Det er stolpernes skyld, at dit hegn er skævt
Når hegnet er ved at vælte, er det næsten altid stolpernes skyld. Enten er de ikke sat dybt nok i jorden, eller en eller flere af stolperne er rådne. Begge problemer skal naturligvis løses permanent, altså ved at du starter forfra med at placere nye stolper til dit hegn. Men inden du får sved på panden blot ved tanken, kan du altså købe dig lidt tid.
En ekstra stolpe støtter dit hegn
En løsning, der fint kan holde 2-3 år består i at sætte støttestolper op af de stolper, der er skæve. Uanset om stolperne til dit hegn ikke er sat dybt nok, eller hegnet hælder, fordi stolperne er rådne, vil en støttestolpe kunne hjælpe på problemet.
Du graver simpelthen lidt ned ved siden af de eksisterende stolpe, og slår en ny stolpe ned ved siden af (den nye må gerne være lidt tyndere end den oprindelige, ellers kan det være svært at slå den ned). Slå stolpen ned på den side, som hegnet hælder til.
Redaktionen anbefaler: Vedligeholdelsesfrit læhegn af komposit og beton
Dit "nye" hegn holder ikke evigt
Løsningen er ikke permanent. Den holder nogle år, men de nye støttestolper har ikke styrken til at modstå en storm eller andre kraftige påvirkninger af dit hegn. Men nu har du tid til at planlægge, hvordan dit nye hegn skal bygges.