Gulvfliser

Fliser på gulvet kan være en både flot og praktisk løsning. Men der er både fordele og ulemper ved at vælge et flisegulv.

Specifikationer, dimensioner og priser

Beskrivelse: Fliser

En gulvflise kan enten være keramisk (støbt) eller af natursten og er typisk kvadratisk eller rektangulær.

Gulvfliser fås i mange varianter, både hvad angår materialer, størrelser og udseende.
De fleste gulvfliser er keramiske, altså støbte fliser, men der findes også et bredt udvalg af naturstensfliser, fx skifer og marmor.

Fliser til gulve fås fra små mosaikstifter på få centimeter på hver led til kæmpefliser, der kan måle helt op til tre meter på den ene led.

Priseksempel

100-1.500 kr. pr. kvm

Eksempler:

  • Keramisk flise (15x15 cm hvid): ca. 110 kr. pr. kvm
  • Poleret granitflise (30x30 cm): ca. 1.450 kr. pr. kvm

Opdateret januar 2025

Priserne herover er eksempler og illustrerer tydeligt de store variationer afhængig af størrelse og materiale.

Hvor bruges: Fliser

Fliser kan lægges i alle rum. Flisegulve er dog mest almindelige i badeværelser og køkkener.

Langt de fleste badeværelsesgulve er belagt med fliser, fordi fliser er rengøringsvenlige og tåler vand. Af samme grund ses fliser ofte i bryggers og entre.

I nogle huse er der flisegulve i alle rum, og det kan også sagtens fungere, særligt hvis man har gulvvarme, så fliserne er lune at gå på. Men keramiske fliser eller fliser af natursten vil altid være hårde at gå og stå på.

Fordele

  • Meget robust og slidstærkt
  • Rengøringsvenligt
  • Fås i et utal af farver og mønstre

Ulemper

  • Meget hårdt at gå og stå på
  • Hård overflade, der kaster lyden tilbage i et rum
  • Naturstensfliser er ofte sarte overfor visse rengøringsmidler

Styrke

Meget høj

Alle fliser har en hård overflade, og langt de fleste fliser kan tåle stort slid.

Naturstensfliser kan dog være sarte over for ætsende rengøringsmidler. Det er en udfordring, hvis man skal fjerne kalk fra flisernes overflade.

Holdbarhed

30-100 år

Fliser er meget slidstærke og vil i de fleste rum kunne holde, indtil du selv vælger at skifte dem ud. Mørtelfugen mellem fliserne er den mest sårbare del af et flisegulv, og det er mere sandsynligt, at det er fugen, der ender med at give op (bliver meget snavset eller knækker) efter nogle årtier.

Vedligeholdelse

Kræver kun almindelig rengøring.

Keramiske fliser kan rengøres med allround-rengøringsmiddel. Natursten skal vaskes med særlige rengøringsmidler, og nogle typer natursten kræver desuden imprægnering.

Dimensioner

  • Tykkelse: 6 - 20 mm
  • Bredde: 2,5 - 160 cm
  • Længde: 2,5 - 320 cm

Naturstensfliser er ofte en del tykkere end keramiske fliser.

Se alternativer til gulvfliser

Vi har samlet byggematerialer i grupper. Her kan du sammenligne flere lignende materialer i et overskueligt skema og få inspiration til og overblik over dine muligheder.

Du kan blandt andet se priser, fordele og ulemper på tværs, så du kan vælge det materiale, der passer bedst til dit projekt.

Princip

Gulvfliser lægges i rækker med gennemgående fuger. Det er pænest at undgå fliserækker, der er mindre end en halv flise i bredden. Derfor skal du altid måle grundigt op (husk at regne fugernes bredde med) og allerhelst lave en prøveoplægning, inden fliserne klæbes fast.

Montering

Starter du ved en skæv væg, vil du få et skævt resultat. Derfor kan det være en god idé at dele større rum op med lægter, der ligger vinkelret på hinanden. På denne måde kan du styre, hvor eventuelt skævt tilskårne fliser ender.

Ret lægterne ind, så du ikke skal skære små strimler flise til langs væggene, men altid har minimum en halv flisebredde som det smalleste. Det bliver langt det pæneste.

Når fliserne skal klæbes fast, så skal der kun fliseklæber på et lille stykke (fx to rækker) ad gangen. Ellers vil klæberen nemt tørre, inden du er klar med fliserne. For at sikre en ensartet fuge er det vigtigt at bruge flisekryds eller afstandsbrikker.

Husk jævnligt at kontrollere, at fliserne ligger plant i forhold til hinanden. Hvis fliseklæberen er rettet til med en tandspartel, kan du presse en for høj flise lidt ned.

Når fliseklæberen er tør efter et lille døgns tid (ved stuetemperatur), kan du fuge fliserne. Den opblandede fuge trækkes diagonalt på fugerne, så de fyldes op.

Når alle fuger er fyldt, er det tid til at vaske overskydende fugemasse af med et skumbræt, der ofte skylles i vand og trykkes, så det blot er fugtigt. Kør igen diagonalt på fugerne.

Efter en time eller to er fugen hård nok til, at du kan fjerne det fugeslør, der vil ligge på fliserne efter arbejdet med den fugtige svamp. Det er VIGTIGT, at du fjerner fugesløret nu med en tør klud. Ellers sætter det sig fast, og så bliver det meget svært at fjerne.

Varianter

Langt de fleste fliser på markedet er keramiske fliser. De fås i alle tænkelige farver og mønstre og også som efterligninger af naturstensfliser, fx med “marmorlook”.

Marmor: Marmorfliser hører til i kategorien af naturstensfliser og fås i mange nuancer. Meget hårde og robuste, men også sarte overfor rengøringsmidler, der ikke er PH-neutrale.

Travertin: Rustik naturstensflise med en lidt “åben” overflade, der kræver imprægnering. Sart over for rengøringsmidler, der ikke er PH-neutrale.

Granit: Slidstærk og meget hård naturstensflise, der tåler almindelige rengøringsmidler, og som er næsten umulig at ridse. Til gengæld er prisen høj.

Redaktionen anbefaler

Redaktionens anbefalinger til dig, der skal lægge gulvfliser.

FAQ