Spørgsmål:
Hvordan tester jeg, om mit vaterpas giver korrekte eller fejlagtige mål?
Svar:
Hvis du er i tvivl, om dit vaterpas er i vage, er det let at kontrollere. Læg det på et stabilt bord, og klods den ene ende op, til libellen står præcis i midten. Vend det så 180°, og tjek, at libellen stadig er lige i midten. Hvis vaterpasset forbliver i vage, uanset hvilken ende der hviler på opklodsningen, så er den hellige grav vel forvaret. Hvis ikke, skal du købe dig et nyt vaterpas, da det gamle er skævt og dermed ikke værd at gemme på.
Der er forskel på, hvor fintfølende vaterpas er. Køb ikke billige vaterpas – spar hellere op, og køb et solidt og fintfølende et af slagsen.