Havelåger på søjler af træ

Forskøn indgangen til din grund med et par klassiske havelåger, der passer til husets øvrige stil. Lågerne er lavet af trykimprægneret træ med lang holdbarhed og til en overkommelig pris. Du behøver ikke at mure for at hænge lågerne på et par solide søjler, for dem kan du nemlig også lave af træ.

Intro

Det kræver lidt fingersnilde og tålmodighed at lave de flotte buede havelåger, men det er langtfra uoverkommeligt. Til gengæld får haven en flot indgang, der udstråler romantik og charme.

REDAKTIONEN ANBEFALER: Havelåger

Havelåge af trykimprægneret træ

Lågerne er lavet af trykimprægnerede reglar, der holder i mange år og ikke koster en formue. Delene er tappet sammen og samlet med dyvler af 19 mm rundstok, hvilket giver en meget stærk låge, der ikke kommer til at hænge.

Der skal laves en del taphuller, men det går hurtigt, hvis man først borer en række huller, hvor tapperne skal placeres, med et spadebor. Man kan fjerne næsten alt træet i hullet med boret, de sidste rester fjernes med et skarpt stemmejern.

Til formålet er det en stor hjælp med en borestander, så hullerne bliver helt lige. Dog må hullerne i overliggeren bores på fri hånd, men med nogle hjælpestreger på siden af træet til at sigte efter går det fint.

Havelågens søjler bygget af træ

Søjlerne kunne være muret op, men er bygget af træ. Hver søjle består af fire 75 x 75 mm trykimprægnerede stolper – en stolpe i hvert hjørne. Stolperne er holdt sammen med brædder og gravet 80 cm ned i jorden, hvor de står fast i beton. Den konstruktion gør dem lige så stabile som murede søjler.

Søjlerne er herefter beklædt med vandfaste træplader og lister, der tåler vind og vejr. På toppen af søjlerne er lagt to granitplader i bygningssilikone, så de slutter helt tæt til søjlerne.

Vejledning

01
Sådan laver du lågerne 12 Trin

Lågerne er lavet af trykimprægnerede reglar, der kan holde i mange år.

Delene er tappet sammen og samlet med dyvler, hvilket giver en meget stærk låge, der ikke vil komme til at hænge.

Der skal laves en del taphuller. Det går hurtigt, hvis du først borer en række huller, hvor tapperne skal være, med et spadebor. Du kan fjerne næsten alt træet i hullet med boret, de sidste rester fjernes nemt med et skarpt stemmejern.

Det er en stor hjælp med en borestander, så hullerne bliver helt lige. Hullerne i overliggeren bores på fri hånd, men med hjælpestreger til at sigte efter går det fint.

1

Start med at tegne den buede overligger (K) af. Brug evt. en skabelon at tegne op på træet efter. Sav de to stykker ud med en elektrisk stiksav.

2

Tegn lågens form op på en træplade med rette vinkler, og brug den til at tegne af på træet efter. Læg delene ud, og afmærk, hvor rammens udfyldning af de 22 x 95 mm terrassebrædder skal skæres sammen.

3

Sav evt. samlingshakkene med en rundsav på et savbord ved at save mange gange i hver samling. Resttræet fjernes nemt med et stemmejern.

4

Smør lim i samlingerne, og slå brædderne sammen hak i hak.

5

Afmærk, hvor taphullerne skal placeres i stykkerne K, L, M og N. Indstil borestanderen til en boredybde på 4 cm, og bor så meget som muligt af taphullet ud med et 22 mm bor.

6

I overliggeren bores på fri hånd. Brug afmærkningerne af udfyldningsbrædderne på siden af træet til at sigte efter, så hullerne bliver lige.

7

Tappene i de lodrette rammesider (M og N) laves 22 mm brede som udfyldningsbrædderne. Sav først brystningssnittene rundt om tappen, og stem den ud med et stemmejern. Brystningen ved tap-enderne er 1,5 cm.

8

Læg delene ud til samling. Slå de to lodrette rammestykker (M og N) på plads.

9

Saml med bundstykket (L), og slå overliggeren (K) på plads.

10

Spænd delene så hårdt sammen som muligt, og bor huller i alle samlinger til 19 mm dyvler, der saves ud af en rundstok.

11

Skil delene ad igen, smør lim i samlingerne, og saml med dyvler.

12

Slib lågen med en båndsliber, så dyvlerne kommer helt i plan med lågens overflade.

02
Sådan laver du søjlerne 6 Trin

Lågerne hænger på søjler, der er lavet af træ. De kunne være muret op, men den måde, de er konstrueret på, gør dem lige så stabile som murværk. Hver søjle består af fire 75 x 75 mm trykimprægnerede stolper, der er holdt sammen med brædder. Søjlerne er gravet 80 cm ned i jorden og fastholdt med tørbeton.

Søjlerne er beklædt med vandfaste træplader og lister. På søjlernes forsider er limet felter med indadgående hjørner, der giver en diskret, men effektfuld reliefvirkning. Felterne er skåret ud af 4 mm oliehærdet masonit, som tåler vind og vejr. Over reliefpladerne er der beregnet plads til navne- og husnummerskilte.

