Støb dit eget terrazzogulv

Terrazzogulve er for alvor ved at generobre de danske badeværelsesgulve og med god grund! De giver en sammen­ hængende overflade, de vækker minder, og så er de bare flotte! Vi viser, hvordan du blander, støber og sliber dig til et hypermoderne gulv med en overbevisende finish.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
5 dage.
Pris
800 kroner pr. m2.

Intro

Terrazzo stammer fra Italien og trækker tråde helt tilbage til 1800-tallet. I Danmark begyndte man at anvende terrazzo i 1930’erne, og særligt som badeværelsesgulv blev materialet populært - og det er det stadigvæk!

Terrazzogulvets endelige udtryk afhænger af blandingsforholdet mellem sorte og hvide skærver. Vi laver et klassisk terrazzogulv med lige dele sorte og hvide skærver, men farven kan naturligvis justeres. Når du har fundet det rette blandingsforhold, skal hulkelen støbes meter for meter, så den kan “flyde sammen” med selve terrazzogulvet, som støbes i forlængelse heraf.

Slibning af terrazzogulv

Når terrazzogulvet er støbt, og det har tørret i 24 timer, starter slibearbejdet. Det støver, og det er hårdt, men det er her, gulvet begynder at tage form. Når du har slebet, skal du spartle de små huller i gulvets overflade, og herefter skal du slibe igen. Du kan i princippet slibe, spartle og polere, lige indtil du er tilfreds med resultatet. Men husk: jo finere korn, jo glattere gulv.

Vedligeholdelse af terrazzogulv

Det er ikke svært at holde et terrazzogulv. Med den rette pleje kan et terrazzogulv holde resten af livet.

I almindelighed må du ikke vaske et terrazzogulv med sure rengøringsmidler. Brug derimod et almindeligt gulvplejemiddel til den daglige pleje.

Tykke kalklag kan fjernes manuelt. Som en sidste udvej, kan du også fjerne de mest genstridige kalksamlinger ved, at forsigtigt påføre et afkalkningsmiddel som fx Kalcinol. Skyl med det samme, med rigeligt vand.

Vejledning

01
Armeringsvæv og vådrumsmembran 3 Trin

Vi udstyrer alle kanter, samlinger samt væg- og gulvgennemføringer med vådrumsmembran og armeringsvæv. Ved at påføre et tykt lag vådrumsmembran med en pensel har vi noget at trykke armeringsvævet fast i, inden vi forsegler vævet med endnu et lag vådrumsmembran.

Herefter giver vi gulvet betonprimer, så terrazzoen får de bedste betingelser for at hæfte på underlaget.

Terrazzogulv: Støb dit eget terrazzogulv 1

Mal overgangen mellem gulv og væg med vådrumsmembran, og tryk armeringsvævet godt fast, og giv det så et lag mere. Vi påfører ikke vådrumsmembran på den store gulvflade, da et terrazzogulv anses for at være et vandtæt lag, og da membranen vil hæmme vedhæftningen mellem terrazzo og betonunderlaget.

Terrazzogulv: Støb dit eget terrazzogulv 2

Mal også samlingerne mellem væggene samt gulv- og væggennemføringerne med vådrumsmembran, og tryk herefter armeringsvævet fast, og giv det endnu et lag.

Terrazzogulv: Støb dit eget terrazzogulv 3

Mal betongulvet med betonprimer. Primeren sikrer en god vedhæftning mellem betonen og terrazzoen. Køber du en dunk på 2,5 liter, har du rigeligt.

02
Blanding og støbning 5 Trin

Vi starter med at blande to spande med terrazzo: en forholdsvis klæg masse til gulvet og en mere fast masse til hulkelen, da det letter arbejdet med at forme selve rundingen.

Herefter monterer vi et bræt på væggen, som kommer til at udgøre toppen af hulkelen, inden vi fordeler resten af terrazzoen på gulvet og dækker det godt af med plastik.

Terrazzogulv: Støb dit eget terrazzogulv 1

Skru en 20 mm tyk træliste fast på væggene 10-15 cm over gulvhøjden. Undersiden af listen skal agere overkant for terrazzogulvets hulkel. Skru dernæst en 25 mm tyk liste på gulvet ca. 15 cm fra væggen.

