Intro
Vejledning
01
Stolper på fundament
2
Trin
I denne byggevejledning bygges hegnet som erstatning for et gammelt. Det oprindelige hegn stod på et støbt fundament, som vi genbruger. Derfor anvender vi TT-stolpesko, som også kaldes stolpefødder. Stolpefødderne fastgøres til underlaget med fire betonskruer, som skrues direkte ned i fundamentet i forborede huller.
Betonskruerne monteres i stolpefodens fire huller. Forinden er der boret for med en borehammer og et 10 mm SDS-bor.
02
Stolper i jord
2
Trin
Bygger du ikke på et gammelt fundament, anbefaler vi, at du graver stolperne ned og fylder stolpebeton i hullet. Hvis du gerne vil have stolperne til at holde i jorden i mange år, er trykimprægnerede stolper eller mere vejrbestandige trætyper som fx robinie eller eg oplagte valg.
Bor hul til stolpen med et jordbor, og sørg for, at centrum af boret er placeret, nøjagtig hvor stolpen skal stå. Den overskydende jord lægger sig lige så fint på “boresneglen”, så du kan trække det med op i én arbejdsgang.
03
Stolper på fjeld
2
Trin
Skal stolperne hejses på fjeld eller sten, har du mulighed for at bore et hul ned i underlaget med en borehammer og lime en stolpesko fast i hullet. Da der skal være lim mellem stolpeskoens stilk og hullets sider, skal hullet være en smule bredere end stilken. Her laver vi et 24 mm hul til en stilk med en diameter på 18 mm.
Pres lim ned i hullet, som er boret med en borehammer med et 24 mm bor. Hullet er forinden renset helt for støv ved hjælp af trykluft. Limen, vi bruger, er Anchor fra Tec7, som er en tokomponent limmasse til formålet.
04
Skelet og beklædning
7
Trin
Når stolperne er rejst, monteres de tre vandrette reglar. Hegnet er 250 cm højt, og de tre vandrette reglar monteres med 30, 120 og 220 cm til overkant, målt fra jorden.
Beklædningen af kalmarbrædder monteres med 5 cm’s afstand til jord, så de ikke suger fugt op fra jorden. Brædderne monteres forskudt på hver sin side af reglarne med et ens mellemrum. Det skærmer både for udsyn og blæst uden at lukke helt af.
Rejs stolperne. Der må ikke være mere end to meter mellem stolperne. Til porten laves dog et hul på 2,5 meter.
Sav reglarne (A) ud. Der skal være tre hele vejen på tværs af hegnet - dog ikke hvor porten skal være.
Bor for gennem stolperne (E) og de vandrette reglar (A). Reglarne monteres med 30, 120 og 220 cm til overkant, målt fra jorden. Du kan med fordel holde løsholterne fast med tvinger, mens du borer. Hullet forsænkes desuden med et forstnerbor, så der er plads til boltens hoved på den ene side og møtrikken på den anden.
De vandrette reglar (A) skrues fast til stolperne (E) med 10 x 120 mm bolte med tilhørende skiver og møtrikker.
Det første kalmarbræt (F) monteres med 5 x 60 mm skruer. Forinden er et langt vaterpas klodset op under brættet. Det sikrer afstand til jorden, og at alle brædderne kommer til at sidde ens.
Alle brædderne (F) monteres på den ene side, så afstanden mellem brædderne bliver ens. Her passer det med 10 cm.
05
Byg porten
10
Trin
Hullet til porten er 2,5 meter bredt, så du kan køre en bil igennem. Porten består af to låger, hvor den ene er smallere end den anden. Den smalle låge til venstre måler 1 meter og bruges dagligt til gennemgang til fods, mens den højre kun åbnes, når bilen eller traileren skal ind eller ud.
Lågerne bygges og monteres med stor omhu, så de kommer til at passe perfekt i porthullet. Her skal du holde tungen lige i munden.
Under- og overstykkerne (B og C) til venstre låge saves ud. Lågen er 1 meter bred, og hængslet skal bruge 4 cm luft for at kunne åbne. Derfor saves to stykker på 96 cm (B1 og C1) og to på 86 cm (B2 og C2).
Hængslernes lange del (nokhængslet) monteres på siden af de to korte underog overstykker (B2 og C2) på 86 cm med 5 x 40 mm skruer.
Højden på det øverste hængsel findes ved at lægge det lange overstykke (B1) oven på det korte overstykke (B2). Overkanten skal flugte med hegnets øverste vandrette reglar (A). Brug et langt vaterpas.
Hængslet monteres med 5 x 60 mm skruer. Herefter monteres det nederste hængsel. Det lange understykke (C1) skal være nederst, og underkanten skal flugte med underkanten af nederste reglar (A).
Skråstiverens (D) placering og vinkler i enden findes ved at holde skråstiveren midlertidigt på med tvinger. Spidsen af skråstiveren skal flugte med spidsen af de korte under- og overstykker (B2 og C2). Snittet markeres i begge ender, og skråstiveren saves til.
Skråstiveren monteres i toppen med en enkelt 6 x 120 mm skrue. Pas på, at du ikke kommer for tæt på enden, så træet flækker.
Skråstiveren monteres på samme måde i bunden. Du kan evt. sætte et par kalmarbrædder midlertidigt på med tvinger for at holde træet sammen, mens du skruer.
Højre låge bygges på samme måde som venstre låge. Afstanden mellem de to låger skal være omkring 1 cm, for at de kan åbne og lukke uden problemer.
Begge låger beklædes først udvendigt med kalmarbrædder. Hold den samme afstand som på hegnet for at få et ensartet udseende.
06
Portlås og skudrigel monteres
4
Trin
Den højre låge skal kun åbnes, når der skal en bil, trailer eller lignende igennem. Derfor låses den til underlaget med en skudrigel til lodret montage.
Venstre låge bruges til daglig gennemgang til fods. Derfor låses venstre låge til den højre låge med en almindelig portlås, som er nem og hurtig at betjene.
Skudriglen monteres på indersiden af højre låge med 4 x 25 mm skruer, som lige præcis ikke stikker ud på den anden side.
Hullet til skudriglen bores i underlaget. Her kan vi bore i det gamle fundament. Er du ikke så heldig, skal du lægge en flise eller en sten, som du kan bore i.
Materialer
45 x 95 mm reglar (her 50 meter til 10 meter hegn):
- Vandrette reglar (A)
- Overstykke til port (B)
- Understykke til port (C)
- Tværstiver i port (D)
90 x 90 mm (her i douglasgran)
- 6 stolper (E)
25 x 300 mm kalmarbrædder:
- 54 brædder (F) a 2,5 meter
Desuden:
- 4 stabelhængsler, 80 cm
- Portlås
- Skudrigel, lodret montage
- 10 x 120 mm bolte samt møtrikker og skiver
- Spånskruer, 4 x 25, 5 x 40, 5 x 60 og 5 x 120 mm
Tidsforbrug
En weekend, hvis stolperne ikke skal graves ned, og betonen tørre.
Pris
Ca. 8.000 kr. for 10 meter med port.
Sværhedsgrad
Porten er ikke for nybegyndere.