LEVETID: Gamle vinduer er ofte af solidt kvalitetstræ, og ved jævnlig vedligeholdelse med maling og nyt kit kan man forlænge levetiden med mange år.

LEVETID: Gamle vinduer er ofte af solidt kvalitetstræ, og ved jævnlig vedligeholdelse med maling og nyt kit kan man forlænge levetiden med mange år.

SÅDAN FJERNER MAN GAMMELT KIT
1. Allerførst testes kittet med en kniv. Hvis det er nemt at brække af, så skal det skiftes. Kittet nederst på vinduet trænger oftest, for her er der størst påvirkning af regnvand.
2. Alt løst kit fjernes. Til det formål er et lidt slidt stemmejern velegnet. Vend den glatte side ind mod træet, så man ikke risikerer at hugge ind i rammen
3. Når det meste kit er væk, kan falsen skrabes ren med et skrabejern. I hjørnerne kan skrabejernet ikke komme til, så her fortsættes med stemmejernet. Vær forsigtig, så træet ikke ødelægges.
4. Til sidst forsegles den rensede fals, så træet ikke suger olien ud af kittet. Vi anbefaler, at man først mætter træet med linolie og derefter forsegler med knastelak.

Tips til værktøj

Afrensning af gammel maling og gammelt kit klares med et skrabejern eller et stemmejern. Herudover skal man bruge en kittekniv til at lægge det nye kit på med. En kittekniv koster under 100 kroner.

Linoliekit sætter med garanti fedtmærker på glasset. Og når de skal fjernes, klares det nemmest med en pose med kridtpulver. Pulveret er stærkt sugende og fjerner olien helt. Kridt og pose fås i velassorterede byggemarkeder.

TIPS: Undgå udtørring

Stil altid bøtten med kit på hovedet – både før og efter brug. Det forhindrer udtørring. Er kittet tørret en smule ind, kan det blødgøres ved at ælte en sjat linolie ind i det.

SÅDAN LÆGGER MAN NYT KIT
1. Kittet masseres godt, inden det lægges på. Tag en klump, og ælt med begge hænder og herefter med kittekniv og håndflade, til den bliver smidig.
2. Læg små “bølger” langs kanten, så de ligger i lag. Man starter tættest på sig selv og arbejder sig udad langs hele sprossen eller rammen.
3. Man starter længst væk fra sig selv, når kittet trækkes af. Lad kniven hvile på glas og fals, og træk af i en vinkel, så 1-2 mm af træet i falsens bund kan ses.
4. Overskydende kit vippes forsigtigt op og kan nu æltes og genbruges til den næste fals.
5. Kit afsætter fedtmærker. De fjernes nemmest ved at slå en pose med kridtstøv mod glasset. Alternativt drysses støvet på de fedtede flader. Pas på ikke at ramme det bløde kit med posen.
6. Kridtet børstes af glasset med en pensel, der føres i hurtige bevægelser fra side til side. Herefter skal kittet hærde minimum 3-4 uger, før det overmales.
7. Når kittet er hærdet, males vindue og kit med maling, der indeholder fungicid. Mal lidt ind på glasset, men kun så langt, at malingen ikke ses indefra.

Sådan beskytter du kittet mod udtørring

Kittet skal beskyttes mod udtørring både indefra og udefra. For at forhindre, at det tørre træ i falsen trækker olien ud af kittet, mættes træet med linolie med fungicid og forsegles med knastelak, inden kittet lægges. Udenpå beskyttes kittet med et lag maling. Det kan fint være linoliemaling, men langt de fleste typer maling til udendørs træværk kan bruges.