En tommelfingerregel siger, at du skal gøre din ovn ren minimum hver tredje måned.
Det behøver heldigvis ikke at være så svært, for der er flere gode metoder til nem rengøring af ovnen. For eksempel det gamle husmorråd om, at brun sæbe er den bedste metode til at rengøre ovnen, mens andre sværger til natron.
Til gengæld skal du gå langt udenom salmiakspiritus, da den danske udgave er meget mere koncentreret end i andre lande, hvor anbefalingen stammer fra, og kan derfor ødelægge din ovn, hvis du bruger det til rengøring.
Inden du gør din ovn ren, er det en god idé at tjekke brugermanualen. Her kan du ofte finde en vejledning fra producenten til at gøre din ovn ren. Det kan også være, at din ovn er selvrensende, hvilket gør rengøringen nemmere.
Der findes flere varianter af de selvrensende ovne, for eksempel Pyrolyse, hvor temperaturen når op på 400-500 grader, hvormed madrester og andet snavs bliver brændt til aske, der nemt kan fjernes med en klud efterfølgende.
Her gennemgår vi de 5 nemme metoder til rengøring af ovnen.
1. Rengøring af ovn med citron
Citroner er ikke kun gode til madlavning. De indeholder syre og virker derfor opløsende på for eksempel kalk og fedt.
Der er flere måder at bruge citron til at rengøre ovnen. Prøv for eksempel dette:
- Fyld et ildfast fad med vand og 1-2 skiveskårede citroner.
- Tænd ovnen på max 100 grader.
- Lad fadet med citronvand stå i ovnen i 1-2 timer (Hvis vandet fordamper hurtigt, kan du fylde mere i det ildfaste fad og skrue lidt ned for temperaturen).
- Sluk og skrub ovnen med en blød svamp, mens den stadig er lun. Det er vigtigt, at ovnen ikke er for varm, mens du rengør den, da det kan skade emaljen.
2. Rengøring af ovn med natron
Natron kan bruges til meget andet end bagning. Det er for eksempel et af de mest brugte midler til at gøre ovnen ren.
- Bland vand og natron til tyktflydende masse, der ikke løber. Hæld natron i en skål og tilføj et par skefulde vand indtil massen har samme konsistens, som en halvtynd glasur.
- Smør natron-blandingen på siderne og i bunden af ovnen.
- Lad den side i minimum 1-2 timer og meget gerne natten over.
- Fjern natron-blandingen med en våd klud eller en blød svamp.
- Gentag behandlingen og tilføj eventuelt lidt citronsaft, hvis der stadig er snavs tilbage.
3. Rengøring af ovn med brun sæbe
Der er to metoder til at gøre ovnen ren med tyktflydende brun sæbe.
Den hurtige:
- Smør et tykt lag brun sæbe på siderne og i bunden af ovnen.
- Tænd ovnen på 50-100 grader.
- Sluk ovnen, når sæben begynder at boble.
- Vask den brune sæbe af med en våd klud eller en blød svamp, når ovnen er kølet ned.
Den langsomme:
- Smør et tykt lag brun sæbe på siderne og i bunden af ovnen.
- Dæk laget af brun sæbe med husholdningsfilm.
- Lad det sidde natten over.
- Vask derefter den brune sæbe af med en våd klud eller en blød svamp.
Du kan også bruge brun sæbe på glasset i lågen.
4. Rengøring af ovn med eddike
Eddike er en syre, og kan derfor bruges til at opløse fastbrændte madrester.
- Hæld eddiken på en sprayflaske og sprøjt det på siderne og i bunden af ovnen.
- Tænd ovnen på omkring 50 grader i 20 minutter, og rengør med sæbevand, når den er kølet af.
- Du kan også blande eddiken med natron eller bagepulver, som igen fordeles på siderne og i bunden af ovnen, og derefter fjernes med en våd klud eller en blød svamp.
5. Rengøring af ovn med opvaskemiddel
Grundlæggende er det bedst at rengøre ovnen med så blide remedier som muligt, så du passer på emaljen. Derfor kan varmt vand med helt almindeligt opvaskemiddel være den foretrukne løsning, hvis ovnen skal holde længst muligt.
LÆS OGSÅ: Hvad er sulfo?
Rengøring af glas i ovnlåge
Når du kommer til rengøring af ovnlågen, skal du som det første sørge for, at ovnen er helt afkølet.
Det er en god idé at dække gulvet fx med håndklæder, så der ikke kommer alt for meget snask og snavs på gulvet, når du vasker ovnlågen.
Er der meget fastgroet snavs i ovnlågen, kan du forsøge at løsne det med en glasskraber.
Til at rengøre ovnlågen skal du bruge almindeligt opvaskemiddel, da glaslågen ikke tåler de samme skrappe midler, som den glatte emalje i resten af ovnen.
Skrub og skrab snavset af med en svamp eller en blød børste.
Slutteligt skal du tørre af med en våd klud uden sæbe.
Hvordan tager man en ovnlåge af?
Det bør ikke være nødvendigt at tage ovnlågen af for at rengøre den ordentligt. Men er hængslerne i ovnlågen slidt eller ødelagt af meget skidt og snavs, så ovnen ikke lukker tæt, kan du sagtens udskifte hængslerne i ovnlågen.
Her viser vi dig, hvordan du udskifter hængslerne i ovnlågen.








