret (0°) eller lodret (90°). Nogle modeller kan vise 45°, men med begrænset præcision.

Med et digitalt vaterpas kan du rette et spær ind på 45° eller lave en hældning på et bestemt antal millimeter pr. meter, også uden at skulle ty til små afstandsklodser eller andre tricks. På nogle modeller kan du oven i købet vælge et "falsk 0-punkt", så du vælger, at en ikke-lige overflade tæller som 0° og så rette alt andet ind ud fra det.

Derfor skal du beholde det gamle vaterpas

Er der en bagside af medaljen? Selvfølgelig er der det: Dit gamle vaterpas kan, hvis kvaliteten er i orden, tåle et fald fra stigen eller stilladset. Et par meter ned på jorden overlever det fint.

Det gør det digitale vaterpas næppe. Til gengæld kan de kalibreres, hvis det overlever, men blot mister præcisionen.

Så behold det gamle vaterpas og brug det, når præcisionen er mindre vigtig, men risikoen for, at du sparker det ned fra stilladset er stor.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Vaterpas