Intro
Vejledning
01
Grav ud, og rens stenene
3
Trin
Steen var så heldig, at der gemte sig et fundament under den gamle hønsegård, som han kunne grave fri. Er du ikke så heldig, må du gå den slagne vej og grave 90 cm ned til frostfri dybde og støbe et fundament fra bunden.
Vi rydder området for murbrokker og graver, alt hvad vi kan. Da vi ikke skal grave i den hårde jord, men “blot” fjerne den løse jord, som ligger over jordniveau, vælger vi at gøre det med spader og trillebøre.
Her er det en rigtig god idé at alliere sig med et par venner, som ikke er bange for at tage fat.
Når fundamentet er gravet fri, er det tid til at gå det efter i sømmene for revner, afskalninger og huller. Vi er så heldige, at der kun er kosmetiske skader, som kan udbedres med mørtel.
02
Mur og puds soklen op
6
Trin
Teglgulvet, som er lagt i sildebensmønster, er prikken over i’et. Der er ikke mange ben i at lægge det, så længe underlaget er helt plant, og den første række sten ligger vinkelret på hinanden. Herefter er det bare om at lægge resten af puslespillet og fuge efter med mørtel.
Inden du lægger gulvteglene i sildebensmønsteret, skal du sørge for, at underlaget er plant. For at få et plant underlag og for at bryde kulden nedefra har vi lagt 15 cm styrolit, 10 cm stabilgrus og 3 cm afretningsgrus.
Vi bruger afstandsklodser på 12 mm for at sikre os en ensartet fugebredde og en retvinklet skabelon til at lægge teglene efter. Som fuge bruger vi en almindelig mørtelfuge bestående af 1 del cement til 8 dele mørtel.
Mur inder- og ydermuren op med en mørtel bestående af 8 dele bakkemørtel til 1 del cement. Læg stenene i forbandt, og mur efter en murersnor, så du hele tiden kan se, om du holder de lige linjer. Tjek også jævnligt med et vaterpas, at muren ikke hælder indeller udad.
Træk sokkelpuds på murværket med et glittebræt. Fugt gerne murværket med en våd kost, inden du trækker det på. Laget skal ikke være tykkere, end at du lige akkurat kan ane konturerne af stenene bag pudsen.
Lad pudsen tørre en lille times tid, og puds derefter soklen i rolige cirkler med et pudsebræt, indtil mørtlen “flyder” sammen, og stenene kan anes. Vi bruger et pudsebræt med overflade af skum, men du kan også bruge et i hård plast.
Nu er soklen færdig, og gulvet ligger, som det skal. Vi vælger at fuge gulvet med mørtel for at få stenene til at ligge klippefast, men du kan også fuge det med fugesand ad et par omgange.
03
Sådan lægger du gulvtegl
4
Trin
Teglgulvet er flot, og der er ikke mange ben i at lægge det, så længe underlaget er helt plant, og den første række sten ligger vinkelret på hinanden. I dette tilfælde sætter vi stenene i mørtel, da vi har et underlag af lecablokke.
I tilfældet med gulvet i orangeriet lægger vi dem imidlertid direkte på afretningsgruset. Herefter er det bare om at lægge resten af puslespillet og fuge efter med mørtel.
Læg stenene ud på en klat mørtel. Skær en lille vinkelret plade, og brug den som skabelon, så stenene danner en vinkel på 90°.
Tjek jævnligt med et vaterpas, at oversiden af stenene flugter med hinanden. Er der luft mellem vaterpasset og stenene, må du lægge mere mørtel under de sten, det drejer sig om.
Læg resten af stenene, og sørg for at bruge skabelon og afstandsklodser, da mønsteret let kan “løbe løbsk”, hvis du ikke er præcis.
04
På med remme, sider, spær og glas
5
Trin
Det er nu, du skal alliere dig med en makker. Når I har samlet siderne på jorden, skal de nemlig løftes på plads og fastgøres til bundremmen (C). Kipbjælken skal også løftes op og støttes, mens de første spær skures fast i denne.
