Stabilgrus er en vigtig del af underlaget, når du skal lægge en terrasse eller en indkørsel.
Inden du lægger en ny belægning, skal du altid fjerne det øverste muldlag og erstatte det med et gruslag, typisk stabilgrus nederst og afretningsgrus øverst, lige under fliserne.
Laget af stabilgrus gør, at fliserne ligger stabilt og ikke "sætter sig", og underlag synker, så der kommer fordybninger i terrassen eller indkørslen. Stabilgrus virker samtidigt som et drænlag, der leder vandet væk fra belægningen.
Stabilgrus er en blanding af sten og sand
Stabilgrus består af grusgravsmateriale, altså sten og sand med en kornstørrelse mellem 0-32 mm. Jo større andel af sten, der er i blandingen, jo bedre bæreevne har den. Det betyder, at laget af stabilgrus med en stor andel af sten, kan bære en smule mere, end blandinger med knapt så mange af de større sten.
Prisen på stabilgrus
Stabilgrus købes typisk i bigbags á 5 hl, hvilket svarer til en halv kubikmeter eller ca. 900 kg.
Prisen er ca. 600 kr., dertil kan komme evt. kørsel. Hos nogle forhandlere vil det også være muligt selv at hente stabilgrus på en trailer. Så sparer du leveringsomkostningerne.
Hvor meget stabilgrus under fliser?
Hvor meget stabilgrus, du skal bruge, afhænger af, hvilken type belægning du skal lave. Jo mere din belægning skal kunne bære, jo tykkere skal laget af stabilgrus være. En god tommelfingerregel er, at det til en fliseterrasse kun er nødvendigt med et lag stabilgrus på ca. 10-15 cm, mens laget af stabilgrus i en indkørsel skal være 20-30 cm, da belastningen her er langt større.
Stabilgrus til indkørslen
Hvis der vil være ekstra belastning i din indkørsel, med store, tunge biler, bør du under laget af stabilgrus også have et lag bundsikringsgrus, så du er sikker på, at underlaget kan bære. Både bundsikrings- og stabilgrus skal vibreres med en pladevibrator, når laget er tykkere end 10-15 cm. Det skal vibreres to gange – første gang når halvdelen af gruslaget er spredt ud.
Vær opmærksom på, at højden på underlaget bliver et par cm lavere, når det bliver komprimeret med pladevibratoren, så du stadig får den sluthøjde på belægningen, som du ønsker.