Mal træet SÅ DET HOLDER

Med den rette viden, de rigtige materialer og lidt tålmodighed kan du male dit udendørs træværk, så du først skal male igen om mange år – og så træet kan holde nærmest evigt.

Man føler sig fjollet, når man maler sit hus med ingenting. Især hvis ens nabo kommer forbi. Men hold ud: Din indsats med den usynlige grundingsolie bliver belønnet. Arbejdet vil gå hurtigere, og dit træ vil stå friskt i mange år.

Når du maler træ ude, betaler det sig at gøre tingene rigtigt, fordi det ikke kun handler om at gøre arbejdet nemt og sikre et pænt resultat ved første øjekast. Dit malearbejde er afgørende for, hvor længe malingen holder - og hvor længe træet holder.

For træet er omgivet af fjender. Solens uv-stråler svækker træets fibre. Svampe og insekter står på spring for at æde veddet, bare det er en smule fugtigt. Og er træet vådt, står frosten klar til at flå fibrene fra hinanden.

Alt det skal malingen hjælpe træet til at overleve. Så husk grundingsolien - og de andre gode råd her. Det betaler sig.

LÆS OGSÅ: Derfor skal du eje en fugtighedsmåler

Klik på linket og kom direkte til afsnittet længere nede i artiklen.

1. Vask væggen med stærke vaskemidler

Før du maler, skal du vaske træværket grundigt for at give malingen et godt fæste. Det gælder i første omgang om at fjerne snavs, salt og fedtstoffer, så som minimum skal du bruge et kraftigt rensemiddel som grundrens. For at få en optimal vedhæftning kan du bruge krasse midler som facaderens, der gør overfladen mat. Både grundrens og facaderens er for hårde ved malingen til almindelig rengøring; dem må du kun bruge som forberedelse til ny maling.

Rengøringsmidlet opløses i vand og sprøjtes eller skrubbes ud over overfladen. Arbejd nedefra og op for at undgå striber. Efter nogle minutter spuler du midlet af, først nedefra og op, så ovenfra og ned.

En vandslange med forsats er ideel. En højtryksrenser er lidt for hidsig, især på lodret beklædning, og kan ligefrem rive træet op. Og så vil der også gå længere tid, før træet er tørt nok til at blive malet.

2. Skrab og slib løs maling af

Gå over træet for at fjerne løs og afskallet maling. Syd- og vestvæggen, som har været ekstra udsat for solens varme stråler, er som regel mest slidt.

Den løse maling skrabes og børstes af med spartel og stålbørste, og bagefter slibes fladen jævn med klods eller slibemaskine. Når du alligevel har fat i slibepapiret, er det en god idé at runde skarpe kanter, så malingen kan få ordentligt fat hele vejen rundt.

Sidder den gamle maling godt fast, behøver du hverken at skrabe, børste eller slibe, bare du har vasket den med et rensemiddel, der efterlader overfladen ren og mat.

3. Træet skal være tørt

Du kan til nød male træ, der har en fugtprocent på 18, men skal du være sikker på et godt resultat, bør den højst være 15 procent. Vel at mærke hvor træet er fugtigst, fx ved endetræ nær jorden. Er træ fugtigere end det, kan det give skjolder i den færdige maling og få den til at falde helt af.

4. Fjern alle generende forhindringer

Glem alt om at male pænt og præcist uden om lamper, hængsler, tagrender og ringeklokker. Udendørs maling er ikke præcisionsarbejde, og det bliver aldrig pænt. Det er meget lettere og hurtigere at fjerne så mange løsdele som muligt, selv tagrender og nedløbsrør. Så går malearbejdet langt hurtigere, og tingene er hurtigt oppe igen og står så rene og pletfrie.

5. Giv malingen en kur imod begroninger

Selvom grundingsolie og maling indeholder mug- og algemidler, bør du på udsatte steder gøre livet ekstra svært for alger. Det gør du ved at sprøjte et middel mod begroninger på den rene flade, lade det tørre - og blive siddende, når du giver træet grundingsolie. Det bremser nye angreb og hindrer gamle angreb i at bryde frem.

6. Spar ikke på dine pensler

Godt værktøj hjælper dig til at komme til overalt, fordele malingen optimalt og arbejde hurtigt. Det vigtigste er en god, bred pensel, der kan rumme meget maling, til de store flader, og en mindre, langskaftet pensel, der kan komme ind overalt. De skal holde på malingen - og hårene, så de ikke ender på væggen. Er penslen også vinklet, når den bedre rundt om kanter og hjørner.

7. Spring aldrig grundingsolien over

Grundingsolie trænger dybt ind i træet og beskytter det mod fugt og angreb helt ind i porerne. Derfor giver du nyt træ grundingsolie. Også tidligere malede flader har godt af en grundingsolie med midler mod mug og alger, hvis overfladen er slidt ned og tørret ud, så den suger vand.

Hvor den gamle maling er i god form, kan olien lægge sig som en hinde og svække vedhæftningen; ligger der blank olie på fladen efter et par minutter, tørres den af. Og giv rigeligt med olie ved alt endetræ.

8. Dæk grundigt af, malingen drypper altid

Det er dumt at satse på, at du kan male uden at dryppe og ramme ved siden af. Det betaler sig altid at have dækket vinduer, døre og andet, som ikke skal males, af. Dæk af med god lysægte malertape, og læg plastfolie over flader som vinduer og døre. Forneden dækker du af med afdækningsfilt, som på oversiden suger dryp af maling til sig og på undersiden lukker af med plast.

9. Fyld huller

Efter nogle år vil træ ofte have fået små og store huller, som det betaler sig at fylde ud, inden du maler.

Hullerne efter forsvundne knaster og tidligere skruer og søm vil ikke bare udgøre et svagt punkt, der kan trække vand ind, de er også irriterende, når du maler, fordi den våde maling samler sig i hullerne og så løber ud i tykke striber, når du vender ryggen til.

10. Giv knaster og pletter fra harpiks et godt lag grundmaling

Når knaster sveder harpiks, som trænger ud gennem malingen som mørke pletter, kan du inde spærre for det med knastlak. Det dur ikke ved store udsving i temperatur og fugt. Har dit træværk problemer med knaster og harpiks, dækker du det i stedet med en godt dækkende grundmaling. Når knasterne får olie, grundmaling og to-tre lag slutmaling, vil de normalt holde sig i ro.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Maler