Byg smart læhegn af brænde!

Ved at stable brænde op langs terrassen kan du få læ hele sommeren, og brændet ligger godt i læ. Du kan nemlig dække stakken med et tag, der hæves og sænkes i takt med stakkens højde.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
2 dage
Pris
700 kroner

Sommeren igennem giver brændet læ på terrassen, beskyttet af den enkle hæve-sænke-tagplanke. Om vinteren ligger brændet tæt på ovnen i huset.

Intro

En brændestak kan være meget mere end bare en stak brænde. Den stak, vi her stabler langs terrassen, er sommeren igennem både læ mod nysgerrige blikke og en hyggelig blomsterhylde.

Og når det så bliver koldt, og terrasselivet erstattes af pejsehygge, hentes brændet lige uden for terrassedøren, og du kan bruge løs af det, uden at de tørre knuder bliver våde. Som stakken bliver mindre, sænker vi nemlig den hylde, der holder dem fri af regn og sne.

Taget – der også kan bruges som hylde – samles af planker og dækkes af tagpap. Det hænger på lodrette stolper, der er boret huller igennem, så hylden kan flyttes op og ned. Her føjer vi en stolpe til to, der allerede står ved terrassen.

LÆS OGSÅ: Læhegn terrasse

Vejledning

01
Alt træværk gøres klar 5 Trin

Den brede planke, der skal ligge som “tag” over vores brænde, er med sine 19,5 cm for smal til at gøre det alene. I stedet for bare at føje en planke til i den ene side vil vi føje et skråt skåret stykke til på begge sider, så regn ledes væk.

Vi prøver løsningen af ved at dele en kort stump 95 mm planke på langs med et skråt snit og holde de to snitprøver ind mod planken for at se, om bredden og snitvinklen er passende. Når vi har en god vinkel, kører vi på og samler taget - i første omgang i plankens fulde længde. Og så skærer vi en stolpe til.

1

Vi tjekker, om vores løsning passer til brændet, ved at holde vores snitprøver ind på siden af den brede planke. Taget vil række lidt ud over brændet, og de skrå flader vil betyde, at vandet ledes væk fra planken.

2

Sidestykkerne til tagplanken skæres. Snitvinklen på 25 grader passer fint, og nu skærer vi hele den smalle planke op på langs på en bordsav. Du kan fint klare snittet med en dyk- eller rundsav.

3

Taget samles med lim og skruer. Det hele skal gerne holde i mange år, så de to skrå lister både limes og skrues fast. De smøres med lim, fikseres med tvinger og skrues fast for hver 40 cm med 5 x 70 mm skruer.

4

Vi skærer hul til en midterstolpe. Da taget her bliver knap 3,5 m langt, er det ikke nok at lade det hænge på terrassens stolper i enderne. Midtvejs skærer vi hul til en stolpe.

5

Toppen af midterstolpen skæres som en pyramide, så vandet løber af. Vi streger af hele vejen rundt med vinklen, stiller vores kap-/geringssav på 25 grader og skærer derpå fra alle fire sider i stregerne.

02
Det justerbare tag hænges op 8 Trin

Vores brændestak skal stå mellem to af stolperne, der allerede står i kanten af terrassen og bærer en pergola. Det betyder, at brændet vil komme til at ligge ud over kanten, så vi begynder med at gøre terrassen lidt bredere.

Vi samlede taget i plankens fulde længde på 360 cm, nu skæres det til, så det rækker ind på siden af de to stolper.

Midterstolpen stilles derpå løst på terrassen, så den passer til hullet midt i taget, og i alle stolper bores huller til bærepinde.

1

Vi gør terrassen lidt bredere. For at støtte brændet bedre skruer vi en taglægte på kanten af terrassen mellem de to stolper, vores brænde skal stå mellem. Vi lægger den 2-3 mm højere end terrassen.

2

Åbningerne til de to stolper streges op. Tagplanken lægges ved siden af stolperne, og med tømmervinklen til hjælp streger vi op, hvor vi skal gøre plads til stolperne - og hvor langt taget skal være.

3

Taget skæres til i længden. Du kan måle det hele op fra start og skære til på kapsaven, men det er dejlig nemt at måle til på stedet, og stiksaven klarer opgaven fint.

4

Indsnittene til stolperne skæres. Med stiksaven kan du i enderne skære ind, hvor du har streget op til stolperne.

