Ny rude i ovenlysvinduet

Hvis ruden i ovenlysvinduet punkterer, eller du af en anden grund har brug for nyt glas, så kan du sagtens selv kaste dig over opgaven. En ny rude og butylbånd er alt, der skal til. Så har du igen fri og glasklar udsigt til himlen gennem dit vindue.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
2 timer
Pris
800 kroner

Intro

I sig selv er det forholdsvis simpelt: den gamle rude skal ude, og den nye skal i. Og bortset fra glas og butylbånd skal alle skruer, brikker og smådele genbruges.

Hold styr på stumperne

Der er, afhængigt af vinduets fabrikat, en del smådele at holde styr på. Både små brikker, der holder vinduet på plads i rammen, og skruer i den rigtige farve, som du helst skal undgå at miste undervejs.

Et par gode råd til at holde styr på stumperne:

  • Tag fotos undervejs, så du kan “bladre baglæns”, når du skal samle igen.
  • Læg stumperne i en æske eller pose, så de ikke forsvinder
  • Sæt små klæbe-sedler på dele, der fx skal sidde øverst, nederste eller til venstre.
  • Det kan være en god idé at være to om opgaven, når termoruden skal lægges på plads i rammen. Det kan nemlig drille lidt at få den korrekt ned i rammen.

I vejledningen her kan du se, hvordan arbejdet skal gøres - grundigt illustreret og forklaret trin for trin.

Vejledning

01
Sådan gør du 10 Trin

Det handler i al sin enkelhed om at få løftet rammen med ruden ud af karmen og lagt den på et bord eller et par bukke og så holde styr på lister, brikker, bånd og skruer, efterhånden som du løsner dem. Så skal du bare køre processen igennem i den modsatte rækkefølge, når den ny rude er lagt på plads.

Når du har bestilt den ny rude, kommer den med friske lister af butyltætning, men de øvrige stumper skal du gemme og genbruge. Pas på skruerne, som er malet i listernes farve og derfor ikke kan erstattes.

1

Tag hele rammen med ruden ud. Vend rammen rundt, og udløs den lille tap i hængslet i begge sider. Herefter kan rammen drejes helt ud af hængslerne, så du kan kante den ind gennem karmen.

2

Fjern dæklisterne. Placér rammen på et par bukke med ydersiden opad, og skru alle dæklisterne af. Hold styr på hver eneste liste, brik og skrue. Sæt navneseddel på delene, og tag evt. billeder undervejs.

3

Skær forsigtigt ind under glaslisterne med en kniv, samtidig med at du løfter dem fri af butylklæbemassen.

4

Løft glaslisterne af, og rens dem for rester af butyl. Massen skal skrabes forsigtigt af, for listerne skal du bruge igen.

5

Løft glasset og glasklodserne ud af rammen. Fjern så afstands­brikkerne fra mellemrummet mellem glas og ramme. Hold godt styr på, hvor de skal sidde, så du kan støtte den ny rude på samme måde.

6

Læg den ny rude på plads i rammen. Vær opmærksom på, at der kan være forskel på indvendig og udvendig side. Det vil fremgå af en seddel på ruden. Sæt afstandsbrikkerne på plads mellem rude og ramme.

7

Sæt de nye butylbånd på glaslisterne. Båndene leveres sammen med ruden. Butylbåndet placeres på samme steder som de oprindelige.

8

De øverste hjørner sikres ekstra med en “sløjfe” af butylbånd, der lægges som vist her. Det sikrer tætheden.

9

Glaslister og dæklister gøres fast igen. Træk først beskyttelsespapiret af butylbåndet, og sæt så først glaslisterne, derefter dæklisterne på plads. Sæt rammen tilbage i karmen.

10

Så kan dæklisterne skrues på igen. Og så kan du hægte hele vinduet på plads i vindueshullet igen.

Materialer

  • Termoglas
  • Butylbånd

Tidsforbrug

Et par timer.

Pris

Ca. 500-800 kroner afhængigt af typen (se typeskilt på dit vindue).

Sværhedsgrad

Det er ikke svært, men du skal holde styr på alle stumperne undervejs!

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.