Lav dine egne vinduessprosser

Med snydesprosser kan du nemt få fx et vindue til at matche den småsprossede terrassedør. Vinduet er lagt på et arbejdsbord, og her måles rammens højde og bredde.

I første omgang skæres listen en smule i overstørrelse, inden den lægges op på glasset. Glaslisten, der holder ruden på plads, er en smule skrå, og for at få sprossen til at passe skal kapsaven vinkles en smule. Her stilles den til at skære i et smig på 10 grader.

Når listen lægges på, ses det, at smiget passer meget fint. Nu kan der måles op, og listen skæres til i den anden ende med samme smig. På rammen markeres det, hvor midten er, og midtersprossen placeres, inden der streges op på de to andre lister, hvor de skal kortes af, så de passer med midtersprossen.

Listerne skæres til. Først med et lodret snit i længden og herefter et par skrå snit, der spidser listen en smule til i den ende, hvor den skal samles med midtersprossen. Det markeres, hvor de to lister skal fældes ind i midtersprossen. Og med en listesaks klippes det markerede stykke væk. For at få en flot finish skæres snittet til med en hobbykniv. Det kan være nødvendigt at tilpasse over flere omgange, indtil det passer.

Inden sprosserne fastgøres, skal ruden lige pudses. Selve monteringen foregår med dobbeltklæbende tape, der klistres på bagsiden af listerne. Fjern beskyttelsestapen, og start med at klistre midtersprossen på. På samme måde sættes der dobbeltklæbende tape på de to korte sprosser, inden de monteres. Og i løbet af en times tid er vinduet forvandlet til et sprosset vindue, der i stilen passer med terrassedøren.

LÆS OGSÅ: Skodder du selv kan lave

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Vinduer