Giv bordet sort olie

Få en smuk og slidstærk overflade på dit gamle køkkenbord med en indfarvet rustikolie. Den er meget let at arbejde med, og så er overfladen nem at vedligeholde, når den bliver slidt. Se her, hvad du skal gøre.

Mørke bordplader af massivt træ er populære, men voldsomt dyre. Heldigvis er det muligt at indfarve pladen selv, så du sparer udgiften til en af de dyre mørke træsorter.

Den massive køkkenbordsplade har hårde betingelser. Den udsættes for kontakt med madvarer og køkkengrej samt jævnlig aftørring med fugtige klude. Det kræver en overfladebehandling, der ikke blot lægger sig som en hinde ovenpå, men trænger ned i træet.

Uanset om du køber en ny stavlimet bøgetræsbordplade og indfarver den, eller du vælger at slibe dit gamle køkkenbord ned og give det farve, så er indfarv-ningsteknikken den samme, som du ser her på siden. Vi bruger indfarvet rustik-olie, som vi masserer godt ned i træet i flere omgange. Herved opnår vi en dyb farvevirkning og en oliemættet overflade, som holder alle former for væde væk fra træet. Slutresultatet er en silkemat overflade med masser af farvespil, da træet opsuger farven forskelligt. Junckers Rustik Bordpladeolie fås bl.a. i hvid, sort, grå, mahogni og kirsebær.

LÆS OGSÅ: Et lag olie til bordpladen er den bedste og nemmeste behandling

Rengøring og afslibning

Bland “trærens” med vand i forholdet 1:10. Selv hvis bordpladen er ny, vil trærens fjerne urenheder og åbne træets porer, så olien modtages optimalt. Lad trærensemidlet gøre sin virkning en halv times tid.

Vask trærensemidlet grundigt af i flere hold rent vand. Herefter skal bordpladen tørre helt inden videre behandling. Regn med et døgn ved 20 ˚C.

Slib overfladen glat med slibepapir korn 180, fordi træf brene har rejst sig og føles ru. Det kan gøres i hånden med slibepapir eller med excentersliber. Fjern alt slibestøv med kost eller med støvsuger.

Først to lag olie

Første og anden påføring foretages vådt i vådt. Olien fordeles med en bred pensel eller korthåret malerrulle i et jævnt, men rigeligt, lag. Lad der gå en halv times tid mellem de to påføringer.

Efter første lag olie ses matte pletter i de mest sugende områder. Næste lag olie stryges overalt på bordpladen, men med ekstra olie i de matte områder, hvor første lag er helt opsuget.

Masser den våde olie ind i træet med en skuresvamp eller en slibesvamp umiddelbart efter hver påføring. Gnub hårdt i træets længderetning, og følg årerne.

Lad bordpladen suge olien i en halv times tid efter anden påføring. Stærkt sugende stave kan påføres mere olie i løse strøg inden for den halve time.

Tør bordpladen af med en fnugfri bom-uldsklud. Efter aftørring må der ikke stå våd olie tilbage, da den hærder op som blanke pletter. Nu skal bordpladen tørre i et døgn, hvorefter behandlingen kan fortsættes.

Efter de to første lag olie er der tydelig forskel på sugende og ikke sugende områder med meget farvespil. Hvis farvedybden er o.k., kan du afslutte med en eller to gange neutral køkkenbordsolie.

Ekstra sort med yderligere to lag olie

Skal farven være sortere, kan du fortsætte efter den nævnte tørretid på et døgn. Metoden er helt den samme som ved de to første påføringer. Vådt i vådt og en halv times tørretid imellem påføringerne.

Imellem de to påføringer masseres den våde olie ekstra godt ind i træet med skuresvampen eller en slibesvamp. Husk stadig at følge træets årer.

Tør al overskydende olie væk med fnugfri klude efter en halv times tørring. VIGTIGT! Olieklude kan selvantænde. De skal opbevares i en tæt metalbeholder og af everes til genbrug eller brændes.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Maler