Nemt plantebord af to slags jern

Plantebordet her svejses sammen af billige metalprofiler. Det er en nem begynderopgave, hvis du vil i gang med at svejse.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 dag
Pris
500 kroner

Intro

For kun 500 kroner kan du lave dette plantebord på en dags tid. Det kræver, at du har svejseudstyr, men det kræver ikke den store erfaring med at svejse.

Hvis du vil lære at svejse, har vi lavet en guide her: Lær at svejse

Vejledning

01
Sådan gør du 13 Trin

Firkantrør og vinkelprofiler er et godt sted at starte, når du skal i gang med dit første svejseprojekt. De er nemme skære ud med nedstryger eller vinkelsliber, og du kan bygge alle mulige små konstruktioner, fx en plantereol, som vi viser her.

Vær opmærksom på, at varmen fra svejsningen kan få metallet til at vride sig. Så gå langsomt frem, og tjek, at alt er i vinkel undervejs. Hvis metallet slår sig, må du vride det tilbage i form.

1

Indstil varmen og trådens hastighed på anlægget. Prøv dig frem på et stykke af metallet, indtil du får lavet en pæn svejsesøm.

2

Sæt jordklemmen fast Sæt jordklemmen fast på metallet, inden du starter. Uden forbindelse mellem metal og svejsetråd vil anlægget ikke starte.

3

Start med at samle en ramme. Hold hjørnerne på plads enten med tvinger eller - som her - med magnetvinkler.

4

Giv hvert hjørne en svejseklat. Delene skal blot netop hænge sammen. Den fulde svejsesøm laver du først om lidt. Nu kan du fjerne vinkelmagneterne.

5

Svejs en søm i hvert hjørne. Du skal fylde hele samlingen ud.

6

Fjern sod mv. med en stålbørste. Svejsningen efterlader en del sod, som du lige så godt kan fjerne med det samme.

7

Nu skal bensættene samles. De to lange ben (E) og en afstiver (C) lægges op som vist. Stiveren sidder på rørets midte.

8

Hold delene sammen med magneter eller tvinger, mens du svejser.

9

Svejs delene sammen med et enkelt punkt (en klat) i hver samling. Gør det i begge sider. Og gentag proceduren på det andet bensæt. Tjek, at delene sidder vinkelret på hinanden. Ellers kan de vrides.

10

Svejs delene sammen med en svejsesøm. Gør det i begge sider. Og gentag proceduren på det andet bensæt. Nu er delene låst sammen og meget svære at rette på.

11

Nu skal delene samles. Rammen svejses fast oven på benene, og afstiverne (D) svejses fast på samme måde som de korte afstivere (C).

12

Svejs rammen sammen med bensættene - et bensæt ad gangen. Start med at hæfte delene sammen med en enkelt svejseklat. Herefter kan du vride delene på plads, så alt er i vinkel, hvis der er behov for det.

13

Svejs alle samlinger færdig. De små klatter, der holder rammen sammen, skal erstattes af egentlige svejsesømme.

Materialer

Vinkelprofil 30 x 30 x 3 mm:

  • 4 rammestykker (A) a 30 cm
  • 2 rammestykker (B) a 80 cm
  • 2 afstivere (C) a 24 cm
  • 2 afstivere (D) a 74 cm

Desuden:

  • 4 ben (E) a 100 cm - 30 x 30 x 3 mm firkantrør
  • 2 fyrretræsplader

Specialværktøj

  • Svejseudstyrssæt
  • Nedstryger
  • Evt. vinkelsliber

Tidsforbrug

En dags tid for nybegyndere.

Pris

Ca. 500 kr.

Sværhedsgrad

Rimelig nem begynderopgave, men giv dig god tid.

Tips & Tricks

REDAKTIONEN ANBEFALER: Byg selv hyndeboks med siddeplads

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...