Et problem – to løsninger
Løsning A - Støttemure holder skråningen
Beton og sten holder på jorden
Hældningen på denne skråning er kraftig, men ikke værre, end at skråningen er gangbar, også i regnvejr. Derfor er der fokus på store, brede bede og terrasser, der er indhegnet af solide støttemure bygget i fundablokke og armeret beton. Støttemurene er lige høje på alle sider af terrasserne undtaget muren bag drivhuset.
På grund af skråningens hældning forsvinder de dog næsten ind i skråningen nær bagsiden. Her bliver forkanten af det næste niveau af støttemure synlig og illustrerer tydeligt, hvor meget jord murene forhindrer i at skride og erodere væk.
Fem afgrænsede terrasser. Haven er først inddelt i fem sektioner fordelt på tre niveauer. Hver sektion afgrænses af en mur, der skal stå en blok højere end jordlaget.
Nedgravede fundablokke. Støttemurene er fem fundablokke høje. Blokkene er gravet ned i en rende, der er så dyb, at de fire øverste blokke er synlige foran, mens kun en blok står over jordniveau bagerst på hver terrasse.
Armering lodret. For at sikre tilstrækkelig styrke i væggen er fundablokkene sat i forbandt og armeret lodret med 8 mm armeringsstål.
Fyldt med beton. Fundablokkene er fyldt med beton for at låse dem sammen og øge vægten, så de forankrer terrasserne helt.
Bedene fyldes med jord. Fire ud af fem terrasser skal bruges som bede, og derfor fyldes de efter med løs, gødet jord.
Et drivhus på en fliseterrasse. Den sidste terrasse er belagt med store havefliser, så der kan stå et drivhus, der tjener som væksthus og orangeri med plads til møbler.
Pudsede mure. De sammenmurede fundablokke pudses til sidst, så fugerne bliver usynlige, og støttemuren fremstår som et stykke.
Hvidmalede mure. Til allersidst er støttemurene malet hvide med vejrbestandig maling. Muren forrest til højre er ikke malet på indersiden, da der skal fyldes jord på i stedet.
Løsning B - Skråningen holder sig selv
Bede af træ svæver over skråningen
Denne skråning er så stejl, at den både er svær at færdes på og kompliceret at grave brugbare terrasser i. Hældningen er så voldsom, at udgravede terrasser, der er store nok til fx et drivhus, ville kræve en betragtelig støttemur bagtil.
I stedet for at bruge krudt på støttemure er anlægget her bygget på stolper, der er forankret med jordspyd. Fordelen er, at skråningen holder sig selv, og trækonstruktionerne skal udelukkende holde den vægt, der fyldes på, fx i form af jord eller drivhuse. Desuden var der allerede en træterrasse på huset, som var oplagt at udvide ned ad skråningen.
Den store trappe først. Anlægget er bygget omkring en central trappe, som er lavet til at begynde med. Den sikrer, at skråningen er til at gå på med materialer til resten af projektet.
Funderet med stolper og stolpespyd. Alle dele af dette projekt er forankret med jordspyd. På den måde er underlaget næsten urørt, og der er ingen risiko for, at skrænten skrider sammen.
Højbede med skrå sider. En stor del af haven består af højbede. Da der heller ikke er gravet vandret ud til bedene, er de lavet med skrå sider, der passer til hældningen.
En terrasse til et drivhus. Den eksisterende terrasse øverst er udvidet med en platform, der er lige så bred som højbedene.
Plads til at gå mellem bedene. Under den første række bede er der bygget et simpelt skelet, der skal bære en gangbro, som giver adgang til bedene.
Gangbroen færdiggøres. Det simple skelet er bredt nok til at bære seks terrassebrædder. Det er nok til at gå på, men det er for lidt til møbler.
Bede afslutter anlægget. Under gangbroen, på begge sider af den store trappe, etableres endnu en række højbede. Alle bedene er ens og fyldes til sidst med jord.Jorden er taget fra skråningen i god afstand fra haven.
Drivhus på toppen. Prikken over i’et er et drivhus, som stilles op på den lille platform, der er bygget til den eksisterende terrasse.
Planter til sidst. Endelig er bedene plantet til med blomster, urter og bær.