Nye indfatninger på gammel karm

Når du skal sætte nye indfatninger på en eksisterende karm, kan det nemt ende skævt. Eksperten viser dig den lige vej.

Intro

I gamle huse er dørkarmenes bredde næsten altid mindre end væggens tykkelse. Derfor kan nye indfatninger på en gammel karm nemt komme til at sidde skrå. Og så kommer dine 45 graders samlinger mellem indfatningerne til at gabe.

Løsningen er tilsætningslister, der udligner gabet mellem karm og indfatning, så indfatningerne kommer til at sidde lige. Du kan bruge høvlede lister i standarddimensioner. De kan typisk købes i tykkelserne 6, 9, 12 og 15 mm. Kan du ikke finde en, der passer præcist, så skær listerne ud af et stykke høvlet træ.

Vejledning

01
Sådan gør du 9 Trin

1

Find dimensionen på tilsætningslisterne. Hold en vinkel langs væggen, og mål afstanden ind til karmen.

2

Mål ind på karmen. Listerne skal trækkes så langt ind mod væggen, at hængslerne ikke går imod, når døren åbnes, men går fri med et par millimeter. Sæt mærker i hele karmens længde.

3

Stift listerne fast med 1,8 x 40 mm dykkere. Listerne skal blot stødes sammen, ikke skæres i vinkel.

4

Mærk op på indfatningerne. Den lodrette indfatning skal trykkes mod gulvet, mens du mærker op ved underkanten af den vandrette tilsætning. Mærk også af på den vandrette indfatning.

5

Stift indfatningerne fast med 1,8 x 40 mm dykkere. Skær dem forinden med et 45° snit, både de to lodrette og den vandrette indfatning.

6

Kom lim på de skrå snit. Så undgår du, at samlingen revner på grund af træets bevægelser (i takt med at fugtniveauet stiger og falder).

7

Sæt den vandrette indfatning fast med dykkere. Sørg for, at den er trykket godt ned imod de lodrette indfatninger, så limen binder godt.

8

Lås samlingen med en dykker. Det kan være nødvendigt at vippe en af indfatningerne lidt ud med en skruetrækker imens, så de sidder i niveau.

9

Undersænk dykkerne med en dyknagle, og tør overskydende lim væk. Spartl sømhuller, hjørnesamlinger mv. Slib og mal, når spartelmassen er tør.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Dørkarm