Byg selv orangeri

Et orangeri forlænger udesæsonen. Orangeriet her er bygget i træ på en pudset sokkel, og tagkonstruktionen er forberedt til, at du kan montere en brændeovn. Der er plads til både planter og familiehygge.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
4 uger
Pris
20.000 kroner

Intro

Med et hjemmebygget orangeri får du en skøn oase i haven.

I et orangeri kan du både dyrke planter og hygge indendørs sammen med familie og venner med udsigt til haven. Udesæsonen forlænges med et orangeri, som kan bruges det meste af året.

Orangeri vs. drivhus

Det kan måske være svært at gennemskue, hvad forskellen egentlig er på et orangeri og et drivhus. De er nemlig begge bygget af glasvægge og har til formål at bidrage til plantevækst.

Oprindeligt kommer orangeriet fra Sydeuropa, hvor det blev brugt til dyrkning af citrusfrugter.
I dag bruges et orangeri mere til afslapning og som en slags udestue.

Den største forskel på orangeri og drivhus er derfor, at et orangeri ofte er større og måske opvarmet fx med pejs eller brændeovn.

Byg selv orangeri

Hvis du drømmer om et orangeri, er der mange fordele ved at bygge det selv. Når du bygger orangeri selv, kan du gøre det helt efter dine ønsker og behov.

Det er et stort projekt at bygge orangeri, men med de rigtige materialer, et godt overblik og denne byggevejledning, kan det ikke gå helt galt.

Vi bygger et orangeri i træ med vægge af glas, og orangeriet bygges på et solidt randfundament af lecablokke. Gulvet består af fliser, og især her kan du sætte dit personlige præg. Du kan fx vælge teglsten eller naturstenfliser til gulvet i dit orangeri.

Tag til orangeri bygges som træskelet

Taget bygges som et træskelet og lukkes af med glas og lister af aluminium.

Fundament i orangeri af pudset muret sokkel og flisebund

Et lavt, støbt fundament fortsætter i en pudset muret sokkel med flisebund.

Vægge og vinduer i orangeri

Orangeriets vægge bygges af træplanker, som ruderne kittes fast i.

I byggevejledningen får du:

  • Arbejdstegning af orangeriet
  • Video
  • 3D-modeller
  • Grundig trin for trin-vejledning
  • Komplet materialeliste

Vejledning

01
Den pudsede sokkel 8 Trin

Den pudsede sokkel giver orangeriet karakter, og sammen med randfundamentet danner den en stabil bund for glasfladerne.

Kravene til et fundament afhænger lige så meget af jordbunden og klimaet som af den bygning, der skal stå på det. Da grunden her er sandet og dræner godt, klarer vi os med et lavt randfundament støbt på det lag af granitskærver, som også ligger under brolægningen inde i bygningen. Er jorden leret eller fugtig, bør du normalt sikre helt ned i frostfri dybde, typisk 90 cm.

Udgravning til fundament i orangeri med minigraver 1

Under hele orangeriet fjerner vi 40 cm jord - først skærer vi en skarp kant i hånden, resten klarer vi med en lejet maskine. Hullet dækkes med fiberdug og 25 cm skærver eller stabilgrus.

Randfundament i byg selv orangeri 2

Randfundamentet støbes i en forskalling (e). Betonen styrker vi med 8 mm armeringsstål (f), der bindes sammen og løftes op midt i formen. Den bløde beton vibreres, til al luft er væk.

Randfundament støbes til orangeri 3

Randfundamentet fyldes med læggegrus (c) eller stenmel (d). Det pakkes med pladevibrator og rettes af efter oversiden af fundamentet. Laget dækkes senere af fliser eller sten (m).

Sokkel til byg selv orangeri 4

Størrelsen på den murede sokkel måles ud på det støbte fundament. Vi sikrer os, at alt vil passe sammen, ved at måle op med den bundrem (A), der skal ligge oven på soklen.

Blokke i hjørner af orangeri lægges præcist 5

Blokkene i hjørnerne lægges meget præcist, efter at vi har rettet snorene til opmåling ind efter soklens yderkant. Brug altid hele blokke i hjørnerne, og pas til inde på siderne.

Sokkel i orangeri bygges op af lecablokke 6

Soklen mures af lecablokke. Vi lægger et tyndt lag mørtel (j) mellem blokkene, nok til at sikre en solid sokkel med fuldstændig vandret overflade. Tjek højden nøje, fx med laservaterpas.

