Intro
Vejledning
01
Pladen skæres ud
3
Trin
Finerpladen skæres op til de fire sider (A og B). Arbejdet lettes ved at lægge pladen på to lægter, du ikke skal bruge: Så stiller du savklingen til at skære 5-7 mm dybere end pladen og kan føre snittene helt igennem uden at bekymre dig om bukkene.
De to snit på 15 grader mærkes op på den ene gavl (B). Når du har skåret gavlen ud med fukssvans - eller en rundsav på en føringsskinne - kan du mærke op på de øvrige tre sider med denne gavl som skabelon, før du skærer dem til.
02
Højbedet bygges
5
Trin
Bjørnestolperne (C) skæres til, så de er 43 cm lange. Kap/geringssaven stilles i smig på 15 grader på begge ledder, før du skærer stolperne i hjørnerne. Når du kommer til de fire stolper (D) midt på langsiderne, skærer du kun skråt på den ene led.
Endestykkerne (b) skrues fast på hjørnestolperne (C). Du bør bore for og undersænke til skruerne, ellers kommer hovederne ikke ned i den hårde plade. Vi sætter 5 stk. 5 x 50 mm rustfri skruer forskudt i zigzag i hvert hjørne.
Kanterne af støbefineren forsegles med maling, inden kassen samles, så der ikke straks siver fugt ind i pladen gennem de ubeskyttede snitflader.
Langsiderne (a) skrues nu også på hjørnestolperne. Vi stiller imens kassen på hovedet på to arbejdsbukke, som vi har måttet forlænge ved at skrue et bræt på deres overligger, så de kan fange den 120 cm brede kasse.
03
Bedet sneglesikres
7
Trin
Sidste led i afstivningen af bedets lange sider er de udvendige lister (G og H). Det er dem, vi med enkle midler gør til en barriere, som snegle ikke kommer forbi - men det er faktisk bare en sidegevinst.
Ideen er lige så enkel, som den er effektiv og diskret. En trykimprægneret planke - af den slags, der i trælasten gerne hedder reglar - skæres igennem på langs med et 60 graders snit. Det kan du gøre med en rundsav, der er forsynet med parallelanslag. Du kan naturligvis også bede folkene i trælasten om at flække reglarne, som det kaldes, når du skærer et bræt igennem på langs.
Reglarne deles på langs i to lige store stykker i en vinkel på 60 grader. Også her er det en fordel, hvis reglarne ligger på et bræt, du kan save ned i, så du kan fortsætte snittet hen over bukkene. De nye skrå kanter høvles glatte.
Det skrå snit markeres ud fra midten. Sav i en prøve først - de to dele skal være lige store.
Snegleværnene skal samles på gering, og det er svært at få snittet til at ligge rigtigt. Kap/geringssaven stilles lodret i 15 grader smig og vandret cirka 44 grader. Prøv et par gange, før du saver i den rigtige længde.
De øverste snegleværn (G og H) skrues fast gennem pladen og ind i stolperne med 6 x 100 mm skruer. Dernæst skrues fra pladerne ind i listerne med 5 x 50 mm skruer. De skal sidde godt; de stiver kanten af mod trykket fra jorden.
Nederste snegleværn skrues fast 12 cm fra øverste snegleværn efter samme opskrift. Til at styre dem på plads har vi savet tre afstandsstykker på hver 12 cm.
Hele underkanten forsegles, når kassen er samlet og sneglesikret. Også hjørnestolpernes og tværdragernes endetræ lukkes med maling. Fugten trænger mange gange hurtigere ind i endetræet end i træets sider.
Sæt af til højbedet i haven, og grav ud til de to nederste tværstivere (F). Højbedet løftes eller tippes ned på plads.
TIPS: Har du skvalderkål eller brændenælder, er det en god idé at dække jorden med fiberdug eller fore kassen med den.
Materialer
15 mm støbefiner:
• 1 plade, 125 x 250 cm, skæres op til
2 langsider (A) og 2 kortsider (B)
75 x 75 mm trykimprægneret fyr:
• 4 hjørnestolper (C) a 43 cm
• 4 midterstolper (D) a 51 cm
– alle stolper skæres med skrå snit
19 x 100 mm trykimprægneret fyr:
• 2 lange tværstivere (E) a 110 cm
• 2 korte tværstivere (F) a 100 cm
45 x 120 mm trykimprægneret fyr,
flækket på langs med 60º snit:
• 4 lange snegleværn (G) a ca. 250 cm
• 4 korte snegleværn (H) a ca. 120 cm
Desuden:
• Rustfri skruer a 5 x 50 mm, 100 stk.
• Rustfri skruer a 6 x 100 mm, 24 stk.
• Maling til at forsegle kanterne
Tidsforbrug
1-2 dage
Pris
1100 kroner plus jord og eventuelt fiberdug
Sværhedsgrad
Det store projekt kræver ikke stor erfaring. Du kan lette arbejdet ved at få pladen og tømmeret til snegleværnene skåret på trælasten
Tegning
Højbed af en enkelt plade
Højbedets sider er skåret ud af en enkelt plade støbefiner i standardmål. Stolperne, tværdragerne og listerne på ydersiden stiver siderne af, så de kan holde til presset fra jorden – og listerne holder samtidig snegle ude af bedet.
Støbefinerpladen skæres op efter planen her. Har du ikke en rundsav – meget gerne med føringsskinne – så får du den skåret ud på mål i trælasten. Vi skærer de øvrige dele ud, når de skal bruges. De skal have vinklede snit og sidde på skrå flader, og det letteste er at måle op og mærke af på stedet.
