Havens hyggeligste møbel

I de hyggelige fiskerlejer ved Skånes kyst møder du ofte dette herlige møbel ude i haverne: et lille bord med to siddepladser samlet på en ramme, så du kan løfte det i den ene ende og trille hele den hvidmalede herlighed hen til den plet, hvor lyset og vinden passer bedst til en stille stund i det fri.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
3 dage
Pris
2.400 kroner

Intro

De to sæder er sat lidt skråt ned i rammen, så de er gode at sidde i, især hvis du lægger en hynde i dem, når du kommer ud med bakken med et glas juice eller en kop kaffe.

De er ikke til at finde i Danmark, men så må du jo gøre som os og bygge dem selv. Det er sjovt, og arbejdet bærer belønningen med sig.

LÆS OGSÅ: Byg selv hyndeboks

Vejledning

01
Delene skæres ud 4 Trin

For at få vores møbel til at ligne deres svenske forbilleder mest muligt har vi arbejdet med både trykimprægneret og uimprægneret træ, og de dimensioner, du finder i materialelisten og tegningen på de næste sider, kan du ikke altid finde i din lokale trælast. Så improviserer du - eller får trælasten til at skære listerne ud, som vi gjorde med de tynde lister til sæder, ryg og borde, hvor vi endte med at spare 300 kroner i forhold til de tykkere standardlister, der var alternativet.

Delene skæres ud, slibes og males, inden de samles; så er de bedst beskyttet mod fugt. Nogle snit kan du vente med, til du ser, hvor delene skal sidde.

1

Delene skæres ud og slibes let. Du kan klare alle snit med en fukssvans, men tværsnittene går hurtigt og bliver mere præcise med en kapsav, og stiksaven er effektiv ved indsnit. Savsnittene slibes glatte, evt. efter at være rettet op med en rasp.

2

Langsgående savsnit glatter vi med en skarp høvl - det er hurtigere og bedre end at slibe dem rene. Alle kanter rundes; så bliver de stærkere, og malingen vil også lægge sig bedre på den rundede flade, så den beskytter træet overalt.

3

Vi borer for til skruerne - dem, vi kan overskue, inden vi samler tingene. Især på de mange lister (N) til sæder, rygge og borde er det pænest, at de sidder på linje. Vi samler derfor en borelære (X) med kanter (Y). Den lægges ind over listen (N), før vi borer.

4

Delene grundes og males et par gange, inden de samles. Til at grunde bruger vi en farveløs oliegrunder med midler mod mug og svamp, og den følges op af en dækkende træbeskyttelse. Giv dig tid, så du kun maler en side ad gangen.

02
Byg stellet med hjul 4 Trin

Den bærende ramme og de fire ben spænder vi sammen med tvinger - fire spændetvinger og to tvinger, der kan række fra front til bagside af rammen - inden det hele skrues sammen.

Men først sætter vi hjul på de korte ben til den ene ende. Ofte kan du klare dig med nogle billige hjul, ligesom vi her bruger hjul fra en kasseret plæneklipper.

Hjulene sætter vi på aksler bestående af 12 mm gevindstænger med møtrikker i hver ende, og til navene har vi foret med to rør. Her betaler det sig at være kreativ.

1

De to hjulaksler gøres klar. Det mest enkle er at finde en maskinbolt (X) i rette størrelse, men her skærer vi akslerne ud af 12 mm gevindstænger (Y). Husk at have en møtrik inde på stangen, før den kortes af; den genopretter gevindet, når den skrues af.

2

I de to hjulben (D) bores et 12 mm hul til hjulakslen. For at have mere at sigte efter spænder vi en liste på siden.

TIPS: Vent med at korte benet af i længden, til du har hjulet sat på, så er du sikker på, at det passer med de faste ben (C).

3

Møtrikkerne låses fast med små slag på gevindet, når hjulet er monteret på de malede ben.

4

Ramme (A og B) og ben (C og D) skrues sammen, efter at de er spændt op med tvinger. Gennem de lange sider (A) sættes to franske skruer ind i hvert ben, bor for med 6 mm bor. Kortsiderne (B) fæstes med 40 mm skruer, de boltes senere.

03
Saml de to bænke 3 Trin

De to bænke samles hver for sig, og da vi vil male dem først, er det bedst at få de små indsnit og den skrå bagkant skåret til, længe før vi kan prøve dem af i den færdige ramme. Derfor tegner vi på en plade bænken op set fra siden - så er det helt enkelt at få lagt snittene, så bænken sætter sig lige så nydeligt til rette i den færdige ramme, når det er ved den tid.

Tegningen bruger vi nemlig også, når vi samler sædets sarg og rygstykket, så de er i ret vinkel og passer i rammen.

1

Sargene (E) og rygstykkerne (F) samles med to 40 mm skruer over vores tegning af bænken set fra siden. Mellem rammens langsider (A) er 50 cm, og sæde og ryg er i en ret vinkel indbyrdes. Du afgør selv, hvor skråt bænkene skal stå.

2

Listerne (N) skrues på rygstykke (F) og sarg (E) med 30 mm skruer. Spænd rygstykkerne fast på et bord, så ydersiderne passer til de 60 cm lange lister. Fordel listerne, og skru dem på med én skrue i hver ende. Ret alt i vinkel, før de sidste skruer sættes i.