Soklen i den lukkede gavl bygges i trin 7

I den lukkede gavl modsat døren bygger vi soklen i trin. Her kan det være en god idé at forstærke murværket med armeringsjern (f) lagt ind i de vandrette fuger.

Sokkel i orangeri pudses to gange 8

Soklen pudses i to omgange. Første gang bruger vi en grov mørtel (j), der giver pæne, plane flader, og oven på den pudser vi videre med en finere mørtel (k), som giver en glat overflade.

02
Sider af træ og glas 10 Trin

Orangeriets vægge bygges op som et skelet af træ, som glassene kittes fast i. De vandrette lægter forskydes, så der skabes lidt variation.

Skelettet i væggene bygges af træ i standardmål, men både de lodrette stolper og de vandrette sprosser, som glassene skal sidde mellem, giver vi false til glasset på ydersiden. Det er et stort arbejde, men alternativet er lister, der koster penge og stjæler lys. De indvendige kanter fræser vi med pynteprofiler til pynt. Det tager ikke voldsomt lang tid, og det betyder, at orangeriet føles som skræddersyet håndarbejde. Alt det tager tid, og snedkeren har fræset, malet og skåret til i de lange vinteraftner.

Bundrem til orangeri bygges i tre lag 1

Bundremmen bygges op i tre lag. Først ligger murpap (L), og oven på det gør vi den nederste trykimprægnerede bundrem (A) fast med mursøm. På den skrues øverste bundrem (G).

De fire hjørnestolper til orangeri bygges 2

De fire hjørnestolper bygges hver af to stykker 45 x 120 mm høvlet konstruktionstræ (D). De gøres fast i bundremmen (G og A) med kraftige vinkelbeslag.

Bræt på inderside af hjørnestolpe til orangeri 3

På indersiden af hjørnestolperne sættes et bræt (N), som på en side har fræset fals og profil på samme vis som de lodrette stolper (D). Langsidernes tagrem (J) skrues fast.

Stolper skrues fast på bundrem og tagrem i orangeri 4

De lodrette stolper (H) skrues fast i bundremmen (G) og tagremmen (J) med skråskruer (eller beslag). Vi styrer deres placering med et par meget præcist afskårne sprosser (M).

De vandrette sprosser sættes mellem stolper i orangeri 5

De vandrette sprosser (M) sættes mellem stolperne (D). Også her bruger vi afskårne stykker til at styre placeringen, og så fikserer vi sprossen med en spændetvinge.

Den ene ende af sprossen til orangeri fastskrues let 6

Den ene ende af sprossen (M) er oftest enkel at skrue fast, fordi du kan sætte skruerne gennem stolpen (H) og videre ind i enden af sprossen.

Den anden ende af sprossen til orangeri fastskrues 7

Den anden ende af sprossen (M) er nogle steder sværere at gøre fast, da der i forvejen er en sprosse på den anden side af stolpen. Her bruger vores tømrer skråskruer eller -søm.

Tagremme til gavlene fastgøres på stolperne i orangeri 8

Tagremmene (E) til gavlene gøres fast oven på stolperne (D) i hjørnerne. De ligger altså et lag højere end tagremmen (J) i siderne. De trækkes 45 mm ind fra kanten af hjørnestolperne.

Korte bundremme bygges op i gavlene i orangeri 9

I gavlene bygges de korte bundremme op på samme vis som i siderne. Først murpap (L), som også føres op ad de lodrette sider, så trykimprægneret træ (A) og høvlet træ (G).

Stolper og sprosser bygges i orangeri 10

Stolper (H) og sprosser (M) bygges op i gavlene helt som i siderne. Bemærk den vandrette rille i den øverste bundrem (G). I den sættes alusålbænken (U), der gøres fast med skruer.

03
Glasset sættes i falsen med kit 4 Trin

De mange ruder skæres til - med mindre du har fået dem færdige og måske tilpasset skelettet, så der er nogle millimeter at give af. Inden vi kan sætte dem i, skal vi have en fals i bundremmen (G) og topremmen (J). Den laver vi med en smal liste (T), som stiftes fast i flugt med falsen i stolperne (H) og brættet (P) på hjørnestolperne.

Derefter sætter vi glassene i med en moderne udgave af kit, som er en mellemting mellem traditionel linoliekit og moderne polymerkit. Køber du den i patroner til fugepistolen, går det - med en smule øvelse - nemt og hurtigt at sætte ruderne i.

Der lægges en strimmel kit i falsen på orangeri 1

Først lægger vi en strimmel kit i falsen.

Rude i orangeri trykkes fast i kit 2

Derefter trykkes ruden fast i strimlen, og den fastholdes med korte stifter fra en stiftpistol.

