Hvornår skal syrentræet beskæres?
Helt nye syrentræer kræver ikke meget vedligeholdelse. Det er først, når træet er blevet omkring 1,5 meter, at du skal begynde at beskære det og klippe det til regelmæssigt.
Det bedste tidspunkt at beskære syrenerne er lige efter, blomsterne er aftaget. Næste sæsons skud kommer næsten med det samme, og hvis du udskyder beskæringen for længe, kan det betyde, at du vil blive nødt til at skære mange kommende blomster fra – og det er ærgerligt. Og hvis du desuden er hurtigt ude med beskæringen, så vil det også være med til at give de nye skud en bedre chance for at blive til smukke blomster.
LÆS OGSÅ: Sådan beskærer du frugtbuske
Sådan skal du beskære syrentræet
En god tommelfingerregel er, at du ikke skal skære mere end 1/3 af træets stilke af hvert år. Dit mål er at have et syrentræ med omkring 8-12 større grene, der alle har forskellige aldre.
Sørg desuden for, at de alle sammen er et sted mellem 2,5-5 cm i diameter. Og husk desuden også, at du ikke altid behøver at skære 1/3 af grene væk – kunsten er at gøre det med måde.
Når du går i gang, skal du også sørge for at skære døde og sygdomsramte grene af.
LÆS MERE: Sådan beskærer du træer og buske
Giv nyt liv til et gammelt syrentræ
Har du et gammel syrentræ i haven, der ikke er blevet passet i flere år, så er det ikke altid nødvendigt at fjerne det. Gamle syrentræer kan have grene så tykke som små træer, og blomstrer sandsynligvis kun på toppen. Men heldigvis er der gode muligheder for at give nyt liv til et gammel syrentræ – vær dog indstillet på at det gerne kan tage op til 3 år.
Skær 1/3 af træets grene af hvert år. Beskær de ældste grene hele vejen rundt om træet og start altid med de tykkeste grene først. Du vil helt sikkert miste en del blomster det år, men det er bestemt ofret værd. Det er desuden lettest at beskære et gammel syrentræ i foråret.
LÆS OGSÅ: 4 TRIN til en perfekt hæk!