Intro
Vejledning
01
Træet skæres til i 4 længder
4
Trin
Da reglarne har rundede kanter, saver vi de yderste par millimeter af træet for at give det et skarpt, firkantet look. Vi anbefaler, at du bruger en bordrundsav til denne opgave.
Herefter saves det til i de rette længder. Vi bruger fire forskellige længder til denne bænk: ben på 31 og 40 cm og sæde-reglar på 82 og 100 cm.
Kanterne på reglarne er rundede. Vi har trimmet det yderste lag af på bordrundsaven, så vi får helt skarpe linjer. Vi fjerner 5 mm på hver reglar.
De korte (A) ben saves til med kapsaven. Vi saver 8 reglar på 31 cm. De bliver den ene halvdel af bænkens ben. Sav længden til med en kapsav.
De lange ben (B) saves til. 10 reglar skal saves i længden 40 cm. Det er den anden halvdel af bænkens ben.
02
Bænken limes og presses
5
Trin
Vi har skåret delene til, og bænken skal samles. Vi har valgt at lime bænken sammen, da vi på den måde undgår synlige skruer og store beslag, som ville ødelægge det elegante look, vi går efter.
Bænken skal limes efter et særligt system, hvor de lange og de korte stykker reglar kombineres i et flettemønster. Du skal afsætte en del tid til at lade limen tørre.
Kort (B) og lang (C) passes sammen. Smør lim på fladerne på en sædereglar (C) og et langt ben (B). Sæt træet under pres med skruetvinger.
Brug rigeligt med vandfast lim. Vi holder os helt fra skruer og søm, så det er vigtigt, at der er brugt tilstrækkeligt med trælim på alle flader.
Lim sammen med lang sædereglar (D). Smør lim på en lang sædereglar (D), og placér det op ad et langt ben (B) og en kort sæde-reglar (C). Sæt det hele under pres.
Fortsæt i samme stil. Fortsæt med at samle bænken ud fra samme system. Giv limen tid til at tørre, og hold den under hårdt pres.
03
Træet slibes
2
Trin
Når limen er tør, skal bænken slibes helt plan og fin, inden den kan males.
Hvor meget du skal slibe, og hvilket værktøj du skal bruge, afhænger af, hvor ujævn din bænk er. Vi anbefaler at bruge en båndsliber eller alternativt en excentersliber. Start med groft slibepapir, inden du skifter til finere papir.
Slib om muligt uden døre, da det støver en hel del.
Bænken kan slibes med en båndsliber. Pas på, for båndsliberen tager fat! Øv dig på et stykke resttræ, inden du går løs på bænken. Alternativt kan du bruge en excentersliber eller en elhøvl.
04
Bænken males
2
Trin
Inden bænken er helt færdig, skal den males. Det er vigtigt at male den med træbeskyttelse, hvis bænken skal stå, hvor den er udsat for vind og vejr.
Brug en transparent træbeskyttelse, hvis du gerne vil bibeholde det lyse træ. Mal den med en halvtransparent eller heldækkende træbeskyttelse, hvis du vil dække træet helt.
Du kan også male bænken med møbelolie, som vi gør her.
Vi maler bænken med en mørk, halvtransparent olie. Påfør olien eller træbeskyttelsen med pensel eller rulle.
05
Møbelsko beskytter mod fugt
2
Trin
Vi har valgt en variant, som skal skrues i bænken med gevind. Alternativt kan du vælge møbelsko, der bare skal sømmes på træet. Vi borer for.
Materialer
Bænkens mål: 100 x 40 x 40,5 cm.
45 x 95 mm reglar (gran eller trykimprægneret fyrretræ)
• 8 korte ben (A) a 31 cm
• 10 lange ben (B) a 40 cm
• 5 korte sædereglar (C) a 82 cm
• 4 lange sædereglar (D) a 100 cm
Desuden:
• Vandfast trælim
• Træbeskyttelse
• Evt. møbelsko
SPECIALVÆRKTØJ
• Bordrundsav
• Elhøvl
Tidsforbrug
En dags arbejde plus tørretid.
Pris
Ca. 800 kr.
Tegning
Supersimpelt samleprincip
Vores bænk består af træ i fire forskellige længder. Det limes sammen i et bestemt mønster, hvor de lange vandrette reglar sættes sammen med de korte lodrette, og de lange lodrette med de korte vandrette. Og det er sådan set hele systemet. Det simple samleprincip giver en stærk konstruktion, og det betyder også, at skruer og beslag er overflødige. Du får brug for en del lange tvinger, når bænken skal limes.
