Vedligeholdelsesfrit læhegn af komposit og beton

Du får ikke et hegn, der er nemmere at holde ved lige end dette. Det skal hverken grundes, males, imprægneres eller noget som helst andet. Måske gøres rent i ny og næ ... hvis du synes. Det er det!

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 uge
Pris
13.000 kroner

Intro

Bygger du et læhegn af træ, er der stadig masser af arbejde tilbage, når du er færdig med at bygge. Det skal olieres eller males. Og det skal du gøre igen efter nogle år.

Det slipper du for, hvis du bygger læhegnet af beton og kompositbrædder. Når du er færdig med at bygge, er arbejdet slut. Kompositbrædder er nemme at arbejde med. Du kan skære dem til og skrue i dem med samme værktøj, som du bruger, når du arbejder med træ. Brædderne vejer oven i købet mindre, så de er nemmere at flytte rundt.

LÆS OGSÅ: Sådan bruger du kompositbrædder

Beton kan holde i flere årtier

Betonelementerne er tunge at arbejde med – så tunge at du får brug for en hjælpende hånd, når de skal løftes på plads.

Belønningen får du først senere, for både stolper og betonplader kan stå i årtier uden at blive vedligeholdt.

Vejledning

01
Solide elementer af beton 7 Trin

Støbte betonelementer er tunge at arbejde med. Belønningen får du bagefter. Når de er på plads, er arbejdet slut. Du behøver ikke imprægnere eller male dem, så vedligeholdelsen er tæt på nul.

Stolper af beton fås i faste længder og skal graves ned i frostfri dybde. Her er stolperne 10 cm for korte, fordi de skal ned i frostfri dybde, som er 90 cm, og vi vil have, at hegnet skal være 160 cm højt. Problemet løser vi ved at stille hver stolpe i 10 cm tørbeton. Så passer pengene.

De støbte elementer mellem stolperne stiller vi også i et tykt lag tørbeton, men det er ikke nok. Så vi lægger et tykt lag grus under tørbetonen. Formålet er udelukkende at forhindre, at hård frost flytter betonelementerne. Mens betonen størkner, er det nødvendigt at fiksere elementerne med skrå brædder eller lignende og pløkker i plænen.

Stolperne er H-formede, så der er en rille på hver side. Enderne på de flade elementer er formet, så de passer ind i rillen. Skal du bygge et fag, der er smallere end elementet, må du afkorte det med en vinkelsliber og slibe en ny spids, der passer til noten på en stolpe.

1

Vi hælder tørbeton i et hul ad gangen, fordi stolperne skal hæves 10 cm, hvis de skal 90 cm ned i jorden (frostfri dybde) og være 160 cm høje (over jord).

2

Stolperne er meget tunge, så vi er nødt til at være to om at placere dem korrekt. TIPS: Spænd to skruetvinger på stolpen. Så er den nemmere at håndtere.

3

Stolperne fikseres, når et stolpepar står helt lige og i den rigtige højde. Både skrå og vandrette afstivninger spændes fast på stolperne med skruetvinger.

4

Lidt vand hældes i tørbetonen. Så ”stampes” den med en tynd pind. Mere tørbeton hældes i og så lidt vand. Processen gentages, indtil der er beton op til 5-10 cm under terræn.

5

Mellem stolperne sætter vi betonplader. De sættes i et tykt lag grus og en posefuld tørbeton, så underkanten er under terræn og overkanten i vater. Pladen passer i rillen på stolperne.

6

I smalle fag skal betonpladen skæres til, og den skal slibes til i den ene ende. Det gør vi med en vinkelsliber.

7

Undervejs i projektet tjekker vi, at alt fortsat står lige ... når tørbetonen er størknet, er det for sent at rette op.

02
Fine brædder af komposit 6 Trin

Mellem stolperne sætter vi kompositbrædder. De er lette at arbejde med og kan nemt skæres til i den rigtige længde. Og så skal de hverken grundes eller males, når vi er færdige med at bygge.

Kompositbrædder har rillet mønster på begge sider. Vi vælger at vende de breder riller udad og de smalle indad, fordi det passer til rillerne på terrassen.

Brædderne skæres i den rigtige længde med en håndsav, rundsav eller kap/geringssav og sænkes ned i rillerne på stolperne. Brædderne skal være 1 cm kortere end afstanden mellem bunden af de to riller, fordi der skal være plads til, at kompositbrædderne kan udvide sig. Mellem brædderne sætter vi små samle -stykker for at stabiliere hegnet. Fordi de bliver synlige, sørger vi for, at de sidder præcist samme sted på alle brædder. I toppen af hegnet sætter vi pyntelister. Dem saver vi ud af kantbrædder af massiv komposit. Af et helt bræt saver vi to strimler, som er 35 mm brede.

1

Det første bræt lægges midlertidigt på plads, så vi kan kontrollere, at der er cirka 5 mm luft mellem stolpe og bræt i begge ender. Det skal glide ned mellem rillerne.

2

Midt på betonelementet bores for til en stålpind, der skal stabiliere brædderne på midten. Hullet bores med et 10 mm murbor og skal være cirka 5 mm dybt.

3

I underkanten af brættet borer vi et 12 mm tykt hul, som stålpinden kan glide op i. Hullet skal være cirka 70 mm dybt. Herefter kan brættet sættes på plads.

4

Mellem brædderne sætter vi tre små samle stykker af komposit (se tegning). De bliver delvist synlige, så de skal sidde præcist samme sted på alle brædder.

5

Sprækken mellem brædder og stolper fyldes med Illmod fugebånd. Det skal blot presses ind og vil udvide sig lidt efter lidt, indtil det fylder sprækken.

Arbejdet er slut. Læhegnet omkring terrassen er færdigt, og det skal bare nydes de næste mange år.

Materialer

  • H-stolper, 13 x 13 x 240 cm
  • Endestolper
  • Evt. hjørnestolper
  • Betonplader, 4 x 30 x 189 cm
  • Stolpebeton
  • 25 x 150 mm kompositbrædder
  • 12 x 100 mm kantbrædder af massiv komposit
  • Illmod fugebånd
  • 10 mm rundjern, rustfrit stål
  • Beslagskruer til kompositbrædder
  • Samlestykker af komposit
  • Silikone fugemasse

Specialværktøj

  • Pælebor eller hulspade

Tidsforbrug

Cirka en uge med tørretid.

Pris

Vi byggede seks hele og to korte fag (ca. 15 meter) for 13.000 kroner.

Sværhedsgrad

Arbejdet med kompositbrædderne er nemt. Men det er tungt at bygge med betonelementerne, og du skal arbejde præcist, fordi der ikke er nogen fortrydelsesret.

Tegning

Betonelementer

Betonelementer

Kompositbrædder

Kompositbrædder

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

Andre læser lige nu ...