Også når glassene skal monteres, er det en fordel at være to. Men vigtigst af alt, så skal du sørge for, at der er lige langt mellem de lodrette reglar og mellem spærene, så glassene passer.
Inden vi spænder selve bundremmen (C) og afstandsbrættet (D) fast ved hjælp af gevindstængerne (L) og de tilhørende rustfri bolte, lægger vi en strimmel murpap oven på soklen for at forhindre fugt i at trænge op i træværket.
Oven på murpappet lægger vi en vandnæse (F) i aluminium, og oven på den monterer vi et trykimprægneret afstandsbræt (D) og en bundrem (C).
Saml siderne med 5 x 100 mm skruer, mens de ligger på jorden, og løft dem derefter på plads. Skru bunden af siderne fast i bundremmen (C) med 5 x 80 mm skruer.
Fræs desuden en lille fordybning på 5 mm i spærene (A), som de 3 mm tykke drivhusglas kan ligge i. Fordybningen skal også være 5 mm bred.
Skær alle spærene til, og løft kipbjælken på plads. Lad bjælken hvile på den midterste reglar for enden af orangeriet, og montér derefter tre spær-par, så den bliver, hvor den skal være.
Skru resten af de lodrette reglar (B) fast i enderne af orangeriet, så hele skelettet bliver klar til døre, vinduer og glas. For at gøre arbejdet så nemt for os selv som muligt og for ikke at skulle skære for meget glas til er der 600 mm mellem alle reglar og spær.
Det passer nemlig med, at vi har bestilt alt glas på målene 3 x 610 x 2.010 mm. Vi fræser en fordybning i spærene (A) med en bredde på 5 mm i hver side, sådan at glasset kommer til at passe perfekt i bredden. Det betyder, at vi kan nøjes med at skære det til i længden.
05
Gennemtænkte detaljer
4
Trin
Vi har i to af hjørnerne undladt at lægge styrolit, stabilgrus, afretningsgrus og gulvtegl for at give plads til et par mindre træer. I dette hjørne har vi plantet et eksotisk ferskentræ, som vokser trygt og godt bag det tynde drivhusglas året rundt.
For at “binde” spærene sammen er der på tværs af dem alle monteret en lang afstiver i stål (H) i hver side af orangeriet. Ud over at styrke konstruktionen kan det også bruges som espalier og til at hænge lamper i.
For at styrke tagkonstruktionen og for at undgå et klassisk hanebåndsspær, som ville virke lidt voldsomt på et “let” orangeri som dette, har vi fået specialfremstillet et “hanebåndsspær” i stål (G). Det specielle spær holder sammen på siderne og kipbjælken, og så lægger man næsten ikke mærke til det med dets rustrøde farve.
Materialer
Træ, 45 x 95 mm reglar:
- Spær (A)
- Lodrette reglar (B)
- Bundrem (C)
Spærtræ:
- Kipbjælke (K)
Trykimpr. brædder:
- Afstandsbræt, 25 x 125 mm (D)
- Forkantlister, 9 x 43 mm (E)
Desuden:
- Dobbeltdør
- 8 vinduer
- Vandnæse i zink (F)Glas, 610 x 2.010 mm
- Hanebåndsspær i stål (G)
- Afstivere i stål (H)
- Glasbånd
- Cirka 3.000 nye eller rensede teglsten
- 5 poser sokkelpuds
- 3 spande murmaling a 10 liter
- 8 stk. 10 mm gevindstænger a 1 meter m. tilhørende bolte (L)
- Skruer, 5 x 80 mm
- Skruer, 5 x 100 mm
Specialværktøj
- Glasskærer
- Murstensklipper
- Vinkelsliber
- Kap-/geringssav
- Murerværktøj
Tidsforbrug
Et par uger for to personer.
Pris
Ca. 30.000 kr. eksklusive murstenene, som vi fik gratis.
Sværhedsgrad
Du skal kunne lidt af hvert, da du både skal mure, bygge i træ og lægge tegl på gulvet.