5

Vi streger op til hullerne i stolperne, som taget skal kunne flyttes op og ned mellem. Vi sætter første streg 30 cm over terrassen og en for hver 10 cm op til 120 cm over terrassen. I hver streg markeres midten.

6

Hullerne i første stolpe bores. Til vores 16 mm rundstokke borer vi med et 18 mm sneglebor. Vi borer alle hullerne fra den ene side og stopper, straks spidsen er igennem. Derpå bores alle huller fra den anden side.

7

De næste stolper får huller. Her forenkler vi opmålingen ved at overføre målene fra første stolpe til den løse midterstolpe og derfra videre til den sidste. Midterstolpen skal bare stå oven på terrassen.

8

Bærepindene skæres til. Her laver vi vores 3 pinde 26 cm lange. Er dit tag bredere, skal de bare være i læ for regnen og lange nok til at få fat i, når du sætter dem i dine stolper.

03
Taget males og dækkes med tagpap 5 Trin

Træværket skal have en gang olie eller anden træbeskyttelse, inden vi lægger tag pap på oversiden af taget. Det kan du gøre med taget lagt op på et par bukke, men da vi her giver det samme sorte træolie, som stolperne tidligere har fået, lægger vi det på plads, før vi maler.

For at få taget op på plads vipper vi den ene ende op og lister udsnittene i hver enderne ind om hver sin stolpe, og så lægger vi det på en bærepind i hver ende i en god højde til at male.

Når brændestakken skal være til pynt og give læ, betaler det sig at gøre lidt ekstra ud af at stable den pænt.

1

Træværket males. Vi giver alt det nye træ samme sorte træolie som det eksisterende træværk. Det eneste, der ikke skal olieres, er tagets overside, der skal dækkes af tagpap.

2

Mål tagpappet op. Overfladen af taget vil vi dække med en 33 cm bred strimmel klæbende tagpap, der vil gå 5 mm ud over kanten i begge sider. Vi lægger den på taget og skærer den til, så den er lidt for lang.

3

Tagpappet skæres til i den ene ende. Skær tagpappet til omkring den ene stolpe med en kraftig hobbykniv. Rul hen over midten, og skær et kryds til midterstolpen med to snit diagonalt fra hjørne til hjørne.

4

Tagpappet klæbes fast og passes til i den anden ende. Nu kan du trække folien af bagsiden og klæbe pappet fast - lidt ad gangen. I den anden ende skæres også til.

5

Skær fri til midterstolpen. Den skubbes op gennem hullet i midten og stilles løst på terrassen - den skal ikke gøres fast, men bare styres af taget. Trekanterne omkring stolpen skæres af, og så er taget klar.

Materialer

  • 45 x 195 mm spærtræ
  • 45 x 95 mm planke
  • 100 x 100 mm stolpe
  • Grundingsolie/træbeskyttelse
  • 16 mm rundstok
  • Rustfri skruer, 5 x 80 mm
  • 33 cm bred klæbende tagpap

Tidsforbrug

Et par dage.

Pris

Ca. 700 kr. for planker, stolpe, olie og selvklæbende tagpap.

Sværhedsgrad

Let, sjovt og ligetil.

3D-model

3D-model

Læhegn

Læhegn af en brændestak.

Åbn 3D-model

3D-model

Sådan bygges taget

Taget er samlet af en bred planke og to smalle sidestykker. Der er udskårne huller til stolper.

Åbn 3D-model

3D-model

Toppen af stolperne

Toppen af stolperne er skåret som en pyramide på 25 grader.

Åbn 3D-model

3D-model

Taget kan hæves og sænkes

Stolperne har huller til at kunne justere højden på taget ved hjælp af tværpinde.

Åbn 3D-model

Video

VÆRKTØJ: Sådan bruger du stiksaven

I videoen her lærer du alt om om stiksavens muligheder, klinger og funktioner. Med den rigtige indstilling kan saven klare næsten alle opgaver: kurvede snit, lige snit, vinklede snit og hurtige, grove snit. Og med den rigtige klinge kan du save i både træ, plast, metal og sarte overflader.

VÆRKTØJ: Sådan bruger du kap-geringssaven

I denne video kan du se, hvordan du indstiller og bruger saven, så du får fuld udnyttelse af den. Kapsaven er genial, når du skal save mange ens, korte snit på tværs af brædder og reglar. Du kan både save lige, vinklede og tiltede snit i bl.a. træ, metal, fibercement og laminat - gennemgående eller i præcis den dybde, du ønsker.

TIPS: Skær nemt gennem tagpap

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

Andre læser lige nu ...