Intro
Vejledning
01
Stolperne
1
Trin
Find først ud af, hvor stolperne skal placeres. Det er lettest at bruge et jordbor til hullerne, men du kan selvfølgelig også grave ud til dem med en spade. Det er vigtigt, at stolperne kommer langt nok ned i jorden, 90 cm, så de står solidt, og frosten ikke risikerer at presse dem op igen. Bank så stolperne i jorden. Det er en rigtig god idé at bruge en pælehammer. Den ødelægger nemlig ikke toppen af stolpen, hvilket du nemt kan risikere, hvis du bruger en mukkert. Gør du alligevel det, så vær omhyggelig med at banke lige ned på toppen af stolpen.
02
Opmåling
1
Trin
Mål op til de tværgående bambusstokke, som skal sættes fast i huller i stolperne. Her sættes en murersnor fast på stolperne ca. 20 cm over jordoverfladen, hvor den nederste bambusstok skal være. Tjek med et snorvaterpas, at murersnoren er vandret, og mål så ud fra den, hvor de øvrige huller i stolperne skal placeres. Her er der 23 cm mellem de vandrette og lodrette stokke, så hegnet kommer til at danne et kvadratisk mønster. Men du kan placere stokkene præcis, som du vil, og lave det mønster, du har lyst til. Bor huller i stolperne med et spadebor. De skal være ca. 2 cm dybe. Det er vigtigt, at hullerne bores vandret ind i stolperne - så er det lettere at skubbe bambusstængerne på plads. Du kan evt. binde en hjælpestok fast midlertidigt til stolperne i vandret position, så du har noget at rette dig efter, når du borer.
03
Stokkene
1
Trin
Sæt først de vandrette stokke på plads i stolperne. De saves til, så de har den ønskede længde plus 4 cm, så de kan stikkes 2 cm ind i hver stolpe. Bambus kan godt splintre en smule, når det saves til. Derfor er det en god idé at slibe stokkene i enderne, inden de sættes på plads i hullerne. Stokkene sættes først på plads i den ene stolpe, bøjes så lidt og presses ind i stolpen i den anden side. Bagefter skal de lodrette stokke sættes fast. De placeres skiftevis på hver side af hegnet, så det ser ens ud på begge sider. Når bambus saves til, er det en god idé at lave snittet lige over et af stokkens “led”. Her er den nemlig “lukket”, så du kan vende den ende opad. Den vil være mere modstandsdygtig over for fugt, end hvis du har savet midt mellem to led, hvor stokken er hul. Stil de lodrette stokke på en vandret plade, når de bindes fast, så de har samme højde.
04
Knuderne
1
Trin
Stokkene bindes her fast med en original japansk knude. Det behøver du ikke at gøre - bare stokkene sidder godt fast. Her bruges sort polyestersnor, som tåler vind og vejr godt. Vær omhyggelig med at binde stokkene fast fuldstændigt i lod. Det er vigtigt ved denne type hegn, da det netop er præcisionen i de lodrette og vandrette linjer, der giver harmoni og ro for øjet. Hvis du googler “yotsume-gaki”, kan du nemt finde tegninger, der viser, hvordan du laver de originale japanske knuder.
Materialer
• Trykimprægnerede stolper, diameter 70 mm
• Bambusstokke (såkaldte tonkinstokke)
• Polyestersnor, 3,5 mm’s tykkelse
• Træbeskyttelse
Specialværktøj
• Pælehammer
• Jordbor
Tidsforbrug
Afhænger af hegnets størrelse. Her tog det 2 dage at lave et hegn på 12 m.
Pris
Ca. 1100 kroner for 12 m
Sværhedsgrad
Her kan alle være med.