Kit påføres i hele kanten af ruden i orangeri 3

Rundt i hele kanten trykker vi en fed pølse kit ud.

Kitten glattes ud med en finger i ruden i orangeri 4

Kitten glatter vi med fingeren, som vi har dyppet i sæbevand. Vi fik øvelsen, længe før vi nåede til glas nummer 110.

04
Tag af træ og glas 10 Trin

Orangeriets tag bygges som væggene op som et træskelet, der bærer ruderne. Sternbrættet på enden af spærene bærer tagfoden og tagrenden.

Umiddelbart minder orangeriets tag om væggene med glas lagt i fals på et træskelet. Sådan kunne tømreren også have bygget, men da han stod med en stak hærdede glas i passende længde, valgte han at lægge glassene oven på skelettet i striber af silikone, hvorefter kanterne bliver dækket ind af aluprofiler. Ved tagfoden fører glasset regnvandet ud på en alutagfod. Den fører det videre ud i en tagrende, der er skruet fast på sternbrættet.

Tagbjælke til orangeri lægges på midterstolper 1

Tagbjælken (B) lægges op på de to midterstolper (F) i hver gavl. Træet er så kraftigt, at du nemt kan rejse tingene og skrue dem sammen, selv om de ikke er stivet af endnu.

Spær lægges op på orangeri 2

Spærene (K) lægges op og mærkes af, så deres ende kan skæres til. De yderste skal sidde uden på midterstolpe (F), tagbjælke (B) og tagrem (E) - derfor trak vi remmen lidt ind.

Spær fastgøres forneden på tagrem i orangeri 3

Spærene (K) gøres forneden fast på tagremmen (J) med vinkelbeslag, efter at de har fået støtte på en kile. Vi lader dem være lidt for lange, så vi kan korte dem af samlet.

Spær skrues fast på tagbjælke med vinkelbeslag i orangeri 4

Foroven gør du spærene (K) fast på tagbjælken (B) med vinkelbeslag eller skråskruer. Tjek undervejs, at spæret ikke skubber tagbjælken ud af kurs.

I enderne sikres ekstra greb på tagbjælken af orangeri 5

I enderne sikrer vi ekstra greb i tagbjælken (B) med et særligt beslag for at hindre, at tag og hus letter i blæst. Sæt evt. en skråstiver (C) mellem bjælke (B) og stolpe (F) for at stive af.

Lægterne skrues fast på spærene i orangeri 6

Lægterne (N) gøres fast på spærene (K), så de ligger 5 mm under deres overside. Som ved sprosserne gøres nogle ender fast gennem spæret, mens du andre steder bruger skråskruer.

Mellem de vandrette lægter fastgøres smalle lister i orangeri 7

Mellem de vandrette lægter (N) gøres smalle lister (T) fast på spærene (K). Som ved lægterne holdes oversiden 5 mm under spærenes overside, så der dannes en fals til glasset.

Forneden skæres spær til orangeri til 8

Forneden skæres spærene (K) til, så de kan bære et lodret sternbræt. På oversiden skæres 10 millimeter af spærene til alutagfoden, så dens overflade ligger i højde med glasfalsen.

Sternbræt skrues på enden af spærene på orangeri 9

Sternbrættet (R) skrues på enden af spærene (K), og tagfoden (V) skrues fast. Uden på sternbrættet sætter tømreren en tagrende (Z) i konsoljern.

Glas lægges op i orangeri 10

Glassene lægges op, efter at vi har lagt silikone i falsen hele vejen rundt. Forneden har vi sat tre skruer med gummimuffe, som hindrer, at de glider ned. Luk af med aluprofiler (X).

05
Brændeovnen kræver et fast tag 3 Trin

Det sidste fag i taget får et tag af krydsfiner med tagpap i stedet for glas, så vi kan føre en stålskorsten op gennem det. Det gør det muligt at fyre op i orangeriet med god samvittighed og tørt brænde, hvis du får lyst til at sidde i orangeriet på en dag med sne.

Det sidste fag i taget får et lag krydsfinér med tagpap 1

Først lukker vi åbningen med en plade vandfast krydsfiner, som dækkes med selvklæbende tagpap.

Der lægges tagshingels på taget af orangeri 2

Oven på tagpappen lægger vi shingels, tagpap i “tunger”.

Der sættes brændeovn ind i orangeri 3

Til sidst stiller vi en brændeovn op i huset og fører en stålskorsten op gennem taget. Stålskorstene kan du købe med inddækninger, foring og det hele i byggemarkedet.