Terrazzogulv: Støb dit eget terrazzogulv 2

Hæld sorte og hvide skærver samt bindemiddel i hver sin spand. Hæld lidt vand i bunden af en tom spand, og tilsæt herefter skærver, bindemiddel og mere vand, indtil du opnår det ønskede blandingsforhold.

Terrazzogulv: Støb dit eget terrazzogulv 3

Tryk den klæbrige masse til hulkelen op mod trælisten, og giv det 10 minutter til at “sætte sig”. Form herefter hulkelen, så den får en blød runding. Du kan godt bruge en murske, men det er nemmere med en såkaldt hulkelprofilspartel.

Terrazzogulv: Støb dit eget terrazzogulv 4

Støb nu, hvad der svarer til cirka 1 m² gulv, tryk det godt sammen med hulkelen, og fortsæt hele vejen rundt. Terrazzogulvet skal have en tykkelse på 25 mm, hvoraf de 5 mm slibes af senere. Laver man gulvet tyndere, øges risikoen for revner og vandgennemtrængning.

Terrazzogulv: Støb dit eget terrazzogulv 5

Dæk gulvet til med plastik, og lad det hærde i 24 timer. Lader du det hærde i længere tid, risikerer du, at det bliver meget hårdt at slibe i.

03
Slibning, spartling og polering 4 Trin

Grovslibningen er den hårdeste og mest støvende del af arbejdsprocessen, men hvis du har fulgt de foregående trin grundigt og lagt et jævnt lag terrazzo uden for mange ujævnheder, kan du spare dig selv for en del slibearbejde.

Når gulvet fremstår jævnt, spartler vi de små huller og sliber endnu en gang. Herefter spartler vi endnu en gang, inden vi finsliber og polerer gulvet. Maske, høreværn og støvsuger er selvfølgelig obligatorisk.

Terrazzogulv slibning 1

Montér en diamantslibekop og en støvskærm på en vinkelsliber, og grovslib gulvet. Ved at forbinde anordningen til en arbejdsstøvsuger slipper du for det værste støv.

Slibning af terrazzogulv 2

Slib hulkelen ved skiftevis at bruge en ligesliber og en vinkelsliber med en såkaldt turtle pad, som er en fleksibel slibeskive til beton, der kan forme sig efter hulkelen.

Slibning af terrazzogulv 3

Efter grovslibningen skal gulvet spartles med en tynd blanding af bindemiddel og vand for at lukke de små huller i overfladen. Herefter slibes gulvet med en diamantskive med korn 50, hvorefter de sidste huller kan spartles. Til sidst poleres gulvet med en diamantskive med korn 100.

Terrazzogulv badeværelse 4

Du kan i princippet blive ved med at slibe og spartle, til du er tilfreds med resultatet. Polerer du gulvet med en skive, der er finere end korn 100, risikerer du dog at få et meget glat gulv.

Materialer

  • Skærver: Nero Ebano 6-9 mm Bianco Carrara 6-9 mm
  • Hvidt bindemiddel

Specialværktøj

  • Røreværk
  • Hulkelprofilspartel
  • Ligesliber
  • Vinkelsliber med justerbar hastighed

Tidsforbrug

4-5 dage.

Terrazzogulv pris pr. m2

Cirka 800 kroner pr. m2.

Sværhedsgrad

Hulkelen kræver det rette håndelag, og slibearbejdet er hårdt. Men selve processen er ret enkel.

Tegning

Video

Vådrumsmembran ved rør

Med specialkraver bliver det helt tæt

Video

Sådan bruger du vinkelsliberen

I videoen her kan du se, hvad vinkelsliberen kan, og hvordan du bruger den. Sliberen giver dig masser af power, når du skal skære i jern, beton og sten. Og med den rigtige skæreskive kan du skære præcise snit i alt fra aluminium og plast til hårdtbrændte klinker. Du lærer også alt om indstillinger og beskyttelsesudstyr, så du kan arbejde sikkert.

Video

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.