Ny maling til gamle vinduer

Det kan være rigtigt besværligt at male gamle vinduer – men kun hvis du venter for længe. Tager du fat i tide, er det let. Og selv om du er lidt bagud, kan du godt redde vinduerne.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
4 timer
Pris
600 kroner

Intro

Du skal starte med at sikre dig, at vinduerne overhovedet står til at redde. Har du forsømt vedligeholdelsen gennem mange år, kan de være så medtagede, at hele eller dele af rammen må skiftes ud.

Men i mange tilfælde er de gamle vinduers trærammer af så god kvalitet, at de fint har kunnet holde til årtier i regn og slud. Så er det kun de seneste år, de har stået uden kærlig pleje, går det nok. Stikker du en kniv eller en lille skruetrækker i træet, skal det yde modstand. Kan du stikke kniven langt ned i træet, er det råddent og skal skiftes ud. Hjørnebeslagene gør du klogt i at skrue af og male separat.

LÆS OGSÅ: Skodder du selv kan lave

Materialer

• Grundingsolie
• Grundingsmaling
• Rustbeskyttende maling
• Vinduesmaling
• Snedkerspartelmasse til evt. huller

Specialværktøj
• Håndskraber
• Excentersliber
• Vinkelsliber
• Evt. elhøvl

Tidsforbrug

Afhænger helt af vinduets størrelse og tilstand. Husk at medregne tørretid.

Pris

Cirka 5-600 kroner for en liter af hver type maling (og en lille dåse rustbeskyttelse).

Sværhedsgrad

Det er en let opgave, hvor alle kan være med.

Vejledning

01
Tjek vinduerne 2 Trin

1

Fjern først hjørnebeslagene. Det gør det lettere at tjekke rammens tilstand, og du kan slibe og male beslagene separat. VIGTIGT! Rens skruernes kærv for gammel maling, inden du skruer skruerne ud, så du ikke ødelægger den.

2

Tjek træet. Det vil være mest angrebet der, hvor de nederste beslag har siddet. Er du i tvivl om tilstanden, så stik en kniv eller skruetrækker ind i træet. Det skal yde modstand. Her er træet o.k.

02
Vask, skrab og slib 5 Trin

1

Vask alt med grundrens (malerrens). Så fjerner du fedt og snavs, som du ellers vil komme til at slibe ind i træet efterfølgende.

2

Skrab den løse maling væk. Den maling, du ikke umiddelbart kan skrabe af, kan du roligt lade sidde. TIPS: Hold vinduet fast med tvinger, så du kan lægge kræfter i.

Med en elhøvl går det stærkere, men du risikerer også at få høvlet for meget af, så vær forsigtig.

3

Slib rammen overalt. Alle overgange mellem maling og rent træ skal jævnes ud. Start med groft slibepapir, og slut med finere, fx korn 150.

4

Giv det rene træ grundingsolie. Brug et godt produkt, der både holder vandet ude og beskytter mod råd og svamp. Særligt i bunden af rammen og på alt endetræ skal du give olie flere gange.

Evt. huller og revner spartles ud med snedkerspartel.

5

Så skal der males. Ved at sætte vinduet fast på en lodret lægte kan det hele males på en gang. Giv vinduet en gang grundmaling, hvis træet er meget medtaget, og mindst to lag topmaling.

03
Beslagenes tur 2 Trin

1

Rens metalbeslagene med en stålbørste monteret på en vinkelsliber. Det tager få minutter og er langt billigere end at skulle købe nye beslag.

2

Mal beslagene med rustbeskyttende maling. Mal derefter med den maling, du vil male vinduerne med. Monter så beslagene, inden du maler vinduerne en sidste gang.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Vinduer