Materialer

Fundament og sokkel

• Fiberdug (a)
• Granitskærver/stabilgrus (b)
• Læggegrus (c)
• Stenmel (evt.) (d)
• Forskallingsbrædder (e)
• Armeringsstål, 8 mm (f)
• Færdigblandet beton (g)
• Lecablokke (h)
• Pudsemørtel, 2-4 mm (j)
• Pudsemørtel, 0-2 mm (k)
• Fliser eller betonsten (m)

Vægge og tag

21 x 120 mm trykimprægneret træ
• Nederste bundrem (A)

45 x 145 mm konstruktionstræ
• Tagbjælke (B)
• Skråstiver (C)

45 x 120 mm konstruktionstræ
• Hjørnestolper (D)
• Tagrem i gavle (E)
• Midterstolpe (F)

45 x 95 mm træ
• Øverste bundrem (G)
• Stolper (H)
• Tagrem i sider (J)
• Tagspær (K)

45 x 70 mm træ
• Vandrette sprosser (M)

45 x 45 mm høvlet træ
• Taglægter (N)

21 x 95 mm høvlet træ
• Bræt (P) på hjørnestolpe
• Sternbræt (R)
• Vindskeder (S)

21 x 33 mm høvlet træ
• Falslister til glas (T)

Aluprofiler
• Sålbænk (U)
• Tagfod (V)
• Sternkapsel (W)
• Dækprofil (X)
• Rygningsprofil (Y)

I øvrigt:
• Murpap (L)
• Tagrende (Z) med konsoljern
• Glas
• Vinkelbeslag m. skruer
• Betonsøm
• Rustfri træskruer
• Stifter i stiftpistol
• Vindueskit i patroner
• Silikone m. antimugmiddel
• Skruer med plastforing
• Tagpap og shingels
• Evt. vinduer m. beslag
• Dobbeltdør med glas
Dørene bestilles på mål, hvis du ikke selv
bygger dem – eller som snedkeren her
vælger at renovere nogle gamle døre.

Tidsforbrug

Det meste af din sommer - hvis du har forberedt dig godt inden.

Pris

15.000-20.000 kroner.

Sværhedsgrad

Hver enkelt led er ret ligetil, men det er et meget stort arbejde, og udfordringen ligger i at overskue byggeriet - og gennemføre det.

Tegning

Orangeriet måler 3 x 5 meter, og det er tilpasset nogle glas, som snedkeren havde i forvejen. Brug det som inspiration og tilpas fx efter de glas, du finder som standard i dit byggemarked.

Lægter (N) og lister (T) lægges 5 mm under oversiden på spærene (K), så der dannes en fals til glasset. Tagfoden (V) er sænket ned i spærene, så glasset leder vandet ud på den. Mellem glassene dækkes af med en dækliste (X), og til sidst lukkes af foroven med en tagryg (V) i aluminium.

3D-model

3D-model: Byg selv orangeri
3D-model

Byg selv orangeri

Orangeri med brændeovn

Åbn 3D-model

3D-model: Sokkel og randfundament i orangeri
3D-model

Pudset sokkel på randfundament

Sokkel og randfundamentet danner en stabil bund for glasfladerne.

Åbn 3D-model

3D-model: Orangeri i træ som skelet
3D-model

Orangeriets skelet

Læg mærke til det forhøjede fundament.

Åbn 3D-model

3D-model: Glas i orangeri sættes i med kit i falsen
3D-model

Glasset sættes i

Glasset er sat i falsene med kit.

Åbn 3D-model

3D-model: Fast tag i orangeri til brændeovnen
3D-model

Brændeovnens tag

Over brændeovnen er der monteret fast tag for at undgå ruderne sprænger.

Åbn 3D-model

Video

TEKNIK: Montering af vinkelbeslag

Vend beslaget rigtigt og giv samlingen optimal styrke

TEKNIK: Skæring af glas

En glasskærer til under 100 kroner klarer opgaven

TIPS: Beskyt ruden under transport

VÆRKTØJ: Sådan bruger du kap-geringssaven

I denne video kan du se, hvordan du indstiller og bruger saven, så du får fuld udnyttelse af den. Kapsaven er genial, når du skal save mange ens, korte snit på tværs af brædder og reglar. Du kan både save lige, vinklede og tiltede snit i bl.a. træ, metal, fibercement og laminat - gennemgående eller i præcis den dybde, du ønsker.

TEKNIK: Lægning af tagshingles

Med shingles i små moduler er det let at lægge tagpap

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Drivhus og orangeri