Microcement

Microcement (eller microbeton) er en fællesbetegnelse for spartelprodukter til gulve og vægge, der giver overfladen et beton-agtigt look. Der er dog store forskelle på produkterne.

Specifikationer, dimensioner og priser

Beskrivelse: Microcement

Microcement (eller microbeton) er spartelprodukter, der kan danne en synlig, rå overflade på gulve og vægge.

Microcement, microbeton, basebeton, silkebeton, Conteco. Navnene er mange, og der er små forskelle, men i bund og grund er de alle spartelmasser, der påføres vægge og gulve i et tyndt lag. De er indfarvede og skal have en beskyttende overfladebehandling, så de fremstår som beton eller i nogle tilfælde snarere lerklinede vægge.

Det kræver lidt øvelse, men det er ikke svært at påføre dem selv.

Priseksempel

Cirka 250 kr. pr. kvm

Opdateret januar 2025

Priserne varierer, men systemet med primer, beton og overflade-sealer ender sammenlagt i store træk på dette niveau.

Hvor bruges: Microcement

Microcement bruges som den endelige overflade på vægge og gulve. Det ses ofte i badeværelser og køkkener.

Hvis du vil have en lidt rå væg eller et lidt råt gulv, er microbeton/microcement en oplagt løsning. Med sit særlige farvespil er overfladen blevet populær de seneste år, og produkterne er som regel forholdsvis nemme selv at lægge.

Enkelte produkter er vådrumsgodkendte og kan altså bruges på badeværelser og i brusenicher. Andre kræver, at du forinden har lagt vådrumsmembran og fliser på.

Fordele

  • Kan som regel lægges i tynde lag
  • Er farvet (skal ikke males)
  • Enkelte produkter er vådrumsgodkendt

Ulemper

  • Påføring kræver lidt håndelag
  • Nogle produkter kræver min. 2-3 mm tykkelse

Styrke

Høj

Overfladen bliver meget beton-agtig og dermed ganske stærk. Nogle produkter tåler dog ikke at ligge på et fleksibelt underlag. De knækker nemt. Så vær særlig opmærksom på dette, hvis du ikke har et helt fast underlag, fx fliser eller beton.

Holdbarhed

20-40 år

Microbeton/microcement danner en stenhård overflade, der ikke sådan lige bliver slidt. I vådrum kan vandpåvirkning og kalk dog slide lidt mere på udseendet.

Vedligeholdelse

Den imprægnerede overflade tåler vask med vand og sæbe.

Dimensioner

  • Sælges ofte som sæt med fx 2,5 eller 5 kilo cement + primer og coating.

Se alternativer til microcement

Vi har samlet byggematerialer i grupper. Her kan du sammenligne flere lignende materialer i et overskueligt skema og få inspiration til og overblik over dine muligheder.

Du kan blandt andet se priser, fordele og ulemper på tværs, så du kan vælge det materiale, der passer bedst til dit projekt.

Microcement er med i disse grupper:

Princip

Microcementen lægges om et tyndt lag uden på selve væggen eller oven på selve gulvet.

Montering på gulve

Delene skal blandes godt. Når det gælder rækkefølge og metode, kan det variere fra produkt til produkt, så det er vigtigt at følge producentens anvisninger nøje.

En pensel kan være en god hjælp til alle de steder, hvor det kan være svært at styre den flydende masse med et stålbræt, fx når du er tæt på paneler og lignende.

Blandingen fordeles ud over gulvet med et glittebræt i stål. Her bestemmer du, hvor jævnt eller ujævnt, du ønsker laget. Du har mulighed for at lave spil i overfladen.

Proceduren kan være forskellig fra produkt til produkt, men der skal altid sluttes af med en overfladebehandling (sealer), der forsegler gulv- eller vægfladen.

Montering på vægge

Delene skal blandes godt. Når det gælder rækkefølge og metode, kan det variere fra produkt til produkt, så det er vigtigt at følge producentens anvisninger nøje.

Den opblandede masse kan pensles på væggen ved at male på kryds og tværs. Den kan også trækkes på med et stålbræt.

Med et stålbræt glatter du ud og danner det “flammende” udseende. Det endelige resulatet ses dog først for alvor, når microbetonen tørrer. Herefter kan der, afhængigt af produktet, være krav om at påføre et farve-imprægneringsmiddel.

Du skal slutte af med en imprægnering (sealer) der gør væggen vand-og fedtafvisende. Det er selvfølgelig særligt vigtigt i badeværelset og køkkenet.

Redaktionen anbefaler

Redaktionens anbefalinger til dig, der skal arbejde med microbeton/microcement.

FAQ