Lækker solvogn - byg den på budget

Drømmer du om en solvogn, hvor du kan nyde sommeren? Vi bygger en simpel, men stramt designet solvogn af materialer du kan købe i dit lokale byggemarked.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
16 timer
Pris
700 kroner

Intro

Her kan du se, hvordan du med en håndfuld simple teknikker kan forvandle beskedne byggematerialer til en lækker solvogn, med hjul og fleksibelt ryglæn, som kan indstilles i forskellige positioner.

Vi laver vognen med superlækre skjulte samlinger, som kun kan ses fra indersiden af konstruktionen, ved hjælp af såkaldte pocket-holes – skrå forborede skruehuller, som går ind gennem siden af et stykke træ og ud af endetræet.

Solvognens sæde er lavet med et diskret indbygget hængsel, så en del af det kan vippes op og fungere som ryglæn.

Den bevægelige del kan stilles i forskellige positioner ved hjælp af en specialbygget guideprofil og et par store hængsler.

Solvognen er enkel at bygge, når du først har skåret de en kelte elementer til efter målene på vores materialeliste. Elementerne består af materialer, som kan købes i et almin deligt byggemarked.

LÆS OGSÅ: Byg selv hyndeboks

I den her vejledning får du

  • en materialeliste.
  • tegninger og mål på alle solvognens dele
  • en samlevejledning

Alle materialer kan købes i et almindeligt byggemarked.

Vejledning

01
Sådan samler du solvognen 7 Trin

1

Rammen samles med skjulte skruer

Den første opgave er at samle solvognens bundramme, som består af to sidestykker (A) og fire midterstykker (B). Alle samlingerne er lavet indefra med skruer, som sidder i såkaldte pocket-holes. Det er skrå kanaler i midterstykkerne, der gør det muligt at sætte skruer i fra siden og trække sidestykkerne (A) ind imod midterstykkerne (B).

De fire midterstykker arrangeres mellem sidestykkerne, så der opstår to rum i forskellige størrelser. Det mindste rum er toppen (hovedenden) af solvognen, mens det store udgør midten og bunden.

2

Et pocket-hole jig koster et par hundrede kroner og gør det nemt at bore de skrå huller i midterstykkerne.

3

Sædet og ryglænet samles

Sædet og ryglænet består af 10 rygstykker (C) og 10 sædestykker (D). I den ene ende er stykkerne skåret til, så de kan bevæge sig i forhold til hinanden. Der er boret et Ø 16 mm hul i den tilskårne ende, og alle 20 stykker er samlet over en Ø 16 mm rundstok (F), der fungerer som hængsel mellem sæde og ryglæn.

Den samlede sæde- og ryg­flade skal være 57,5 cm bred med 2 cm afstand mellem reglarne. Rundstokken (F) stikker 2 cm ud i hver side.

Rygstykkerne (C) forstærkes med to tværgående reglar (E). Reglarne monteres på tværs af rygstykkerne 15 cm fra hængslet (F) og 10 cm fra toppen. Reglarne monteres med skruer fra bagsiden.

4

Sædet skrues fast fra bunden

Når sædet og ryglænet er samlet, skal de monteres på bundrammen. Sædet skal skrues fast til den nederste del af bundrammen, mens ryglænet blot skal hvile på bundrammens to øverste midterstykker. Hængslet skal hvile mellem de to centrale midterstykker.

Sædestykkerne (D) skrues ligesom sidestykkerne fast til midterstykkerne (B) gennem pocket-holes. Du behøver kun bruge en skrue i hver ende.

Sædestykkerne (D) skrues fast i midterstykkerne. Brug de pocket-holes, du har boret, til at montere sædestykkerne fra bunden. Sædet skrues kun fast i de to nederste stykker af bundrammen.

Guideprofilerne (G) skrues fast mellem de midterstykker (B), der udgør toppen af bund­rammen. Bunden af profilerne skal flugte med bunden af rammen.

5

Hængslerne monteres på ryggen

De to store T-hængsler skal skrues på bagsiden af rygstykkerne (C). Hængslerne skal skrues i, så det yderste skruehul sidder over de næstyderste rygstykker. Hængslerne skrues fast 5-10 cm under den øverste tværgående reglar (E). Montér derefter en tværgående reglar for enden af hængslerne, så denne kan hvile på tværs af de to guideprofiler (G).

6

Guideprofilen giver dig tre muligheder. Den tværgående reglar, som sidder for enden af de to hængsler, kan hvile på guideprofilen i tre forskellige positioner. I position 1 ligger ryglænet vandret. I position 2 står ryglænet helt åbent. I position 3 står ryglænet halvt åbent.

7

Sæt hjul på stolen

De fire møbelhjul skrues fast på undersiden af bundrammen. Skru hjulene fast, så skruerne både sidder i sidestykkerne (A) og de to midterstykker (B), som sidder for enderne af bundrammen.

Materialer

47 x 200 mm spærtræ:

  • 2 sidestykker (A) a 20 x 200 cm

47 x 150 mm spærtræ:

  • 4 midterstykker (B) a 15 x 61,5 cm

45 x 45 mm reglar (høvlede):

  • 10 rygstykker (C) a 4,5 x 68 cm
  • 10 sædestykker (D) a 4,5 x 136,5 cm
  • 3 tværgående reglar (E) a 4,7 x 57,5 cm

Ø 16 mm rundstok:

  • 1 rundstok (F) a 61 cm

10 x 100 mm brædder:

  • 2 guideprofiler (G) a 10 x 53,5 cm

Desuden:

  • 2 T-hængsler, 48 cm lange (H)
  • 70 x 4,5 mm skruer
  • 4 møbelhjul, Ø 50-100

Tidsforbrug

Omtrent 16 timer plus tørretid.

Pris

Ca. 700 kr.

Sværhedsgrad

Projektet er let med detaljer, der kræver præcision.

Vil du bygge med andre materialer?

Du kan altid vælge andre byggematerialer, der passer bedre til dit behov. I Materialeguiden får du hurtigt overblik over dine muligheder.

Tegning

3D-model

Video

Sådan bruger du kap-geringssaven

I denne video kan du se, hvordan du indstiller og bruger saven, så du får fuld udnyttelse af den. Kapsaven er genial, når du skal save mange ens, korte snit på tværs af brædder og reglar. Du kan både save lige, vinklede og tiltede snit i bl.a. træ, metal, fibercement og laminat - gennemgående eller i præcis den dybde, du ønsker.

Video

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.