Slib og rens bordpladen
Slib bordpladen. Brug en excentersli-ber eller en slibeklods, aldrig en rystepudser, som laver spor i træpladen. Rundede hjørner skal slibes med håndkraft.
Fjern slibestøvet. Fej med en blød kost, og støvsug så. Inden du olierer, bør du også støvsuge resten af rummet, så støvet ikke sætter sig i olien.
Fordel olien på bordet
Start med bagsiden. Smør et tykt lag olie på med en pensel. Lad det sidde et kvarters tid, og smør så et lidt tyndere lag på. Tør olien af, når den har trukket ca. en time, vend pladen, og læg den på bukke eller lister.
Stryg straks olie på forsiden. Det skal ske inden for en times tid efter oliering af bagsiden. Kom rigeligt med olie på penslen, påfør det, og lad olien trænge ind. Gentag behandlingen, og fortsæt med det samme.
Fordel olien. Olien arbejdes ind i bordpladen, imens den fordeles. Det går bedst med en grov nylonsvamp med greb. Skrub grundigt i åreretningen på hele pladen.
Fjern overskydende olie, når skrubning og fordeling af olien har givet pladen en ensartet, smuk overflade. Tør med en blød bomuldsklud. Form kluden til en bold, og poler pladen med god kraft i åreretningen.
Hold pladen ved lige fremover. Nu er bordpladen klar til montering eller brug. Overfladen vil føles lidt fedtet i nogen tid, og den er bedst beskyttet, når olien er tør. Poler med lidt olie et par gange årligt.