Specifikationer, dimensioner og priser
Beskrivelse: Parket
Parketgulve kan enten bestå af massive brædder eller af lamelplanker, hvor det synlige lag kun er 3-5 mm tykt.
Parketgulve bestod tidligere typisk af hele brædder, der blev sat sammen med fer og not. Gulvet var massivt og kunne slibes igen og igen.
I dag er de mest almindelige parketgulve lamelparket, der er sammensat af tre lag træ, hvoraf det øverste lag kun er 3-5 mm tykt. Det gør gulvet billigere, men det gør det også svært at slibe det ned mere end få par gange i gulvets levetid. Samles for det meste som klikgulv, men der findes også lamelparket, der samles med fer og not.
Priseksempel
300-600 kr. pr. kvm
Eksempler:
- 20,7 x 220 cm (2,5 mm slidlag): 325 kr. pr. kvm
- 18 x 220 cm (4 mm slidlag): 550 kr. pr. kvm
Opdateret januar 2025
Priserne varierer fra 300 til 600 kr. pr. kvm, og ovenstående er bare eksempler. Vær særligt opmærksom på tykkelsen af slidlaget, som giver mulighed for at slibe gulvet flere gange.
Hvor bruges: Parket
Parketgulv kan lægges i alle rum (undtagen vådrum). Men pga. den begrænsede slidstyrke, er den mest oplagt i stuer og værelser.
Den ægte træoverflade (de øverste få millimeter af gulvet er træ) er behagelig at gå på og passer godt til opholdsrum. Til gengæld er den ikke lige så slidstærk som laminat, eller lige så oplagt at slibe gentagne gange som massive planker. Så i entré, køkken og bryggers findes der stærkere alternativer.
Fordele
- Blødt at gå på
- Ægte træoverflade
- Kan slibes
Ulemper
- Skal plejes
- Træoverfladen er mere sårbar end fx laminat
Styrke
Middel
Træets styrke afhænger af træsorten. Parketgulve er typisk produceret med et slidlag af en hård træsort, fx eg eller ask. Så her adskiller styrken sig ikke fra andre trægulve, fx plankegulve.
I forhold til det kunstige laminatgulv er parketgulvet generelt mindre slidstærkt.
Holdbarhed
20-50 år
Holdbarheden afhænger både af slidlagets tykkelse (hvor mange gange kan det slibes, inden det er slidt igennem), og af hvor meget trafik, der er på gulvet.
Et tyndt gulv i et soveværelse kan holde i mange år, men i en entré eller i et bryggers skal gulvet med stor sandsynlighed slibes med nogle års mellemrum, så her bør slidlaget være tykkere.
Vedligeholdelse
Skal enten olieres eller lakeres for at kunne holde. Hvis det er olieret, skal det have jævnlig pleje.
Dimensioner
- Tykkelse: 8-14 mm (slidlag 2-5 mm)
- Bredde: 18, 18,2 og 20,7 cm
- Længde: 219 og 220 cm
Som det ses varierer længde- og breddemål på lamelparketbrædder en smule fra producent til producent. Når det gælder tykkelsen, er der flere forskellige valgmuligheder.
Se alternativer til parketgulv
Princip
Montering
Det er lettest at lægge lamelparket som klikgulv. Sørg for, at gulvet holder én centimeters afstand til alle vægge. Brug gerne afstandsklodser.
Brædderne skæres til med en stiksav eller en dyksav. Skal brædderne afkortes, kan en kapsav også bruges.
Her fuldlimer vi dem til gulvet. Det dæmper trinstøjen, men er lidt mere besværligt at lægge. Vil du lægge gulvet løst (svømmende) undlader du blot limen og sørger for at holde ca. 1 cm luft ind til alle vægge, så gulvet kan arbejde. Det er den mest almindelige måde at lægge gulv på.
Varianter
Redaktionen anbefaler
Redaktionens anbefalinger til dig, der skal lægge parketgulv.