Sådan vender du døren

Det lyder simpelt, men det kræver trods alt lidt at vende en dør, så den åbner den modsatte vej.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 dag
Pris
100 kroner

Intro

Det er rart at kunne lukke eller åbne en dør, alt efter behov. Men nogle gange er døren mere i vejen, end godt er. Måske lukker den op lige foran fjernsynet, eller den støder sammen med en anden dør. Ofte har venderetningen været den bedste løsning, da huset i sin tid blev bygget. Men efterhånden kan diverse ændringer i indretningen, ombygninger og lignende betyde, at døren pludselig vender forkert.

Den bedste løsning er at vende døren. Men inden man går i gang, skal man lige gøre sig klart, at både karm og gerigter skal pilles ned, og at det går ud over væggene omkring døren. Der er altså lidt malerarbejde i vente, når døren er drejet en omgang. Og husk, at døren altid vil være hængslet i enten højre eller venstre side. Det ændrer sig ikke, selv om du vender den.

Vejledning

01
180 grader på én dag 12 Trin

Skær malingen igennem. På den måde undgår du, at malingen springer af i flager, når du skiller træværket ad. Det er især en god idé, hvis delene skal genbruges.

Der er tre måder at fjerne gerigterne på. Hvis ikke dykkerne er alt for store, er et bredt og fladt brækjern effektivt. Et bredt stemmejern kan også bruges. Gå forsigtigt til værks, så du ikke brækker listerne i stykker.

En nedstrygerklinge er god, hvis der er plads mellem liste og karm. Så kan sømmene saves over, og listerne lider ikke overlast. Brug en kile til at holde liste og karm fra hinanden under arbejdet.

Bedst og mest skånsomt er metoden med hammer og dyknagle. Hvis du kan finde dykkerne, evt. ved at kradse lidt i malingen, kan de slås igennem listerne. Ved tykke lister kan du bruge en gennemslagsdyknagle.

Karmen saves fri, hvis den er sømmet fast. Er den skruet fast, er det naturligvis nemmest at skrue den ud. Skal der saves, og er der ikke plads til en nedstryger, kan en løs klinge eller en bajonetsav bruges.

Nu kan karmen vippes ud. Skær alle sømenderne væk på både karm og væg, så karmen kan vendes en halv omgang og sættes på plads igen.

Ret karmen op i hængselsiden, så den står i lod på begge leder. Karmen holdes på plads med kiler i top og bund.

Skru hængselsiden fast til væggen med karmskruer. Der skal bores for og evt klodses op mellem karm og skrue, afhængigt af skruetypen. Læs på emballagen.

Hæng døren forsigtigt på plads, og luk den forsigtigt i. Husk, at karmen endnu kun er sat fast i den ene side. Hvis døren er tung, kan du bruge et bræt, der vipper på en klods, til at løfte den med.

Justér dørkarmen i låsesiden ved hjælp af kilerne, til døren lukker tæt og lige i karmen hele vejen rundt. Sørg samtidig for, at bundstykket (dørtrinet) er understøttet.

I låsesiden gøres karmen fast på samme måde som i hængselsiden. I karmen bores for med et træbor, og i murværket med et mur- eller betonbor.

Søm gerigterne på igen. Brug lidt større dykkere, eller sæt dem nye steder. Med en sømpistol har du den ene hånd fri til at styre gerigterne. Slut med at “låse” hjørnerne med en stift fra begge sider.

Materialer

• Karmskruer (spørg forhandleren, hvad der passer til din karm og væg)
• Dykkere

Desuden:
• Kiler
• Spartelmasse
• Slibepapir
• Maling til efterreparation af lister og vægge

Tidsforbrug

1 dag

Pris

Cirka 100 kroner

Video

TEKNIK: Montering af dørkarm

Med kiler og karmskruer kommer karmen helt i vinkel

TEKNIK: Montering af gerigter

Med dykkere bliver hjørnesamlingen helt tæt

VÆRKTØJ: Sådan bruger du dykkerpistolen

I videoen her lærer du om dykkerpistolens funktioner og indstillingsmuligheder. Pistolen er en stor hjælp til en lang række opgaver, hvor du gerne vil sømme hurtigt og med en hånd fri til at holde på emnet, fx ved montering af fodpaneler, gerigter, skyggelister, forskallingsbrædder og udhængsbrædder.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Døre