3

Den forreste liste (N) i sædet får en lodret liste (M) som understøtning. Den skrues fast med en 60 mm lang skrue, der sættes skråt ned i sargen (E). Skruen må være skrå for ikke at sidde i midten, hvor de korte skruer gennem listerne går ned.

04
Gør bænkene fast 2 Trin

De to bænke kan nu gøres fast i rammen i hver sin side, helt ude for enden.

For at bevare grebet længst muligt, også med skiftende klima og de mange belastninger af årenes mange siddende brugere, bolter vi sæderne fast i begge ender. Vi har brug for tre længder af bolte, 100, 80 og 60 mm, fordi de skal nå gennem to, tre eller fire lag brædder på hver 21 eller 25 mm.

Ved hver bolt spændes delene tæt sammen, og vi borer for med et 8 mm bor. Bolten slås ind i hullet, bedst med en gummihammer, så vi ikke ødelægger galvaniseringen, og spændes til på bagsiden med skiver og møtrik.

1

Bænkene sættes ned i rammen, så de kommer til at hvile på de to hak. De spændes fast ud mod rammens ben med spændetvinger, så vi kan bore for til boltene med 8 mm bor, uden at det skrider.

2

Sædet gøres fast med tre bolte. Øverst med en 60 mm bræddebolt, der sættes gennem benet ind i rygstykket. Nederst med en 100 mm bolt gennem ramme, ben, rygstykke og sarg, foran med en 80 mm bolt gennem ben, klods og sarg.

05
Bord og armlæn 5 Trin

1

Bordbenene (G) gøres fast. Bagtil får de foroven en 60 mm bolt gennem ryggen (F), forneden en 80 mm bolt gennem sarg (E) og ryg (F). Foran gøres fast med en fransk skrue gennem rammen (A) og en 80 mm bolt gennem en klods (R) og sargen (E).

2

Den nederste hylde bygges op. Først skrues de to sarge (H) fast på bordbenene (G) med 4 x 40 mm skruer, derefter fordeles listerne (N) jævnt og skrues på sargene (H). De yderste lister skæres til med hak, så de passer rundt om benene.

3

Den øverste bordplade bygges op. De to sarge (J) skrues på benene (G) med 4 x 40 mm skruer. Både i ben og sarge skal der være indsnit til en lodret liste (M), der skrues fast med samme skruer. Til sidst fordeles listerne (N) og skrues fast.

4

Armlænet (K) skrues solidt fast, da det i den ene ende er oplagt at løfte bænken i armlænet. Alle ben (C og D) har vi foroven tilføjet en klods (L), der støtter armlænet. Vi sætter to 5 x 60 mm skruer ned i benet og en 4 x 40 mm skrue ned i klodsen.

5

Når bænken er samlet, spartles skruehovederne over, og hele møblet males en eller to gange.

Materialer

21 x 120 mm høvlet fyr:
• 2 langsider (A) a 185 cm til rammen
• 2 kortsider (B) a 50 cm til rammen

25 x 120 mm høvlet fyr:
• 2 faste ben (C) a 60 cm
• 2 hjulben (D) a 55 cm

21 x 75 mm høvlet fyr (høvlet ned fra 21 x 93 mm terrassebræt):
• 4 sarge (E) til bænkene a 60 cm
• 4 rygstykker (F) a 60 cm til bænkene
• 4 bordben (G) a 35 cm
• 2 sarge (H) a 50 cm til nederste bord
• 2 sarge (J) a 54,2 cm til øverste bord
• 2 armlæn (K) a 60 cm
• 4 støtteklodser (L) a 7 cm til armlæn
• 2 udfyldningsklodser (P) a 7 cm
• 2 udfyldningsklodser (R) a 16 cm

21 x 38 mm høvlet fyr (et 21 x 93 mm terrassebræt delt på langs):
• 4 forkanter (M) a 60 cm

11 x 68 mm høvlet fyr:
• 37 lister (N) a 60 cm til bænke og borde

Desuden:
• 2 hjul, 15 cm i diameter, med aksler – her gevindstænger med skiver og møtrikker
• 4 bræddebolte a 6 x 100 mm
• 6 bræddebolte a 6 x 80 mm
• 4 bræddebolte a 6 x 60 mm
• Skiver til alle bræddebolte
• 10 franske skruer a 8 x 100 mm
• Skruer: 5 x 60, 4 x 40 og 4 x 30 mm
• Hvid maling til udendørs træværk
• Farveløs oliegrunder
Alle skruer og bolte er til udebrug.

Tidsforbrug

2-3 dage plus tørretider

Pris

Cirka 2400 kroner

Sværhedsgrad

Alle samlinger er enkle. Der skæres og bores og skrues meget, men alt føjes blot til det foregående, så tingene ikke kan undgå at passe.

Tegning

Havebænk med bord

Havemøblet med to siddepladser og et bord med ekstra hylde kan se kompliceret ud, men bygger du det i den rigtige rækkefølge, er arbejdet enkelt. Rammen med benene og de to bænke bygges hver for sig, derefter gøres bænkene fast i rammen, og så bygges bordet op ovenpå. På den måde er du ikke i tvivl om, hvor tingene skal placeres, og alle indsnit kan tegnes op på stedet.

Havebænk med bord

Tips & Tricks

SE BYGGEVEJLEDNINGEN: Adirondack-stol med tegning

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Havemøbler