1. Du saver i 2 metermærket!
En klassiker. Du skal måle 212 centimeter ud på listen, sætter et mærke ved enden af tommestokken og lægger så 12 cm til. Men øjeblikket efter skærer du i 2 metermærket.
SÅDAN UNDGÅR DU DET:
Sæt straks en streg tværs over dit 2 metermærke, altså før du måler op til det næste stykke. Hvis det ikke hjælper, så køb dig et målebånd, der kan tage målet i ét stykke.
REDNINGSPLAN:
Køber du lidt ekstra lister, så der er plads til at begå en fejl. Du kan ofte aftale at levere overskydende hele lister tilbage.
2. Klipperen kapper sit kabel!
Bedst som du er i gang med at trimme hækken, bliver der dødsstille, og hækkeklipperen føles som en klodset dødvægt. Du har – endnu engang – skåret den ledning over, du gik og klippede med.
SÅDAN UNDGÅR DU DET:
Der er mange gode råd – lige fra at lægge ledningen op over skulderen til at trække ledningen op gennem et bukseben og ud gennem et ærme. Men den bedste strategi er at klippe systematisk og hele tiden arbejde sig væk fra ledningen, som du trækker efter dig. Bevar koncentrationen. Vend aldrig tilbage til den ene gren, der undgik klipperen første gang, uden at tjekke omhyggeligt, hvor ledningen ligger. Og et godt råd: Brug altid et gult eller rødt kabel, der lyser op i grenene.
REDNINGSPLAN:
Første ting er altid at trække stikket. Tjek så, om der røg en sikring. Har du et reservekabel klar, er du hurtigt i gang igen. Ellers må du bruge fem minutter på at reparere kablet og klippe videre med kortere line.
LÆS OGSÅ: Guide til ledningsskjuler - sådan kan du selv skjule ledninger i hjemmet
3. Du har en dims i overskud!
Den nye fatning er koblet på ledningerne, ledningen er kortet af og sat i lampeudtaget, du er klar til at hænge lampen op … og så ligger den der lille dims, som skulle sidde på ledningen før fatningen, og griner på bordet.
SÅDAN UNDGÅR DU DET:
Læg delene op i rækkefølge, når du skiller tingene ad, og tving dig selv til at arbejde systematisk frem gennem rækken i modsat rækkefølge, når du samler tingene.
REDNINGSPLAN:
Det er meget enkelt. Du skiller tingene ad igen og samler på ny. Det er ingen ulykke. Og denne gang husker du jo det hele.
4. Boret rammer et kabel i væggen!
Du skal bare sætte en hylde op, begynder at bore hullerne til hyldeknægtens skruer, og pludselig ryger al lyset i huset.
SÅDAN UNDGÅR DU DET:
Gå væggen over med en scanner, før du borer. Den afslører de fleste skjulte kabler og rør. Og tænk dig om. Indmurede kabler er meget ofte ført vandret og lodret mellem kontakter og lampesteder.
REDNINGSPLAN:
Træk boret ud, og tjek, om du kan få strøm tilbage i resten af huset, når du har taget sikringen. Derefter får du fat i elektrikeren, for skjulte installationer roder du ikke med på egen hånd.
5. Vinduet er for stort!
Du har fået leveret det nye vindue på mål, præcis som du bestilte dem, men nu kan det ikke presses ind i hullet i muren.
SÅDAN UNDGÅR DU DET:
Du har fortalt fabrikken, hvor stort hullet er – men fabrikken regner med, at du fortalte, hvor stort vinduet skulle være. De kan jo ikke vide hvor bred en fuge, du ønsker om vinduet. Så husk altid, at selv om du måler hullet, skal du selv trække fugen fra og kun opgive karmmålet til fabrikken.
REDNINGSPLAN:
I 19 ud af 20 tilfælde – mindst: Bestil et nyt vindue med de rette mål. Det kan ikke betale sig at gøre hullet større, og du har brug for 10-15 mm luft mm for at kunne sætte vinduet helt lodret og give det tætte fuger.
SE OGSÅ: Det skal du vide om vinduer
6. Det skrå snit vender forkert!
Du har målt listerne rundt om døren op, streget det præcise 45 graders snit op og skåret – og så vender snittet den gale vej.
SÅDAN UNDGÅR DU DET:
Straks du sætter det første mål af, markerer du med en løs streg, hvad vej det skrå snit skal ligge. Så vender du altid delene rigtigt, når du streger op med vinkelmål eller skærer i kapsaven. Skær om muligt det skrå snit først og derpå det lige snit.
REDNINGSPLAN:
Hav altid en ekstra liste eller to i reserve.
7. Delene passer ikke!
Dit nye skab fra Ikea er begyndt at tage form, men nu ser du, at de har lagt en forkert plade i pakken og givet dig fire for lange skruer med.
SÅDAN UNDGÅR DU DET:
Du skal bare følge vejledningen. Sandsynligheden for, at der er pakket forkert, er meget lille. Det er meget mere sandsynligt, at du vender noget forkert.
REDNINGSPLAN:
Skil tingene ad, til du har fundet fejlen, og følg vejledningen præcist, når du gør et nyt forsøg.
8. Vasken falder igennem hullet!
Du har skåret ud til vasken i din nye bordplade, og vasken falder lige igennem hullet. Du stregede ellers helt som foreskrevet op rundt om vasken og tegnede derpå hullet op 10 mm inden for opstregningen
SÅDAN UNDGÅR DU DET:
Du har begået den dyre og klassiske fejl at skære i den første streg. Det undgår du ved at sætte mange tydelige streger tværs over omridset, straks du fjerner vasken. Først derpå streges hullet op.
REDNINGSPLAN:
Her har du virkelig dummet dig. Du må købe en større vask eller en ny bordplade. Og tjek stregen med vasken, før du skærer ...
SE OGSÅ: Sådan sætter du en vask i bordpladen