En af de mest effektive måder at fjerne rust eller gammel maling fra jern på er med vinkelsliberen og en stålbørstekop.
Rust og maling på jern er intet problem at fjerne, når du bruger vinkelsliberen. Selv de mest genstridige rustpletter eller gammel maling kan sagtens fjernes med en stålbørstekop. Det sparer dig for en hel del arbejde med stålbørsten, som ellers skulle til for at få rørene til at skinne igen.
Der findes et bredt udvalg af stålbørster til vinkelsliberen. Til det grove slibearbejde, hvis du fx skal fjerne rust eller slibe gammel maling af, skal du bruge en stålbørste med kraftige sammensatte og snoede tråde, som er perfekte til at arbejde med jern. De finere, kobberfarvede børster er primært til polering af rustfrit stål.
Der skal helst mere end 1.000 watt motorkraft til, for at vinkelsliberen ikke kører træt i det opslidende slibearbejde. Desuden skal du selvfølgelig være varsom med, hvad du sliber eller polerer, da vinkelsliberen hurtigt kan lave grimme ridser, hvis du ikke er forsigtig. At slibe rust og maling af rør er ikke det eneste, du kan bruge stålkoppen til.
Prøv bare at slibe grillristen med stålbørstekoppen, og se, hvor ren den bliver! Sig farvel til din gamle stålbørste!