De to 3 cm tykke granitplader på 42 x 42 cm på toppen er lagt ned i bygningssilikone, så de sidder fast og slutter helt tæt ned mod søjlerne hele vejen rundt.

1

Saml stolperne til søjlerne med de 30 cm lange brædder (B). Skru dem på med 5,0 x 60 mm skruer.

2

Grav hullerne til stolperne mindst 80 cm dybe med pælebor, skovl og spade. Sæt stolperne i lod. Fyld lidt jord i hullet, og hæld ca. 1/2 pose tørbeton i bunden af hullet.

3

Sørg for, at søjlerne flugter med hinanden, evt. ved at spænde nogle lange brædder på siden af søjlerne som her. Hæld lidt vand ned til betonen. Fyld op med jord, der stampes godt til.

4

Tegn de indadgående hjørner på en af reliefpladerne efter en rund genstand. Spænd dem sammen på en pladerest, og sav rundingerne ud på en gang med en elektrisk stiksav.

5

Smør lim bag på masonitpladerne, og lim dem på frontpladerne (C). Spænd alle pladerne sammen samtidig med skruetvinger, indtil limen er tør.

6

Skru beklædningspladerne på stolperne med 5,0 x 60 mm skruer, og sav stolperne af i flugt med overkanten af pladerne.

03
Sådan monterer du havelågerne 4 Trin

1

Lim og søm listerne (F) på hele vejen rundt på søjlen, og søm hjørnelisterne på. Brug 18/35 galvaniserede dykkere.

2

Søjler og låger er nu klar til hængsling. Mal evt. låger og søjler, inden hængsler og beslag skrues på.

3

Skru først hængslerne på søjlerne med 5,0 x 90 mm skruer. Placer hængseldelene tæt op ad hjørnelisten, så skruerne får fat i stolperne bag ved beklædningen.

4

Sæt hængslerne på plads, og hæng lågen på med skruetvinger. Sørg for, at lågerne hænger helt vandrette og lodrette. Understøt evt. lågerne med et par klodser. Skru så hængslerne fast med 5,0 x 45 mm skruer.

04
Den sidste finish 3 Trin

Alt træet har fået grundingsolie og er bagefter malet to gange med en heldækkende træbeskyttelse. Det er en fordel at male låger og søjler, inden du skruer hængsler, greb og skudrigel fast.

1

Hængslerne er placeret tæt ind mod hjørnelisten på pillen, så skruerne har fat i stolpen bag ved beklædningen.

2

Et almindeligt stalddørsgreb er brugt som greb på lågen.

3

En lang skudrigel holder den ene låge fast. Bor hul i flisen med et 12 mm murbor.

Materialer

TIL EN SØJLE:

75 x 75 mm trykimprægnerede stolper:
• 4 stolper (A) a 220 cm

22 x 95 mm terrassebrædder:
• 8 tværstivere (B) a 30 cm

15 mm krydsfi nér:
• 2 frontplader (C) a 30 x 136 cm
• 2 sideplader (D) a 33 x 136 cm

4 mm oliehærdet masonit:
• 4 reliefplader (E) a 19 x 102 cm

15 x 43 mm lister:
• 8 kantlister (F) a 36 cm

43 x 43 mm hjørnelister (BE nr. 130):
• 4 hjørner (G) a 127,4 cm

30 mm granit:
• 1 topplade (H) a 42 x 42 cm

Desuden:
• 2 navneskilte (J) a 12 x 19 cm
• 5,0 x 60 mm skruer og 5,0 x 90 mm skruer
• 18/35 dykkere
• Trælim
• 1/2 pose tørbeton
• Bygningssilikone

TIL EN LÅGE:

45 x 175 mm spærtræ:
• 1 overligger (K), 100 cm

45 x 120 mm reglar:
• 1 bundstykke (L), 93 cm
• 1 rammeside (M), 95 cm
• 1 rammeside (N), 115 cm

22 x 95 mm terrassebrædder:
• 2 vandrette fyldningsdele (P) a 77 cm
• 1 lodret fyldningsdel (R), 98 cm
• 1 lodret fyldningsdel (S), 103 cm
• 1 lodret fyldningsdel (T), 110 cm
• 1 lodret fyldningsdel (U), 114 cm

19 mm rundstok:
• 16 dyvler (V) a 4,5 cm

Desuden:
• 2 hængsler (W) a 30 x 320 mm
• 1 skudrigel (Z) på ca. 33 cm
• 1 stalddørsgreb til en dørtykkelse på 45 mm
• 5,0 x 45 mm skruer
• Trælim

Pris

Den samlede pris for to søjler og to låger er ca. 3190 kroner

Tegning

Du kan lave en skabelon af karton efter den kvadrerede tegning, som du kan tegne op på træet efter.

Søjlerne står her på hver side af en fl isegang, der er 192 cm bred. Der er beregnet 1 cm mellemrum mellem lågerne og 1 cm fri gang ved siderne.

Søjlerne står solidt, fordi der er fire stolper i hver - en i hvert hjørne.

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Havelåge