Der findes utallige husholdningsråd om, hvordan haven bliver fri for ukrudt.
Men der er god grund til at være forsigtig, for flere af de anbefalede midler kan lave ravage i jordens naturlige økosystem og derfor ikke lovlige at bruge ifølge Miljøstyrelsen.
Hjemmelavet ukrudtsmiddel: Lovligt eller ej?
Eddike mod ukrudt
Eddike og eddikesyre er noget, som de fleste har stående derhjemme, og er almindeligt brugt af private til at bekæmpe ukrudt. Hvad mange dog ikke ved, er, at det faktisk er ulovligt i langt de fleste tilfælde at bruge eddike som ukrudtsmiddel.
Ukrudtsmiddel med eddike er effektivt, fordi syren ødelægger cellerne i planten, så den dør inden for kort tid. Men det gælder også andre planter i nærheden, så det skal bruges med forsigtighed.
Mens det er lovligt at bruge godkendte ukrudtsmidler, der indeholder eddikesyre, så må man ikke bare bruge den almindelige husholdningseddike eller et hjemmelavet ukrudtsmiddel med eddike.
Virker salt mod ukrudt?
Salt er en effektiv plantedræber, og derfor er det også et af de husholdningsråd, der dukker op med jævne mellemrum, når der bliver snakket om ukrudtsbekæmpelse.
Salt trækker vandet ud af planten, hvorefter den dør. Men salt ødelægger også bakterier og andre gode ting, som er nødvendige i jorden, og det er derfor en rigtig dårlig idé at bruge som ukrudtsbekæmpelse.
Derudover, kan det for eksempel være hårdt for poterne på hjemmets firbenede væsener, så selvom salt bliver brugt flittigt om vinteren, når der er sne, så er det en god idé at holde sig fra det på andre årstider. Desuden er salt ikke godkendt som ukrudtsmiddel, og derfor ikke tilladt at bruge.
Det bedste ukrudtsmiddel
Glyphosat er det aktive stof i for eksempel Pistol Ukrudtsmiddel og Roundup, og et af de mest brugte i bekæmpelsen af ukrudt, da det også dræber rødderne og er bredspektret, så det er effektivt mod det meste ukrudt. Stoffet er dog mistænkt for at være miljøskadeligt og kræftfremkaldende, og er derfor ikke længere lovligt til privat brug.
Hvis du vil have et effektivt og miljørigtigt ukrudtsmiddel, der virker, så er den gode nyhed, at det bedste er fuldstændigt gratis.
Det er nemlig manuel bekæmpelse, hvor du selv fjerner det uønskede ukrudt, eller simpelthen bare lader det være.
Her er det værd at bemærke, at ukrudt egentlig bare er en fællesbetegnelse for de planter, som er vurderet som uønskede i haven. Men det meste "ukrudt" kan være godt for biodiversiteten, så overvej om det kan få lov at stå.
På Miljøstyrelsens hjemmeside kan du finde en liste over de ukrudtsmidler, der er godkendt til privat brug. Listen opdateres jævnligt, og her kan du for eksempel se hvilke ukrudtsmidler, der egner sig til græsplænen, hvis du for eksempel er plaget af tidsler eller mælkebøtter.