1. Vælg den rigtige type
De forskellige typer hække har forskellige egenskaber. For at træffe det rigtige valg, skal du finde ud af, hvilke krav du har til en hæk, og om den kan trives i din jord.
Inden du overhovedet begynder at tænke på det første spadestik til din nye hæk, er det vigtigt at have styr på jordbundsforholdene på din grund, så du kan vælge en type, der vil trives og vokse godt. Nogle hække vokser bedst i næringsrig muldjord, mens andre godt kan klare en mere sandet jord. Du behøver ikke at få lavet en jordbundsanalyse. Som regel er det nok, hvis du kigger dig omkring i nabolaget og lægger mærke til, hvilke hække der er flotte og trives i dit område.
Når dine hækkeplanter har de optimale vækstforhold - både hvad angår jord, lys- og vindforhold - vokser de hurtigt til, og hækken bliver tæt.
Du skal også tænke over, hvad din hæk skal “kunne”. Er det vigtigt, at den er tæt, kan klare en strid vind, er stedsegrøn eller har efterårsfarver? At den vokser hurtigt og bliver høj, eller at du kan nøjes med at klippe den en gang om året? Og så er valg af hæk selvfølgelig også - som så meget andet - et spørgsmål om smag og behag.
2. Køb planter i den rigtige størrelse
Når du har besluttet dig for, hvilken type hæk du vil have, skal du tage stilling til, hvor store planterne skal være. De fleste hækkeplanter fås i flere størrelser, så du kan faktisk plante en hæk i fuld størrelse af planter med klump eller i potte. Men det koster! Og der skal graves og vandes betydeligt mere, hvis du vælger store planter.
Har du tålmodighed til at vente et par år på, at hækken vokser op i fuld højde og bliver tæt, er det en langt billigere løsning at plante hækken af mindre, barrodede planter. Små hækkeplanter har også den fordel, at de ofte kommer hurtigere i gang med at vokse, og 3-4 år efter plantningen kan du ikke se forskel på, om du begyndte med små eller store planter. De er heller ikke så krævende med vand i tørre perioder som de store planter.
Prisen på din hæk afhænger af, hvilken type hæk du vælger - og ikke mindst størrelse. De barrodede planter er billigst, mens store planter i potter eller med klump er dyrest. De langsomtvoksende stedsegrønne planter er som regel også dyrere end de løvfældende. Liguster er en af de billigste hække (ca. 140 kr./10 stk.), bøg er lidt dyrere (ca. 160 kr./10 stk.), mens fx laurbærkirsebær hører til i den dyre ende (ca. 260 kr. pr. stk.).
3. Sådan planter du
Grav en rende, og plant i velbearbejdet jord, så du giver hækkeplanterne de bedste vækstbetingelser.
Du får den flotteste hæk, hvis du sætter planterne efter en snor. Så det er smart at spænde en snor ud, som du kan grave og plante efter.
Hvis du bruger små, barrodede hækkeplanter, skal renden have ca. et spadestiks dybde og samme bredde som en spade. Til større planter, skal rende selvfølgelig også være større. Det er vigtigt, at der er plads til løs jord omkring planterne, så rødderne kan få godt fat. Derfor skal du også løsne jorden i bunden af renden, hvis den er hård.
Planterne skal sættes ret tæt (afhænger af type) og i en dybde, der er den samme som den, de har stået i på planteskolen. Der vil typisk være en nuanceforskel i farven på plantens rodhals, så det er let at se.
Vand grundigt, når du har plantet, og hold godt øje med, at din nyplantede hæk får vand nok, når det er varmt og tørt - især de første par år. Hold også hækken fri for ukrudt.
4. Klip på det rigtige tidspunkt
Hvornår præcist din hæk skal klippes, er i høj grad et spørgsmål om temperament, men der er dog nogle generelle retningslinjer for de forskellige typer af hæk.
En nyplantet hæk skal ikke klippes de første par år. Det gælder både de stedsegrønne, løvfældende og blomstrende. Men når den er i god vækst, kan du klippe den løvfældende hæk lidt ind i siderne efter et par år, hvis du synes, den stritter for meget. Toppen skal du først klippe, når hækken har fået den højde, du ønsker, uanset hvilken type du har valgt.
Når hækken er vokset til, er det en god ide at klippe den, så siderne er skrå - bredest forneden (40-50 cm) og smallest i toppen (30-40 cm). Det sikrer, at hele hækken får lys, så den også bliver tæt for neden. De skrå sider gør samtidig hækken stærkere, så den ikke risikerer at vælte, hvis der falder meget sne, der kan ligge som et tykt lag foroven.
FØR ELLER EFTER SANKTHANS
Hvornår, du skal klippe hæk, afhænger af, hvilken type du har valgt.
En løvfældende hæk fx liguster er smart at klippe inden sankthans, hvis den ikke skal stritte for meget, og en gang senere på året. Men du kan sagtens nøjes med at klippe den én gang midt på sommeren.
En stedsegrøn hæk klippes kun en gang om året. Helst i august, så nye skud kan vokse til, inden der kommer frost.
En blomstrende hæk skal ikke klippes, men beskæres indimellem, hvor du fjerner de ældste grene ved jorden.